Det Skete Bare Ikke Lige

Fodboldspiller!

Jeg går en tur for at tømme mit hoved, da jeg pludselig støder mit hoved ind i en og falder mod jorden.

"Av, se dig dog for" siger jeg højt på dansk, for at vedkommende ikke forstår mig og jeg tager mig til mit håndled, som om det kunne lindre smerten.

"Ej, det må du virkelig undskylde. Er du okay?" Spørger en mandlig stemme fyldt med bekymring og som overraskende er dansk.

Jeg kigger op og genkender straks ansigtet. Et ansigt, der har prydet skærme og aviser, et ansigt, jeg aldrig havde forestillet mig at møde på denne måde. Jeg lægger hovedet på skrå og studerer ham lidt mere.

"Har jeg ikke set dig før?" Spørger jeg og smiler op til ham, imens jeg glemmer smerten fra mit håndled ved at møde en kendt person.

"Måske... skal du have en hånd?" Spørger han og griner, da jeg stadig sidder på jorden.

Han griber fat i mine hænder og hjælper mig op at stå. Jeg mister lidt balancen og kommer til at komme helt tæt på ham, vores ansigter kun centimeter fra hinanden. Jeg kigger ham direkte i hans øjne, og i det øjeblik genkender jeg ham.

Det er Kasper Dolberg!

"Ej, shit. Du er ham fodboldspilleren fra Danmark, ikke?" Siger jeg begejstret og træder nogle skridt tilbage, da jeg indser, hvor tæt vi står.

"Jo, det er jeg," siger han og smiler charmerende til mig, hvilket får mit hjerte til at slå lidt hurtigere.

"Hej, jeg hedder Emma," siger jeg og rækker hånden frem, min håndrysten næsten umærkelig af nervøsitet.

"Hej. Har jeg ikke også set dig et sted før?" Spørger han og kigger på mig, hans øjne glimter af nysgerrighed.

"Hmm, måske. Jeg hænger nogle steder i byen, men jeg tvivler på, at det er der, du har set mig," siger jeg og bider mig selv i læben, lidt genert over at være i centrum for hans opmærksomhed.

Der er en underliggende spænding mellem os, som om skæbnen har krydset vores veje af en grund, og det får mit hjerte til at banke hårdere i brystet. Måske er dette møde bare begyndelsen på noget, jeg aldrig havde forestillet mig.

"Gør du? Du er virkelig smuk, så det undre mig ikke" siger han med et smil, der får mit hjerte til at slå hurtigere.

"Tak skal du have," griner jeg, rødmen spreder sig på mine kinder, og jeg kan ikke undgå at kigge væk, for at skjule min generthed.

Da jeg kigger væk, bemærker jeg pludselig en mand med et stort kamera. Et stik af panik skyder igennem mig, som en iskold klump, der suser gennem min krop. Han tog lige billeder af os!

"Shit," udbryder jeg og kigger på Kasper, og jeg lader som om, jeg ikke har set kameraet. Det er det bedste, man kan gøre, hvis man møder paparazzier i byen.

"Hvad sker der?" Spørger han undrende, hans øjne fyldt med forvirring.

"Der er en mand derovre, som tager billeder af os," siger jeg tøvende, og mit hjerte hamrer i brystet af nervøsitet.

"Gør det noget?" Spørger han og smiler, men jeg kan se bekymringen glimte i hans øjne.

"Jeg har en eks, som jeg skal have revet nogle tråde ud med, så hvis han ser, at jeg snakker med dig, bliver det hele bare kompliceret," siger jeg og lader en sukkersød tone skinne igennem min stemme, selvom irritationen bobler indeni mig.

"Er han den jaloux type?" Spørger han med et løftet øjenbryn.

"Ikke rigtigt, men han løj for mig i over et år, og det kan jeg ikke tilgive ham for," siger jeg irriteret og ser ned i jorden.

"Hvem er ham, din eks?"

"Han hedder Emil Manfeldt Jakobsen. Han spiller på håndboldlandsholdet i Danmark," siger jeg og håber lidt, at han ved hvem jeg snakker om.

"Nåh, jeg tror godt, jeg har læst noget om, at han og hans kæreste var ude for et kæmpe skænderi eller noget i den stil, men jeg vidste ikke, det var dig. Det er jeg ked af at høre," siger han med medfølelse i stemmen.

"Det går nok. Jeg giver ikke rigtig noget for ham mere," siger jeg og prøver at virke ligeglad, selvom jeg inderst inde stadig bærer på såret.

Der er stille et øjeblik, og det går op for mig, hvor længe vi faktisk har snakket.

"Vil du måske med ud at spise på et tidspunkt?" Spørger han og sender mig et nervøst smil.

Jeg smiler chokeret til ham, og jeg kan mærke varmen stige til mine kinder.

"Meget gerne, men jeg skal til Flensborg om et par dage-"

"Kan du i aften?" Afbryder han og smiler forsigtigt til mig.

Mit hjerte hopper et slag over af overraskelse og glæde.

"Ja. Eller... det tror jeg " siger jeg, næsten lidt for hurtigt.

"Fantastisk, så får du lige mit nummer," siger han glad, og jeg finder min telefon frem, så jeg kan notere hans nummer.

Han taster sit nummer ind på min telefon, og vi aftaler, hvor og hvornår vi skal mødes. Med et smil og en let følelse af sommerfugle i maven går vi hver til sit.