Det Skete Bare Ikke Lige

opkaldet

Jeg kigger nervøst på min telefon, som ligger på bordet, lyset fra skærmen kaster en blålig glød i det dunkle rum. Jeg kan mærke hjertet banke hurtigere, som om det forsøger at flygte fra min brystkasse. Jeg har egentlig ikke lyst til at ringe til ham, men løftet om at støtte ham i hans drømme hviler tungt på mine skuldre. Det er mit løfte til ham, en urokkelig forpligtelse, og jeg kan ikke bryde det nu.

Jeg tager rystende min hånd mod telefonen og tager den op, mine fingre næsten klemmer om den. Med et let tryk på skærmen vælger jeg Emils nummer. Den velkendte ringetone skærer gennem stilheden og fylder rummet med forventning.

Efter hvad der føles som en evighed, stopper ringetonen, og mit hjerte synes at stoppe med det. Et øjeblik af total stilhed, indtil hans stemme river mig tilbage til virkeligheden.

"EMMA! Hvor er jeg glad for, at du ringer," lyder hans stemme, fyldt med ægte glæde, og det sender en varm bølge gennem mig.

Hvad skal jeg dog sige til ham?

"Ja," siger jeg til sidst, min stemme en hvisken, der knap nok når mine egne ører. Jeg ønsker at sige mere, men ordene forbliver fanget i min hals, som om de er bange for at forlade min mund.

Der er en pause, og jeg griber efter luften, som om jeg har glemt, hvordan man trækker vejret. Jeg tvinger mig selv til at sige noget, hvad som helst.

"Ja, du har jo ringet mange gange. Hvad vil du gerne sige til mig, Emil? Sig noget ægte, noget oprigtigt," beder jeg, mine ord en bøn om ærlighed, selvom jeg frygter svaret.

"Emma, jeg vil gerne snakke med dig og blive venner igen," siger han, hans stemme fyldt med inderlig længsel. "Mit liv er ved at gå i stykker, og jeg har brug for dig."

"Ja, jeg hører, at du er tæt på at blive smidt ud af din klub," siger jeg, min stemme fyldt med medfølelse, selvom smerten stadig borer sig ind i mit hjerte.

"Ja..." tøver han, som om hvert ord er en byrde for ham at bære.

Jeg tager en dyb indånding og forsøger at samle modet til at være sød mod ham, til trods for den nagende smerte han har givet mig.

"Emil, jeg vil ikke være årsagen til, at du mister alt. Vi er nødt til at finde en vej frem" siger jeg og føler en overvældende skyldfølelse, der trænger sig på

"Kan du nogensinde tilgive mig, så vi kan blive venner igen?" Spørger han, hans stemme fyldt med en længsel, der river i mit hjerte.

Jeg kæmper for at undertrykke vreden, der bobler op indeni mig. Han har såret mig dybt, men hans ord smelter mit hjerte, selvom jeg kæmper for at lade være med at tro på dem.

"Det er ikke let, Emil, men jeg kommer til Flensborg om et par dage, så må vi finde en måde at komme videre på der" siger jeg sukkende.

"Jeg har ikke lyst til at komme videre, Emma. Jeg elsker dig," siger han, og hans ord er som et knus om mit ellers ødelagte hjerte.

"Emil, lad os ikke gøre det her sværere end nødvendigt," beder jeg, mine ord en desperation for at beskytte mit hjerte mod yderligere smerte.

"Jeg er så ked af det, Emma. Jeg burde have handlet anderledes, sagt sandheden fra starten. Jeg elsker dig, og det vil jeg aldrig stoppe med," siger han, hans stemme fyldt med ægte anger og kærlighed, og det skærer mig i hjertet.

"Emil, jeg er nødt til at gå," siger jeg, kæmpende for at holde tårerne tilbage.

"Okay," siger han tøvende, og vi lægger på.

Jeg lader en tung suk slippe ud, men sorgen inden i mig vil ikke forsvinde. Selvom han har såret mig, er han stadig en del af mit hjerte, og det gør ondt at vide, at han lider. Men jeg er nødt til at beskytte mig selv, selvom det betyder at såre ham i processen.

Det er sådan, kærligheden nogle gange er. Smuk, kompleks og hjerteskærende.