Det Skete Bare Ikke Lige

Mødet

Der går 3 dage, og det føles som om tiden er strukket ud i en endeløs smerte, som om hvert sekund er en uendelig evighed. Jeg pakker min kuffert med rystende hænder, følelsen af angst og ubehag rumler som en brølende flod gennem min mave.

For mindre end en uge siden var jeg fyldt med spænding og glæde, telefonen ville nærmest være smeltet fra alle mine opkald til Mie, men nu... nu er alt forandret. Jeg er knust. Emil har formået at knuse mit hjerte til støv. Jeg tvivler på, at jeg kan se ham i øjnene uden at føle en brændende vrede. Han er en forræder i mine øjne, en kold og hjerteløs skurk.

Flyet letter, og jeg føler mig som et fjernt, flydende fragment i et hav af smerte. Tiden går langsomt, som om tiden selv forsøger at pine mig for min smerte.

Endelig ankommer jeg til Hamborg. Jeg trækker min kuffert og nærmer mig en rulletrappe. Der står hun, Mie, med et smil så stort, at det næsten blænder mig. 

"MIEEE!" Råber jeg, min stemme fyldt med en bølge af følelser, og løber ned ad trappen. Vi mødes i et kram så intenst, at det føles som om hele verden står stille. Tårerne prikker i mine øjne, men de er tårer af lettelse og glæde.

Vi går ud til hendes bil, og det føles som om en byrde løftes fra mine skuldre, som vi kører imod Flensborg.

To timer senere ankommer vi til Mie og Mathias's lejlighed. Jeg har fået lov til at overnatte hos dem, en gestus af venlighed og støtte, der fylder mig med taknemmelighed.

Vi går op af trapperne og ind i deres lejlighed, hvor Mathias sidder på sofaen og vender blikket mod os ved vores ankomst.

"Hej Emma!" siger han smilende, og jeg føler en varme i mit hjerte ved synet af hans venlige ansigt.

"Hej Mathias," svarer jeg og giver ham et kærligt kram. Det føles godt at være omgivet af venner igen.

"Hvordan er Paris så?" Spørger Mathias og smiler nysgerrigt.

"Vidunderligt. Det er alt, hvad jeg nogensinde har drømt om," svarer jeg drømmende, et øjeblik fordybet i minderne om den skønhed og magi, jeg har oplevet i den franske hovedstad.

Han kigger på mig og derefter på Mie, og jeg kan mærke spændingen hænge i luften som en tyk tåge.

"Vil du overraske Emil nu eller?" Spørger han og ser forventningsfuldt på mig, som om han næsten ikke kan vente.

Et sug af ubehag stryger gennem min krop ved tanken om at møde Emil lige nu, så jeg tøver, mine tanker kastes rundt som i en storm.

"Øhm..." Jeg famler efter ordene, usikker på, hvad jeg skal svare.

"Vi kan også vente lidt," siger Mie og sætter sig ned i sofaen, og en bølge af lettelse skylles over mig, som om jeg netop er undsluppet fra en truende fare.

"Ja, det ville være rart," siger jeg lettet over, at jeg ikke behøver møde ham lige nu. Min krop er stadig spændt af nervøsitet.

Vi sætter os ned i sofaen, og Mie har dækket op til en enkel, men indbydende lille frokost. Duften af friskbagt brød og hjemmelavet pesto fylder rummet, og det føles næsten som et forsøg fra Mies side på at lindre den trykkede stemning. Vi snakker i lidt tid, både om Paris og om alt, hvad der er sket i Flensborg. Hver ord udtales med forsigtighed, som om vi danser rundt om de følelsesmæssige miner, der ligger under overfladen.

Jeg tager en sidste bid og lader smagen af maden forsvinde, mens jeg tager en dyb indånding for at samle mod til det, der venter forude.

"Jeg tror, jeg er klar til at sige hej til ham nu," tøver jeg, mine ord flyder ud af munden som en stille bøn om styrke.

"Okay, skal vi gå med, eller klarer du det?" Spørger Mie med et bekymret blik.

"Jeg tror, jeg klarer det, ellers mange tak," siger jeg og prøver at lyde mere overbevisende end jeg føler mig.

"Han bor i opgang 3, nummer 11," siger Mie, da jeg griber fat om dørhåndtaget og forbereder mig på det, der venter forude.

"Okay, tak," råber jeg tilbage og lukker døren efter mig.

Jeg trækker vejret dybt, som om jeg forsøger at fylde mine lunger med mod, men følelsen af angst ligger stadig som en tung dyne over mig. Hvad skal jeg dog sige til ham? "Hej, jeg har hørt, at du har fået en dame?" Tanken får kvalmen til at stige i min hals, og jeg tager små, ubestemte skridt hen imod hans lejlighed.

Jeg banker stille på døren, og inden længe åbner den sig. Emil står overrasket i døråbningen, og jeg kan se forvirringen male sig i hans øjne. Det er langtid siden jeg har set ham, men han er stadig ligeså smuk som, da jeg tog afsted. Jeg har savnet ham så meget, men tanken om, at han har en anden får savnet til at blive mindre.

"Emma?!" Siger han forbløffet, som om han har set et spøgelse.

"Hej," siger jeg genert, mine ord flyder ud af munden, men mit hjerte hamrer hårdt i brystet.

"Wt- kom ind," siger han forvirret og åbner døren helt, så jeg kan komme ind.

"Tak," siger jeg, mens jeg bevæger mig ind i lejligheden. Hans blik fanger mit, og jeg kan mærke det elektriske stød af vores øjenkontakt, men denne gang er det som om, der er en usynlig mur mellem os. En mur af hemmeligheder og svigt.

Han smiler smørret til mig, hans øjne skinner med en glød, der engang ville have sendt sommerfugle i mit mave. Men ikke længere. Jeg kigger tilbage på ham, men mit hjerte er blevet såret, og den gamle gnist er blevet til aske. Han bevæger sig mod mig med en næsten legende lethed, og jeg kan mærke det brænde af vrede og frustration, der bobler op indeni mig.

"Øhm... Hvad laver du?" Spørger jeg forvirret og træder tilbage fra ham, som om hans nærvær brænder mig.

"Hvad mener du?" Spørger han forskrækket, men jeg kan se skyggen af tvivl flimre i hans øjne.

"Du har en kæreste," siger jeg seriøst, mine ord skærer gennem luften som en kniv, og jeg ser ham stivne.

"Hvad?".

"Tak" siger jeg og går ind.

Han kigger stadig forvirret på mig. Jeg tror ikke han havde regnet med at jeg ville dukke op endnu, men her står jeg så. Midt i hans stue og kigger på ham som om ingenting er sket, men der er sket noget. Noget som gør, at jeg ikke kan kigge på ham på samme måde mere.
Han kigger smilende på mig og giver mig elevatorblikket, som normalt ville give mig sommerfugle i maven, det gør det bare ikke mere. Han går stille hen i mod mig og holder øjenkontakten. Han står nu foran mig og læner sig ned mod mig.
Jeg bliver chokeret. Tror han, at vi skal til at kysse eller hvad?

"Øhm... Hvad laver du?" Spørger jeg forvirret og læner mig tilbage fra ham.

"Hvad mener du?" Spørger han forskrækket.

"Du har en kæreste" siger jeg seriøst og går væk fra ham.

Han ser mundlam på mig og ryster så forvirret på hovedet.

"Hvad?"