Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Jeg skal mødes med Kasper om 20min, så jeg gør mig klar. Jeg tager noget pænt og komfortabelt tøj på og kører så afsted mod restauranten.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg står uden for restauranten, pulsen stiger i takt med mine forventninger. Da jeg ser Kasper som kommer imod mig med et smil så stort og ægte, kan jeg ikke lade være med at smile tilbage. Han åbner armene, og jeg lader mig glide ind i et varmt kram.
"Hej," siger han, hans stemme fyldt med glæde og forventning.
"Hej," svarer jeg, glad for hans selskab, men alligevel en smule nervøs.
"Jeg håber, du kan lide restauranten. Den skulle have fået gode anmeldelser, så derfor har jeg valgt den," forklarer han, og hans øjne skinner med håb.
Vi går ind og finder vores bord. Han ser så afslappet og selvsikker ud i sine sorte jeans og hvide T-shirt, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor pænt han klæder sig.
Vi bestiller hurtigt maden, og samtalen flyder let mellem os. Han stiller mig spørgsmål om alt muligt, og jeg kan mærke, hvordan jeg åbner op i hans nærvær. Han er virkelig sød og sjov, og jeg kan ikke undgå at blive revet med af hans energi. Det er sjældent, at jeg føler mig så tilpas med nogen fra første møde, men Kasper er virkelig speciel.
Han nævner også, om jeg ikke kunne tænke mig at besøge ham i Nice, når jeg kommer tilbage fra Flensborg. Tanken gør mig genert, og et strejf af skyld rammer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på Emil, da jeg sidder her på en date med en anden.
Daten har fået mig til at tænke tilbage på Emil og vores minder. Jeg havde ellers håbet, at jeg havde glemt ham, men hans skygge hænger stadig over mig som et tungt tæppe af fortidens følelser.
Mit ansigtsudtryk skifter hurtigt fra glæde med røde kinder til tristhed og blegmhed, og jeg kan mærke Kaspers bekymrede blik på mig, da han lægger sin gaffel fra sig på kanten af tallerkenen.
"Er du okay?" Spørger han og kigger chokeret på mig.
Jeg ryster på hovedet og prøver at finde mit smil tilbage.
"Ja, det er ikke noget," siger jeg og smiler, men smilet når ikke mine øjne. Jeg tager en bid mere af min mad, men pludselig smager det ikke af noget.
Vi spiser hurtigt færdig.
"Jeg skal nok betale," siger jeg og smiler til ham.
"Nej, det skal du da ikke," siger han og rører blidt ved min hånd.
En underlig varme breder sig i min mave ved hans berøring, men samtidig føler jeg en sky af skyld hænge over mig.
"Men jeg vil rigtig gerne," siger jeg og smiler forsigtigt.
"Okay, men så betaler jeg næste gang," griner han og retter på håret.
Jeg griner med, men indeni kæmper jeg med en turbulent blanding af følelser.
Jeg tager min jakke på, og vi forlader restauranten sammen.
"Det må vi altså snart gøre igen," siger han og smiler.
"Ja, helt sikkert," siger jeg og giver ham et tæt kram.
Vi bryder krammet, og jeg ser pludselig endnu en mand med et kamera på den anden side af gaden. Koldt vand løber ned ad min ryg, da jeg indser, at han fik endnu et billede af os sammen.
"Fuck," mumler jeg lavt, og mit hjerte synker, da jeg forestiller mig, hvordan billederne nu vil blive delt på internettet.
"De er over det hele," siger han og smiler sødt til mig.
"Ja, det må man nok sige," tøver jeg og klemmer min arm tættere om mig selv.
Jeg vinker farvel til Kasper og begynder at gå hjem til min lejlighed.
På vejen hjem fyldes mine tanker med Emil. Selvom han var en idiot over for mig, ved jeg, at han stadig har følelser for mig. Det må gøre ondt på ham at se billeder af mig, der krammer en anden. Trods vores brud er det stadig svært at forestille mig, hvordan han vil reagere på synet af mig med en anden mand.
