SVIN!

529 8 0
                                    

Niklas og Mikkel kigger såret på mig, deres ansigtsudtryk et spejl af den smerte, de føler. Men ingen af dem siger noget i et stykke tid, som om ordene er fanget i deres strube.

"Det gør mig virkelig ondt," siger Niklas til sidst, stemmen tyk af fortrydelse.

Jeg stirrer ud i luften uden at se noget, uden at mærke noget. Det er som om, at alt omkring mig forsvinder, som om verden pludselig står stille.

"Emma, er du okay?" spørger Mikkel, hans hånd hvilende tungt på min skulder.

Men jeg kan ikke mærke hans berøring. Jeg kan ikke mærke noget som helst. Alt ved mig står bare stille, som om jeg er frosset i tid, og deres stemmer glider forbi mig.

En tåre triller langsomt ned ad min kind, og pludselig føler jeg det hele. En smerte, så dyb og intens, at den føles som om den slår rødder i mit indre og spreder sig som en skovbrand gennem min krop. Min mave snører sig sammen som en stram knude, og en pivende tone klinger i mit øre, som en påmindelse om den uendelige tomhed, der pludselig har taget bolig i mig.

"Det hele var en løgn?" Siger jeg uden følelse i stemmen og kigger stadig tomt ud i luften.

"Vi følte, det var bedst at sige det til dig," siger Niklas, hans øjne fyldte med frygt, hans blik flygter hen mod Mikkel, der stadig holder fast om min skulder som en redningsplanke.

Jeg er tom for ord. Virkelig, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvordan kunne han finde på det? Hvordan kunne han tænke, at det var okay at gøre sådan noget? Hvordan kunne han lade det vare ved i så lang tid?

Et helt år har været en løgn. Alt har været en løgn. Jeg burde dog virkelig også vide bedre. Der er aldrig nogen, der har været interesseret i mig, så hvorfor skulle han være det? Hvorfor skulle en perfekt dreng være forelsket i en som mig? Hvordan kunne jeg være så naiv? Hvordan kunne jeg stole på en, som åbenbart med vilje skød en bold i hovedet på mig? Hvordan kunne jeg være så dum?

Det banker utålmodigt på døren, og stemmen udenfor annoncerer, at drengene skal møde i hallen om fem minutter. Ordene rammer mig som en knytnæve, der bryder den tunge tavshed i rummet.

"Emma, hvis du har brug for at snakke efter kampen, så er vi her for dig," siger de med et blik, der bærer på en dyb, smertefuld forståelse for min situation. Jeg sidder der uden nogen form for udtryk i ansigtet. Alt er bare tomt. Tomt som et stort sort hul uden ende.

"Tak," er det eneste, der undslipper mine læber, før de er på vej ud ad døren. Lyden af deres fodtrin forsvinder gradvist, og jeg bliver alene tilbage i det nu kolde rum.

Jeg sidder lidt, men beslutter mig så for at rejse mig. Jeg skal hjem, Hjem til min seng. Det er det eneste sted, jeg kan finde lidt fred og ro. Måske, bare måske, kan jeg vågne op fra dette grusomme mareridt.

Da jeg kommer ud på gangen står Emil, Mathias, Mie og nogle andre samlet og snakker inden de skal ind på banen og spille.

Jeg overvejer at gå ind igen, da den eneste vej ud, er at gå forbi dem.

Jeg fortsætter dog ned mod dem og lader være med at få øjenkontakt med nogle.

Pludselig mærker jeg, at Emil har opdaget mig og jeg får en kvalmende fornemmelse i min krop.

Jeg nærmer mig dem med hurtige skridt, og en bølge af raseri skyller gennem min krop, jo tættere jeg kommer på Emil.

Pludselig kommer jeg automatisk til at kigge op og jeg får øjenkontakt med Emil og mit hjerte knuser.

"Emma, er du okay?" spørger Emil, da han opdager mine røde øjne og den tydelige vrede i min holdning. Men jeg svarer ham ikke. Jeg fortsætter bare mod udgangen, mine skridt hurtige og faste.

Da jeg mærker hans berøring flyver raseriet igennem mig og ud i det åbne rum. Jeg vrider mit håndled ud af hans hånd og min hånd flyver igennem luften og giver ham en lussing over kinden.

"DIT FUCKING SVIN! HOLD DIG VÆK FRA MIG! JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN!" skriger jeg, så højt at stemmerne omkring os forstummer, og alle øjne vender sig imod os, fyldt med chokeret tavshed.

Alle står chokerede og stille, som om tiden er blevet suspenderet midt i luften, og jeg er centrum for en scene fra en dårlig film.

"Emma, hvad fanden sker der?" spørger Mie, hendes stemme fyldt med uforstående forvirring, mens hun stirrer på mig med store, forundrede øjne.

Jeg føler mig som en skrøbelig skulptur, der netop er blevet smadret til tusinde knuste stykker. "Hvordan fanden kunne du finde på det?" siger jeg tomt, rystende på hovedet, imens mit blik brænder sig fast på ham, der lige har ødelagt mit liv som aldrig før.

Mine øjne lukker sig i et desperat forsøg på at forhindre tårerne i at flyde frit. Jeg snapper efter vejret og stormer ud af bygningen, en orkan af følelser raser inde i mig.

Da jeg træder ud af hallen, mødes jeg af et hav af blitzlys fra paparazziernes kameraer, der er blevet rettet mod mig frem for de mange håndboldspillere. "EMMA!" råber de og nærmer sig mig med deres linser skarpe som knive.

Jeg dækker mit ansigt med mine hænder i et forsøg på at skjule min emotionelle kollaps, der har overvældet mig. Jeg løber hen mod min bil og kaster mig ind i den, låser døren og ånder endelig lettet ud.

Med hjertet dunkende i brystet kører jeg hjem, en labyrint af smertefulde tanker og ønsket om at forsvinde fra virkeligheden.

Det Skete Bare Ikke LigeWhere stories live. Discover now