Det Skete Bare Ikke Lige

Morgenmad

Jeg vågner om morgenen til lyden af stemmer, der snakker og ler. Alkoholen fra i går rammer mig som en mursten. Mit hoved dunker, og jeg føler, at min mave vender sig flere gange. Med trætte skridt vakler jeg ud af sengen og finder nogle sorte shorts og en hoodie. Jeg ser mig selv i spejlet og konstaterer, at jeg ser ud præcis som jeg føler mig - elendig.

Da jeg kommer ud i stuen, ser jeg Mie, Mathias, Emil og hans date sidde og snakke. Emil kigger op og smiler til mig. Jeg er stadig sur over situationen fra i går og returnerer ikke smilet. Hans date sender mig et ondt blik, men jeg vælger at ignorere det.

"Godmorgen," siger Mie og smiler til mig.

"Godmorgen," svarer jeg træt og sætter mig ved bordet.

"Vi fik vidst lidt for meget i går," griner Emil og smiler til mig.

Jeg kigger på ham, men vælger ikke at svare. Han rynker det ene øjenbryn og undrer sig over min reaktion.

"Er der noget galt, Emma?" Spørger han forundret.

Jeg svarer ikke, men tager i stedet noget morgenmad. Han kigger undrende på mig, og hans ansigtsudtryk bliver trist.

"Må jeg bede om vandet?" Spørger jeg træt, mine ord knap nok hørbare over den bankende hovedpine. Klara rækker mig kanden med vand, men i stedet for at overrække den til mig, hælder hun vandet ned i mit skød. Et øjeblik af forvirring og chok griber mig, efterfulgt af en bølge af kølig vådhed, der trænger igennem mine shorts og siver ned ad mine ben.

"Ups," lyder det lattermildt fra Klara, der dækker sin mund med den ene hånd, som om hun forsøger at dæmpe latteren, men det er tydeligt, at hun finder situationen morsom.

Jeg rejser mig chokeret op, mine lår er helt våde og kolde, og vandet efterlader en ubehagelig følelse af klamhed på min hud. Emil bryder ind, irritationen tydelig i hans stemme.

"Klara, for helvede!" hans ord er skarpe, og hans blik er fyldt med vrede, rettet mod Klara.

Så hun hedder Klara, godt at vide.

"Hvad skulle det til for?" Spørger Emil vredt, hans stemme en blanding af frustration og forvirring.

"Jeg syntes bare, at hun havde brug for et lille bad for at skylle alt den klamhed af," siger Klara, hendes ord bærer en undertone af sarkasme, og hun sender mig et ondt smil.

Mine øjenbryn rynker sig forvirret. Hvad er det for en opførsel?

"Klara, jeg synes, at du skal gå," siger Mie tøvende, hendes stemme fyldt med undskyldning, mens hun ser på Emil.

"Det er ikke dig, der bestemmer det. Det gør Emil," svarer Klara irriteret og kigger selvtilfreds på Emil.

"Jeg synes også, at du skal gå," siger Emil vredt, hans øjne flammer af irritation, der møder Klara's.

"Fuck, I er klamme!" siger Klara, hendes stemme fyldt med foragt, og hun vender sig mod døren. Et højt brag lyder, da hun smækker den i.

Mathias har i mellemtiden hentet et håndklæde, som han giver til mig med et bekymret blik. Vandet fra mit våde skød drypper stille ned på gulvet, mens jeg tager imod håndklædet taknemmeligt.

"Jeg går lige ind og skifter," mumler jeg og lister mig ind på værelset, hvor jeg finder noget nyt tøj i min kuffert.

Mens jeg roder i kufferten, lyder der pludselig banken på døren.

"Må jeg komme ind?" Spørger en stemme udenfor.

"Ja, bare kom," svarer jeg, uden at have hørt, hvem det var, der bankede. Da døren åbner, opdager jeg, at det er Emil, der træder ind.

"Nåh, det er dig," siger jeg tøvende, mine tanker kaotiske, mens jeg prøver at finde noget passende at sige.

"Kan vi lige snakke?" Beder han med en næsten bønfaldende tone.

"Ja, det kan vi vel," siger jeg og sætter mig på sengen, mine øjne uundgåeligt fæstnet på ham.

Han lukker døren bag sig og sætter sig ved siden af mig på sengen.

"Er du sur på mig eller noget? Jeg troede, vi var begyndt at blive gode venner efter i går," siger han, smilende men med en undertone af nervøsitet i stemmen.

"Emil... i går var en fejl, det skulle ikke være sket," mumler jeg, mine ord knap nok hørbare, som jeg prøver at forklare min forvirring og vrede.

"En fejl?" gentager han, hans øjenbryn let hævet af overraskelse.

"Ja, en fejl. Du havde en date, så du kunne jo ikke bare gå rundt og kysse med andre," siger jeg og prøver at holde fast i min egen ro.

"Emma... Klara betyder ikke noget for mig," siger han, hans tone fast og bestemt, men hans øjne søger mine, som om han søger efter forståelse.

"Okay? Det lignede ellers noget andet i går," siger jeg undrende, mine tanker et virvar af følelser og tvivl.

"I går? Er det, det du er sur over? Emma, Klara betyder ikke noget for mig. Der skete ikke andet end at jeg kyssede med hende, for det eneste jeg havde i tankerne i går var dig og da VI kyssede," forklarer han, hans stemme fyldt med ærlighed og håb.

"Ja, som om," svarer jeg og ruller med øjnene, mine egne følelser en uendelig kamp mellem at tro ham og frygten for at blive skuffet igen.

"Det er rigtigt," insisterer han, hans øjne fastlåst på mine, som om han forsøger at male sine ord ind i mit sind.

"Okay," mumler jeg koldt, mine følelser i kaos, og min tillid i ruiner.

"Ugh, Emma, jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få dig til at stole på mig igen. Jeg giver altså snart op," siger han tøvende, hans ansigt udtrykker frustration og smerte, mens hans ord rammer mig som en knytnæve i maven.

Jeg får store øjne, panikken sniger sig ind på mig. Han må da ikke give op, så mister jeg ham for altid...

"Det må du ikke-" mine ord brydes af en følelsesmæssig klump i min hals, mine tanker og følelser i kaos, som jeg kæmper for at udtrykke min frygt for at miste ham.