Det Skete Bare Ikke Lige

Kan vi gøre det?

Emil er på vej hen for at hente mig, og mit hjerte banker hårdt i brystet, en symfoni af forventning og tvivl danser i mit sind. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med ham efter jeg har snakket med min mor. Tanken om at krydse grænsen fra venner til noget mere fylder mig med en blanding af spænding og frygt. Måske er det bedst, hvis vi bare forbliver venner, selvom min hjerte trækkes mod ham som en magnet.

Pludselig hører jeg lyden af en bil, der nærmer sig huset, og mit hjerte springer et slag over. Det må være Emil. Jeg skynder mig ned ad trappen, min taske kastet over skulderen som en tro følgesvend på denne følelsesmæssige rejse.

"EMIL ER HER!" råber jeg til min familie, mine ord fyldt med en blanding af begejstring og nervøsitet.

Min familie strømmer ud af huset, nysgerrige efter at møde manden bag det smil, der har lyst op i mit ansigt på det seneste. Emil går ud af bilen, hans udseende som en scene fra en romantisk film, og bevæger sig elegant hen til min familie for at hilse på dem. Jeg ser på ham med stolthed, et varmt smil breder sig over mine læber, da han bliver en del af den indrammede idyl, der er min familie.

Vi snakker nok i 10 minutter, før jeg bliver nødt til at sige farvel til min familie, velvidende om, at der går langtid før jeg ser dem igen. Jeg siger farvel og Emil og jeg kører afsted mod Hamborgs lufthavn.

Der er stille det meste af tiden, kun afbrudt af den sagte brummen fra bilens motor og lyden af vores åndedræt i det tætte tavshedens slør.

"Emil..." Jeg bryder tavsheden, og mine ord hænger i luften som små glimt af tvivl og håb.

"Mmm," svarer han, hans stemme fyldt med ro og forståelse.

"Altså, i forhold til det med, at jeg skal til Paris igen... Hvordan er vores forhold så?" Tøver jeg, mine ord forsigtigt som en dans på knivsæggen af følelser.

"Emma, jeg vil rigtig gerne blive ved med at være din kæreste. Jeg tror faktisk, at vi kan klare et langdistanceforhold," siger han med en tone af håb og overbevisning, der får mit hjerte til at banke hurtigere.

"Er du sikker på, at vi kan klare det? For jeg tror, det bliver svært," tøver jeg, en bølge af bekymring vasker over mig som en flodbølge af usikkerhed.

"Emma... Vi kan klare det," forsikrer han mig med et smil, der lyser op i mørket af mine tvivl.

"Er du sikker? For jeg vil virkelig ikke miste dig," siger jeg nervøst, mine ord hviskede med en skrøbelig håb.

"Emma... Du kommer ikke til at miste mig, og hvis det ikke går, så finder vi stadig ud af det," siger han og lægger sin varme hånd på mit lår, en gestus af tryghed og kærlighed.

"Lover du det?" Spørger jeg, mit hjerte slår hårdt i brystet i håb om et positivt svar.

"Af hele mit hjerte lover jeg, at jeg ikke vil såre dig igen, og når vi ses igen, er vi stadig sammen," siger han med et smil, der får min sjæl til at varme op.

Vi når til lufthavnen i Hamborg, og jeg tager min taske over skulderen, samtidig med at jeg griber Emils hånd i min.

"Ses vi til VM i Frankrig?" Spørger han med et smil, der får mit hjerte til at hoppe af glæde.

"Ja, du kan bo hos mig, hvis du ikke vil bo med de andre," siger jeg og blinker til ham, min stemme fyldt med et løfte om fremtidens glæder.

"Med glæde," siger han og smiler, hans øjne glimter af forventning.

"Så ses vi vel snart."

"Det gør vi," siger han og smiler, en visdom i hans øjne, der lover en fremtid fyldt med kærlighed og håb.

Vi kysser hinanden farvel, og jeg går hen til mit fly, mens Emil kører imod Flensborg.