Det Skete Bare Ikke Lige

En snak med mor

Næste dag tager jeg hjem til min familie og Emil bliver hos sin, indtil vi skal tilbage til Flensborg og jeg derefter skal videre til Paris.

Det er en lettelse at træde ind i mine forældres hus og mærke den velkendte tryghed omfavne mig. Duften af hjemmelavet mad og sommerens solstråler inviterer os ud på terrassen, hvor vi sætter os og nyder en drink i det dejlige vejr.

"Og hvordan går det så med dig og Emil?" Spørger min mor, hendes øjne fyldt med nysgerrighed.

"Det går vel, okay," svarer jeg tøvende, usikker på, hvordan jeg skal beskrive vores komplekse forhold.

"Okay? Hvad mener du med det?" Spørger hun, overrasket over min tilbageholdenhed.

"Vi skændes ofte, men alligevel er vores bånd så stærkt, at vi altid finder tilbage til hinanden," forklarer jeg, minderne om vores uenigheder dukker op i mit sind.

"Tror du, han er den rette for dig?" Spørger min far, hans stemme fyldt med omsorg.

"Det ved jeg virkelig ikke. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig, men..." mine ord forsvinder i luften, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke mine tvivl.

"Men du er i tvivl om, han er den rette?" Afslutter min mor min sætning, og jeg nikker, udmattet af mine egne overvejelser.

"Må vi snart møde ham?" Spørger min søster, hendes øjne fyldt med forventning.

"Ja, han kommer og henter mig i morgen, så kan I møde ham," siger jeg og smiler til hende.

"Okay, må vi også møde Magnus Landin?" Spørger hun og smiler, hendes tanker allerede et andet sted.

"Jeg har faktisk ikke mødt Magnus endnu, men jeg kan spørge Emil, om han kan arrangere noget," siger jeg og griner af hendes forelskede udtryk, når hun tænker på Magnus.

"Jeg vil så gerne møde ham," siger hun, hendes stemme fyldt med drømme og håb.

Jeg ler og ryster på hovedet, velvidende om min søsters vedholdende fascination af håndboldspilleren. Det er typisk hende.

Jeg hjælper min mor med at rydde af bordet og sætter servicen på plads. Duften af nylavet kaffe fylder køkkenet, og strålernes fra solnedgangen glider ind gennem vinduet og farver køkkenet en dejlig orange farve.

"Emma, du skal vide, at jeg altid er her, hvis du har brug for at snakke," siger min mor og ser alvorligt på mig.

"Mor..." siger jeg, mine ord hænger tungt i luften, som om de bærer hele byrden af mine bekymringer. Jeg ønsker, at hun ikke vil starte noget, for jeg ved, at hvis hun gør, vil mine forsvarsmure falde, og jeg vil bryde sammen.

Men min mors blik er som en radar, der fanger selv de mindste følelsesmæssige ændringer. "Jeg siger det bare. Jeg ved, at du prøver at skjule dine følelser, men jeg kan se, at der er noget, der går dig på," siger hun med en blanding af omsorg og bekymring i stemmen.

Mine øjne bliver fugtige af den pludselige overvældelse af følelser. En enkelt tåre undslipper mine øjenlåg og glider ned ad min kind, som et stille vidnesbyrd om den indre kamp, jeg kæmper. Og så, som et tegn på min indre uro, mister jeg grebet om et glas, der falder til gulvet og splintrer i tusind stykker.

"Shit, undskyld," siger jeg og skynder mig ned for at samle glasset op, men min mor er hurtigere. Hun lægger en beroligende hånd på min skulder og tvinger mig til at møde hendes øjne.

"Tror du ikke, vi skulle snakke sammen?" spørger hun, hendes stemme fyldt med empati og forståelse.

"Jo," siger jeg og snøfter.

"Bare lad glasset ligge. Jeg samler det op om lidt," forsikrer hun mig, som om hendes beroligende ord er en tryg oase midt i den følelsesmæssige storm.

Vi går op på mit gamle værelse, og da vi sætter os i sengen, føles det som et tilflugtssted fra verdens kaos. Min mor sidder ved min side, klar til at lytte til mine bekymringer og sorger.

"Fortæl, hvad der går dig på?" spørger hun med en rolig stemme, som om hun er parat til at tage imod alt, hvad jeg har at sige.

"Det er bare... Jeg tror ikke, at jeg er den rette for Emil," tøver jeg, mine ord knækker næsten under byrden af usikkerhed.

"Hvorfor tror du ikke det?"

"Det er svært at forklare. Måske er det bare mig, som ikke er klar til et forhold," siger jeg, mine tanker en labyrint af tvivl og bekymringer.

Hun kigger på mig med forstående øjne, og hendes nærvær føles som et lys i mørket. "Hvorfor er du ikke klar til et forhold?" spørger hun og ser undrende på mig, som om hun forsøger at afdække de dybere lag af mine følelser.

"Ughh. Jeg ved det ikke. Måske er det presset eller alle skænderierne. Jeg ved det ikke," siger jeg frustreret, mine ord en uordnet symfoni af tvivl og frygt.

"Sådan er et forhold bare nogle gange," sukker hun og stryger en hånd over min ryg, som om hendes beroligende berøring er et forsøg på at dulme mine indre dæmoner.

"Hvorfor kan et forhold ikke bare være lykkeligt hele tiden?" spørger jeg og rejser mig op fra sengen, mine følelser som en vild flod, der truer med at skylle mig væk.

"Fordi vi mennesker ikke kan være lykkelige hele tiden. Der er bump på vejen, Emma. Det vil der altid være, men Emil elsker dig, og I skal nok finde ud af det. Det gør I jo hver gang," siger hun med et smil, som om hun forsøger at minde mig om, at selv i den mørkeste nat er der altid en stjerne, der lyser.

"Ja, det gør vi, men jeg rejser i morgen, så der kommer et bump mere," tøver jeg, mine ord en stille erkendelse af den usikkerhed, der lurer i horisonten.

"Jeg tror nok, I skal finde ud af det," siger hun og smiler til mig, som om hun tror på os, selv når jeg tvivler på mig selv.