Det Skete Bare Ikke Lige

Skrid!

Min mobil ringer, mens jeg er midt i at læse en af de mange artikler om Emil og mig. Josh står der på skærmen, og jeg tager hurtigt telefonen.

"Emma, hvad sker der?" Spørger han forvirret og stresset.

"Jeg ved det ikke," svarer jeg, lige så forvirret som ham.

"Er der sket noget mellem dig og Emil?" Spørger han stille, uden at presse for meget.

"Ja, men det er en lang historie," tøver jeg.

"Okay, det er jeg ked af at høre. Jeg vil prøve at få medierne til at slappe af og vente på, at I selv forklarer, hvad der sker," siger han optimistisk, og det beroliger mig.

"Tak, Josh," siger jeg lettet.

"Det var så lidt, Emma."

Jeg lægger på og går ud i køkkenet for at hente et glas iskoldt vand. Mit blik falder på uret på væggen, og det går op for mig, at kampen sluttede for omkring en time siden.

Jeg lægger mig over sofaryggen for at nå fjernbetjeningen. Jeg ser, at Danmark har tabt, og det fylder mig både med glæde, men også med tristhed på Mathias' vegne. Jeg er ved at slukke for tv'et, da det banker på døren.

Nej, bare nej. Hvis det er ham, der står udenfor, går jeg amok.

Det banker igen.

"Emma, åben døren!" Råbes der fra den anden side.

Jeg sukker tungt og går hen for at åbne. Jeg ved, at han ikke går væk, før jeg giver efter, og jeg ønsker ikke at forstyrre mine naboer med skænderier.

"Næh, det er dig? Hvad forstod du ikke ved 'JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN'?" Siger jeg vredt og undgår hans blik.

"Emma, vil du ikke forklare, hvad der foregår?" Siger han vredt.

"Du ved det sgu godt selv!" Siger jeg endnu vredere.

"Nej, det gør jeg sgu ikke!" Siger han hårdt, og jeg bliver endnu mere vred over hans vrede.

"Så siger vi det," siger jeg og ruller øjne af ham.

"Må jeg ikke komme ind?" Spørger han sødt efter han forstår, at vrede ikke hjælper ham nogle veje.

"Nej, jeg vil faktisk gerne have, at du går," siger jeg og forsøger at smile falskt, mens jeg lukker døren.

Han når lige at sætte sin fod i døren, så jeg ikke kan lukke den, og han skubber den op. Jeg bruger alle mine kræfter på at holde den lukket, men han er alt for stærk.

"SKRID NU MED DIG!" Råber jeg frustreret, imens jeg bruger min krop til at presse døren i.

"Emma, du ved, at jeg er stærkere end dig, så lad nu bare være med at prøve," siger han og griner.

Han skubber lidt mere til døren, og jeg har ikke flere kræfter til at holde den lukket. Han vinder og kommer ind.

Han lukker døren bag sig og går hen imod mig.

"Skat, vil du ikke nok-"

"Lad være med at kalde mig det, din klamme idiot!" Råber jeg af ham.

"Hey, snak ordentligt!" Siger han forbavset.

"Gu' fanden vil jeg ej!" Siger jeg irriteret. Tror han, at det er en leg eller hvad?

Han går tættere på mig og tager blidt fat i min hånd.

"Slip mig," siger jeg seriøst og river min hånd væk.

"Ellers hvad? Vil du slå mig igen?" Smiler han. Han tror virkelig, at det er en leg.

"Fuck dig ærligt," siger jeg og ruller øjne af ham igen.

"Emma, forklar nu, hvad der sker," beder han.

"Du burde vide det selv," siger jeg trælst.

"Men det gør jeg altså ikke," siger han og kigger ventende på mig.