"Jeg ved det godt, at du har dit håndbold her, og det vil jeg ikke sætte en stopper for, så jeg siger nej," sukker jeg, mine ord fyldt med en trist resignation.
"Men Emma. Jeg vil da heller ikke sætte en stopper for dit drømmejob."
"Det gør du heller ikke, for jeg siger nej til jobbet," svarer jeg højt og irriteret, mine ord skåret af frustration.
Der bliver stille i bilen, kun regndråbernes trommen mod taget skaber lyd.
"Men det er på grund af mig, at du siger nej, ikke?" Spørger han, en tung suk gennemtrænger rummet.
"Jo, Emil. For du betyder mere for mig end et job, og vi er endelig blevet et godt par, som ikke skændes hele tiden, og jeg ville ikke have, at det job skulle ødelægge det," græder jeg, tårerne bryder fri og vælter ned ad mine kinder.
Jeg kigger væk, ønsker ikke at se hans reaktion på, hvor ødelagt jeg er.
"Så vi vil begge ikke være den, som sætter en stopper for den andens drømmejob," siger han og tøver. "Og vi vil begge tage tilbudet, som vi har fået, ikke?" Spørger han.
"Altså ikke, hvis det sætter en stopper for os," siger jeg, min stemme brudt af snøften.
"Emma, kig på mig," beder han.
Jeg tager mig sammen og vender mig langsomt om for at se på ham. Tårerne glimter også i hans øjne.
"Måske skal vi så bare tage vores egne veje," siger han, hans stemme bæver, tyngden af hans ord hænger i luften, en uudsigelig tristhed.
Jeg kigger chokeret på ham, og luften står stille i mine lunger, da hans ord rammer mig som en knytnæve.
"Nej! Jeg vil ikke miste dig igen!" udbryder jeg, min stemme fyldt med sorg, og endnu flere tårer vælder frem i mine øjne.
Han holder om mine kinder og prøver at smile til mig, mens han forsigtigt tørrer mine tårer væk med sine tommelfingre.
"Jeg vil heller ikke miste dig igen, men hvis det er vores drømme..." siger han og forsøger at smile over situationen, selvom det er den værste situation at være i.
"Emil..." hvisker jeg, forsøger at undgå hans blik, men han holder fast om mit ansigt, og jeg kan ikke undslippe. Jeg kan kun se ind i hans glinsende øjne, som har fyldt sig med tårer, og jeg kan mærke, hvordan noget inde i mig splintres, da jeg ser, hvor ked af det han også er. "Du er min drøm" snøfter jeg.
"Emma, det er det rigtige at gøre, for os begge. Du kunne få startet en rigtig stor karriere, og det samme kan jeg," siger han optimistisk. "Jeg vil altid være her for dig, altid" siger han og kysser mig blidt på min næse.
"Åh, jeg kan ikke klare det her!" udbryder jeg frustreret. Min stemme skælver, og mit hjerte er knust, mere end det var, da han var sammen med Ida. Tårerne strømmer, og det føles som om, de aldrig vil stoppe.
Jeg krammer ham tæt, og hele hans trøje bliver farvet sort af min mascara, der er blevet tværet ud over det hele.
"Det er det rigtige at gøre," hvisker han og kysser mig i håret.
"Jeg ved det," hvisker jeg, selvom jeg helst ville sige, at han tog fejl.
Vi omfavner hinanden i lang tid, mens regnen skyller ned udenfor. Det føles som om hele min verden er brudt sammen.
أنت تقرأ
Det Skete Bare Ikke Lige
قصص الهواةEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)
