Det Skete Bare Ikke Lige

Farvel

Emil og jeg kører i stilhed hen mod lufthavnen, mens bittersød melankoli fylder bilen. Jeg holder blikket ud af vinduet, væk fra Emil, for jeg ved, at hvis jeg ser på ham, vil det være umuligt at holde tårerne tilbage. Hvert øjeblik føles som et slag i mit hjerte, en påmindelse om det uundgåelige farvel.

Da vi ankommer til Billund lufthavn, er det som om tiden står stille. Jeg tager min kuffert ud af bilen med skælvende hænder og sætter den tøvende på jorden. En del af mig ønsker desperat at gribe fat i Emil og aldrig give slip, men jeg ved, at det ikke er muligt.

"Jeg tager den, Emma," siger Emil med et forsigtigt smil og tager imod min kuffert.

"Tak," hvisker jeg, mine ord fyldt med en stille sorg, imens jeg selv tager en stor sportstaske om skulderen.

Vi går hånd i hånd mod lufthavnens indgang, et øjeblik, der føles som en evighed af uendelig kærlighed og tab. Jeg får tjekket min kuffert ind og står så over for trappen, der fører mig mod mit næste kapitel.

"Så er det her, ikke?" siger jeg med en skælvende stemme, mine øjne fugtige af tårer, der truer med at falde.

Emil nikker, hans eget ansigt præget af den samme inderlige smerte.

"Jeg kommer til at savne dig så meget," siger han, hans stemme brudt af følelser.

Mit hjerte føles som om det er ved at briste ved synet af hans tårer.

"Jeg kommer også til at savne dig, Emil," hvisker jeg og omfavner ham med al den styrke, jeg kan samle.

"Lov mig, at vi snart ses igen," beder jeg, mens mine tårer falder tungt ned ad mine kinder.

"Det lover jeg," siger han og kysser mig blidt.

Vi deler et sidste kys, og jeg holder fast ved øjeblikket, som om det er alt, jeg har. Men så bliver jeg mindet om min flyafgang.

"Gaten til Paris lukker om 10 minutter," lyder det i højtaleren.

Jeg tager et skridt tilbage fra Emil, men ikke uden et sidste, inderligt kram.

"Tak for alt, Emil," hvisker jeg, mit hjerte sprængt åbent af smerte og kærlighed.

"Selv tak, Emma," siger han og smiler gennem tårerne.

Jeg vender mig om, kæmper for at holde tårerne tilbage, mens jeg går hen mod flyets skarpe konturer. Ved trappen vender jeg mig om og vinker til Emil, der stadig står der, hans smil et uudsletteligt billede i mit sind. En flok piger kommer løbende imod ham, og jeg kan ikke lade være med at smile, da han trækker på skuldrene og tager imod dem med åbne arme, for at give dem et billede.

Jeg vinker en sidste gang, inden jeg går ombord på flyet, min sjæl splittet mellem fortidens kærlighed og fremtidens usikkerhed.

Der er kun en halv time til, at flyet lander i Paris. Min telefon bimler, og jeg ser på skærmen for at se, hvem der ringer. Det er firmaet, der har arrangeret min ankomst. De har sendt en chauffør for at tage imod mig og køre mig til min nye lejlighed.

Da flyet lander, ser jeg straks en elegant mand med lyst hår og dybe blå øjne stå med et skilt, hvor mit navn står skrevet.

"Emma?" Spørger han, hans smil venligt og imødekommende.

"Ja, det er mig," siger jeg og returnerer hans smil.

"Hej, jeg er Josh. Jeg vil være din personlige manager og stå til rådighed, hvis du har brug for hjælp," siger han og rækker hånden frem.

Jeg giver ham hånden, stadig en smule forvirret over titlen "personlig manager."

"Manager? Får jeg virkelig sådan en?" Spørger jeg og griner, tænkende at han laver sjov.

"Ja, det har alle Diors modeller," siger han med et smil.

Mine øjne udvider sig ved ordet "Dior." Skal jeg virkelig være model for dem?

"Dior? Er det, hvad du sagde?" Spørger jeg, chokeret over tanken.

"Ja, men det var lidt af en overraskelse, ikke?" Siger han smilende.

"Det kan du godt sige," siger jeg, overvældet og forvirret.

Han fører mig hen til en elegant sort Porsche, som næsten tager pusten fra mig.

"Er det din bil?" Spørger jeg, forbløffet over synet af den luksuriøse bil.

"Nej, det er din," siger han og griner.

Mine øjne lyser op, og jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere.

"Er det en joke?" Spørger jeg, stadig i vantro.

Han ryster på hovedet og smiler, mens han lægger min taske i bagagerummet.

Jeg står der, næsten mundlam af overraskelse, indtil det går op for mig.

"Må jeg køre?" Spørger jeg, næsten hoppende af begejstring.

"Selvfølgelig, det er din bil. Jeg er bare med som passager," siger han og smiler, inden han går hen til passagersædet.

Jeg sætter mig bag rattet med en følelse af ren eufori. Han rækker mig nøglen, og jeg kan knap tro mine egne øjne.

Med et stort smil sætter jeg nøglen i tændingen, og bilen springer til live med en brølende lyd, der får min puls til at stige. Jeg kører ud af lufthavnen og ud på de franske veje, fuld af spænding og begejstring for det nye kapitel i mit liv som model.