Det Skete Bare Ikke Lige

Forklaring

Jeg vågner i min seng på hotellet.
En dunkende hovedpine kører igennem mit hoved og det føles som om, at jeg er helt bevidst løs. Jeg husker ingenting. Hvorfor ligger jeg i min seng. Det hele er sløret for mig.

Jeg sætter mig op i sengen og kigger forvirret rundt. Det er begyndt at blive mørkt udenfor. Klokken er nok ca 8.

Jeg tjekker min telefon.
Jep klokken er 8:12.
Jeg har fået nogle beskeder fra Emil.

Du undrer dig måske over, hvorfor du ligger i din seng når du vågner. Ring til mig når du vågner, så kommer jeg op til dig og forklarer dig det hele.

Jeg ringer til Emil.

"Hey jeg er lige vågnet. Hvad foregår der? Jeg bliver lidt bange" siger jeg forvirret.

"Jeg kommer op til dig nu" siger han og lægger på.

Jeg rejser mig fra sengen og går forvirret rundt på værelset.
Jeg kan ikke huske noget!
Jeg er panisk. Jeg aner ikke, hvor jeg er eller hvad der sker.

Emil kommer ind ad døren og ser på mig.

"HVAD ER DET DE SKER EMIL? JEG KAN IKKE HUSKE NOGET!" Råber jeg panisk

Jeg kan ikke få luft og mit hjerte hamrer afsted, så det næsten gør helt ondt.

"Rolig nu Emma. Det hele skal nok gå" siger han beroligende.

"ROLIG NU? ER DET DIG ELLER MIG SOM INGENTING HUSKER? GIDER DU FORKLARE HV-" Jeg kan nu ikke længere få luft og jeg gisper panisk efter luften.

Alle følelser skylder ind over mig og jeg falder ned på gulvet og græder.

"Emma træk vejret. Du er ved at få et anfald igen" siger han bekymret og sætter sig ned foran mig.

Jeg kigger ned i gulvet og prøver alt hvad jeg kan, for at få luft.

"Emma.... Emma kig på mig" siger han bestemt.

Jeg aflyser ham og kigger ind i hans øjne og han kigger i mine.

"Bare kig på mig og koncentrer dig om din vejrtrækning" Siger han roligt.

Jeg kigger ham i øjnene og trækker luft ind, så det går helt ned i min mave.
Jeg gør det flere gang og jeg begynder at få styr på min vejrtrækning, men den er stadig ikke helt normalt.

"Emil hvad er det, der sker med mig" græder jeg af panik.

"Det skal nok gå" siger han roligt og krammer mig.

Jeg krammer ham tæt af ren panik og lukker mine øjne og håber, at alt er okay med mig.

"Jeg er bange" hvisker jeg i hans øre.

"Jeg kan godt forstå dig" siger han og aer og kysser mit hår.

"Skal jeg forklare dig, hvad der sker?" Spørger han og kigger mig i øjnene.

"Det må du gerne" tøver jeg og han hjælper mig op at sidde i sengen.

"Hvor meget kan du huske?" Spørger han.

"Altså kun det, at vi blev uvenner til festen, men jeg ved ikke, hvor vi er eller hvorfor vi er her?" Siger jeg panisk.

"Okay. Altså vi er i Spanien, for at holde ferie sammen med håndboldherrerne og nogle fra fodbold landsholdet. Vi er her med ham Kasper din ven, husker du?" Siger han og ser spørgende på mig.

Jeg begynder at huske noget igen.

"Ja lidt" siger jeg lettet over, at jeg nu husker noget. Jeg husker i hvert fald mit lille moment med Kasper ude i havet.

"Super. Grunden til du faldt om og fik et anfald er nok fordi du lider af angst..." tøver han.

"Angst?" Siger jeg bange.

"Ja.... Det er jeg ked af Emma.." siger han såret.

Jeg sukker og kigger på ham.

"Det skal du ikke være. Det er ikke din skyld. Jeg er bare glad for, at du er her sammen med mig" siger jeg og smiler.

"Det er nok lidt min skyld..." tøver han.

"Hvorfor tror du det?" Spørger jeg og kigger skævt på ham.

"Fordi jeg har behandlet dig skidt. Du skulle aldrig have mødt mig. Jeg har kun gjort ting galt og nu er jeg skyld i, at du har fået angst" siger han såret.

"Emil.. hør. Det kan godt være at vi har haft vores op og nedture, men jeg nyder dit selskab og du har lige hjulpet mig med et angstanfald. Du er ikke skyld i noget som helst. Du er kun skyld i at jeg er faldet for dig" smiler jeg genert.

"Men har du så helt glemt alt det med festen? Du sagde du aldrig kunne tilgive mig igen.." tøver han.

"Jeg har ikke glemt det, men.... jeg vil gerne tilgive dig" siger jeg optimistisk.

"Virkelig?" Smiler han.

"Ja, jeg elsker dig.." siger jeg og kigger genert på ham, da jeg begynder at huske, at han også hjalp mig med mit andet angstanfald.

"Du elsker mig?" Gentager han og smiler lusket.

"Ja.." siger jeg genert.

Han læner sig ind mod mig og vores læber mødes og jeg får et sug igennem maven. Det er langtid siden jeg sidst har følt den følelse og jeg har virkelig savnet den.