Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Vi er taget til Danmark, for at holde vores bryllup. I morgen er en virkelig stor dag for mig. Jeg har helt ondt i maven ved tanken, om at skulle giftes. Men jeg ved, at det er med den mand jeg elsker med hele mit hjerte, så det hele skal nok gå. Jeg har dog også ventet på denne dag hele mit liv og at den nu står alt for tæt på mig gør mig vildt nervøs.
Mine forældre og svigerforældre er her, for at hjælpe med at gøre det hele klar.
Emils bror og kone er her også. Det er lidt underligt, at for ikke så langtid siden var det Emils bror, der blev gift og nu er det vores tur.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Vi får hurtigt gjort alt klart. Jeg krammer Emil og siger farvel til ham, da jeg ikke ser ham før i morgen, når vi står i kirken.
Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs, da jeg skal sige farvel, men han beroliger mig heldigvis og siger, at det hele nok skal gå.
Jeg kører med mine forældre hjem. Jeg sover hjemme ved mine forældre. Jeg har svært ved at huske, hvornår jeg sidst sov hjemme på mit eget værelse. Det er i hvert fald alt for langtid siden.
Da vi kommer hjem er der flere fra min familie som er dukket op. De har lavet mad og drinks.
Jeg ser op af trappen som fører op til ovenpå, hvor mit værelse er. Jeg går op på ad trappen og jen af gangen og ind på mit værelse. Det er stadig helt tomt. Jeg får minder fra den gang, hvor jeg blev student og Emil og jeg kun lige havde lært hinanden at kende. Nu står jeg her 3 år efter og skal giftes med ham i morgen. Jeg kan mærke at mit blod siver rundt i min krop og jeg bliver nødt til at koncentrere mig om min vejrtrækning.
Er jeg ved at få kolde fødder? Det kan da ikke passe? Jeg elsker Emil. Jeg ved at det skal være ham, hvorfor har jeg det så sådan her nu?
Min søster kommer ind på værelset. Hun er virkelig også blevet stor. Da jeg flyttet hjemmefra var hun 15, nu er hun 18 og er selv lige blevet student.
"Er du okay?" Spøger hun og sætter sig ned på sengen ved siden af mig.
"Ja da, bare lidt nervøs" siger jeg nervøst, men smiler til hende.
"Det skal nok gå Emma. Alle får kolde fødder en gang imellem, men du skal bare huske, at du elsker Emil og at han er en god fyr" siger hun og lægger en arm om mig.
"Ja det har du ret i" siger jeg og krammer hende tæt. Jeg ser på hende og begynder at smile ved den tanke jeg får. "Da jeg var i din alder havde jeg næsten lige mødt den mand som jeg i morgen skal giftes med" siger jeg og griner.
Hun får store øjne og taber kæben.
"Åh nej" siger hun chokeret.
"Ja, så hvem ved, måske er det dig, der sidder her om 3 år og får kolde fødder" griner jeg.
"Stop!" Siger hun og vælter forbavset ned i sengen. "Jeg skal ikke allerede giftes" siger hun chokeret og holder sig til hovedet.
"Ej bare rolig. Du skal nok finde dig en god mand" siger jeg og hiver hende op af sengen og trækker hende med nedenunder.
Vi sætter os ud på terrassen og spiser den gode mad som vores mor har lavet. Det er virkelig rart bare at sidde og snakke med min familie og søskende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så hjemme som jeg gør lige nu.
Kl bliver hurtigt mange og jeg hjælper min mor med at ryde af bordet og så går jeg oven på for at få min søvn.
Jeg lægger mig i den bløde seng, som dufter af vaskemiddel. Jeg kigger over på skabet, hvor min lange, hvide kjole hænger.
Jeg smiler ved tanken om i morgen og falder så i søvn.
