Det Skete Bare Ikke Lige

Sæt mig ned!

Regnen står ned i tykke, tunge stråler, og kulden skærer gennem min krop som knive af is. Jeg vandrer gennem gaderne uden en jakke, min krop gennemvædet af regnen. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, blot at jeg ikke kan vende tilbage til det hus. Sikke et svin! Selvom jeg ikke har et job, burde han kunne se, at jeg har venner her, at jeg ikke bare kan flytte væk fra alt dette.

Mine tanker hvirvler rundt i mit hoved, sammen med regndråberne, og mine følelser er som en hvirvelvind af vrede og skuffelse. Jeg overvejer at opsøge Mie og Mathias, søge ly og trøst hos dem. Min krop er gennemvædet, og mascaraen løber ned af mine kinder. 

Pludselig ser jeg lysene fra en bil, der ruller op ved siden af mig. Mit hjerte synker, og jeg ruller øjnene irriteret ved synet af bilen.

"Emma, undskyld," siger Emil, hans stemme fyldt med anger, hans blik trist og bedende.

"Fuck af!" hvæser jeg vredt, uden engang at kigge på ham. Jeg kan ikke holde ud at se ham lige nu.

"Emma, kan vi ikke snakke om det?" spørger han med et strejf af medfølelse og stopper bilen.

"Jeg skal ikke snakke med dig!" råber jeg vredt og fortsætter min march, skridtene hurtigere denne gang, en form for vred energi, der driver mig fremad.

"Du bliver syg af at gå herude. Sæt dig ind i bilen!" råber han efter mig, men jeg vil ikke ind i nogen bil med ham. Jeg vil bare finde Mie og Mathias og tale med dem om det hele.

"Kør din vej!" skriger jeg tilbage, men han åbner døren og smækker den i med et brag. Jeg rykker forskrækket tilbage og accelererer nu virkelig, da jeg ser, at han begynder at gå efter mig.

Jeg hører hans hastige skridt, der indhenter mig, og jeg begynder at løbe. Men han løber også. Jeg sprinter af sted, men jeg har ikke taget i betragtning, at han er en veltrænet, professionel håndboldspiller. Hvordan skulle jeg kunne løbe fra ham? Og som forventet, går der ikke mere end et par sekunder, før han griber fat i mit håndled og stopper mig.

"Stop, Emil!" Jeg føler mig frustreret over hans overlegne fysik, der holder mig fast som et bytte i kløerne på et rovdyr.

Hans veltrænede arme omfavner mig, og mine desperate forsøg på at frigøre mig er som at kæmpe mod en mur. Jeg dasker og skubber, men han holder mig fast.

"Er du færdig?" spørger han og ser ned på mig, hans smil perfekt, næsten provokerende, som regndråberne danser ned fra hans smukke ansigt. Det gør mig blot mere rasende.

"Gå nu væk," siger jeg irriteret og bruger alle mine kræfter på at skubbe ham væk og det virker for han har nu sluppet mig og jeg kan nu igen løbe mod Mie og Mathias's hus.

Men igen glemmer jeg, hvor hurtig han er og han tager fat i min hånd og smider mig op på hans muskuløse skulder, så jeg ikke har en chance, for at slippe væk fra ham igen. Jeg spraler og slår efter ham, men ingenting virker

Han ignorerer mine protester og går mod bilen, hans stærke greb fast om mig. Jeg prøver at modstå, men han holder mig fast, ubesværet, som om jeg var ingenting. Jeg spræller og slår efter ham, men det er som at kæmpe mod en kæmpe.

"Sæt. Mig. Ned" skriger jeg, imens jeg hænger over hans skulder.

Han fortsætter uanfægtet, bærer mig hen mod bilen som et trofæ. Han sætter mig ned foran passagerdøren og åbner den. Han puffer mig ind i bilen og låser døren. Jeg føler mig fanget, magtesløs og frustreret over min egen svaghed. Jeg bliver vred over, at jeg nu må konstatere, at han har vundet. Jeg lægger surmulende mine arme over kors.

Emil sætter sig ind på førersædet og låser igen for dørene.

Jeg kigger underligt på ham, da han vælger at låse dørene.

"Er det nødvendigt at låse døren?" Spørger jeg irritabelt.

Han kigger såret på mig. Jeg vender mig væk fra ham, stirrer ud af vinduet i min dør og har mine arme krydsede over brystet, en mur af tavs vrede.

Han forsøger at nå ud til mig, men jeg afviser ham koldt.

"Emma, undskyld. Jeg tænkte kun på mig selv," siger han nedtrykt, hans stemme fyldt med anger og selvbebrejdelse.

Jeg forbliver tavs, lader regndråberne være mit eneste selskab, da de fortsætter deres ensomme dans ned ad vinduet.

"Jeg ved, at det var forkert af mig, og det må du undskylde... Vil du ikke nok fortælle mig det, som du ville tale med mig om?" Bedende om forladelse, forsøger han at møde mit blik ved at føre mit våde hår om bag mit øre, så han kan se mit sårede ansigt

"Det er ikke vigtigt," siger jeg koldt, mine ord skarpe som knive, mens jeg stadig holder blikket fast rettet mod den regnvåde verden udenfor.

"Det tror jeg ikke på. Fortæl nu," beder han insisterende.

"Ugh... Jeg er bare blevet tilbudt mit drømmejob," sukker jeg irriteret, øjnene ruller mod loftet i frustration.

"Ej hvor vildt, Emma! Er det derfor, du ikke vil flytte?" spørger han begejstret og griber om min hånd. Jeg lader ham beholde den, men min modstand er stadig til stede.

"Det kan være ligemeget, for det er ikke i Danmark," siger jeg og kan mærke en klump i halsen, som truer med at kvæle mig.

"Nå? Hvor så?" Han lyder nysgerrig, men jeg kan mærke hans hånd trykke trøstende om min.

"Det er ligemeget, for jeg siger ikke ja," siger jeg såret, og den første tåre baner sig vej ned ad min kind.

"Hvorfor?" spørger han og forsøger at møde mit blik.

"Fordi... Nu bor jeg hos dig, og vores forhold begynder lige så stille at vokse, og jeg vil ikke være den, der holder dig tilbage fra din drøm om at spille håndbold," snøfter jeg og kæmper for at holde tårerne tilbage, mens jeg forsøger at tørre dem væk med ryggen af min hånd.

"Men hvor ligger det henne?" Han forsøger at forstå, men hans stemme er stadig rolig.

"Langt væk," siger jeg kort og koldt.

"Hvor langt væk?" spørger han alvorligt.

"Paris," udbryder jeg, tøvende, som om ordene næsten brænder på min tunge.

"Paris... men-" Han stopper midt i sætningen, forvirret og måbende over min bekendelse.