Det Skete Bare Ikke Lige

Ikke igen

Jeg har i dag været 2 måneder i Paris.

Det vil så også sige, at jeg ikke har set Emil eller Mie i over 2 måneder, men jeg har aftalt med Mie, at jeg kommer til Flensborg om 3 dage og så vil jeg overraske Emil.

Jeg har tilbragt de seneste to måneder i Paris, langt væk fra Emil og Mie. Tanken om dem har holdt mig ved selskab, som stille sange i baggrunden af mit sind, men nu, da jeg nærmer mig den tredje måned, føles deres fravær mere udfordrende end nogensinde før. Jeg har dog aftalt med Mie at jeg kommer til Flensborg om 3 dage for at overraske Emil.

Mens jeg står i mit køkken og roder med gryder og pander, bryder min telefons ringetone igennem rummet. Jeg tager den og Mies pludselige stemme bryder igennem stilheden og river mig ud af mine tanker. Hendes ord lyder tøvende, som om hun balancerer på kanten af noget smertefuldt.

"Hej," siger hun, og jeg kan høre det knugende i hendes stemme.

"Er der noget galt?" spørger jeg, bekymringen strømmende gennem mig som en kold bølge.

"Er du optaget lige nu?" Mie lyder som om hun kæmper for at holde sammen på sine følelser.

"Jeg laver bare noget mad, men jeg kan sagtens snakke. Hvad sker der?" Jeg rører distraheret rundt i gryden, mens en underlig fornemmelse begynder at brede sig i min mave.

"Det er Emil," siger Mie, og hendes ord rammer mig som et slag i brystet.

Mit hjerte springer et slag over, og pludselig virker luften tykkere omkring mig. Tankerne hvirvler rundt i mit hoved, og jeg kæmper for at holde tårerne tilbage. Der må være sket ham noget, for hvad skulle det ellers være, som er så vigtigt.

"Hvad er der sket?" spørger jeg, mine egne ord næsten hviskede, som om jeg er bange for at erkende det, hun måske har at sige.

"Jeg tror, han har fået en kæreste," siger hun, og stilheden, der følger, er som en tung dyne, der lægger sig over os begge.

Et sug af ubehag stryger igennem mig. Nej, det kan ikke være sandt. Det må være en fejltagelse, et misforstået øjeblik. Jeg holder fast i telefonen, som om den er min eneste forbindelse til virkeligheden.

"Hvad? Hvorfor tror du det?" Min stemme er tynd og skrøbelig, som om den kan briste hvert øjeblik.

"Mathias så ham kysse med en anden til en fest," siger Mie, og jeg kan høre hendes stemme bryde en smule.

"Wow," er alt, jeg kan sige, og jeg mærker en knude danne sig i min mave. Det er som om, at verden er ved at falde fra hinanden omkring mig, og jeg har intet at gribe fat i for at holde mig oprejst.

"Jeg er virkelig ked af det, Emma," siger Mie, og hendes ord føles som en tung byrde på mine skuldre.

"Det er okay," siger jeg, men mine ord er kun halvt sande. "Vi var jo ikke sammen længere, men jeg troede bare ikke, det ville ske så hurtigt."

"Så du er okay med det?" Mie lyder overrasket, som om mine reaktioner ikke er, hvad hun forventede.

"mmm" siger jeg, men det er en løgn, og jeg kan mærke den første tåre trille ned ad min kind. "Jeg er okay."

"Hvad?" Mies stemme er fyldt med forvirring og bekymring, men jeg kan ikke svare. I stedet tager jeg en dyb indånding, forsøger at samle mig selv og finde styrken til at håndtere det, der ligger foran mig.

Jeg tager en dyb indånding, men følelserne koger inden i mig, og jeg kan næsten ikke styre dem.

"Ikke noget," siger jeg skarpt, kæmpende for at holde kontrollen. "Jeg er okay med det, men jeg må nok også hellere lave min mad færdig." Mine ord er skåret skarpt, som om jeg prøver at skjule den bristende vrede under en facade af ligegyldighed.

"Okay, vi ses. Du kommer vel stadig om 3 dage, ikke?" Spørger Mie, hendes stemme forvirret og forsigtig.

"Jo, selvfølgelig," svarer jeg kort, inden jeg lægger på. Jeg står og tøver et øjeblik efter jeg har lagt på. Mine hænder ryster af vrede, før en pludselig eksplosion af følelser buldrer gennem mig.

"SÅ MEGET FOR DET FUCKING FORHOLD!" Skriger jeg, min stemme fyldt med raseri og smerte. Jeg strammer grebet om min telefon og kaster den mod væggen med alle mine kræfter, hvorefter den går i flere stykker, og et stort hak formes i væggen.

"UGHHHHH!!!" skriger jeg af mine lungers fulde kraft, frustrationen og smerten sprænger ud af mig i en voldsom udladning.

"Jeg savner dig, Emma!" "Vi vil altid være mere end bare venner!" "Jeg elsker dig!" "BULLSHIT!" Gentager jeg Emils sætninger. Jeg skriger ud i rummet så højt, at det runger i rummet, mine ord fyldt med had og afmagt.

Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og jeg føler mig knust, som om en voldsom orkan har ramt mig med fuld kraft.

Hvorfor pokker faldt jeg for ham igen? En gang utro, altid utro!

Det er sikkert bare, fordi jeg ikke er en fucking luder ligesom alle andre. Fuck, hvordan kan han være sådan?

Fucking idiot!

Jeg smider mig ind i min seng og magter ikke mere for i dag. Den dreng ødelægger mit liv gang på gang. Jeg havde faktisk et rigtig fint liv inden ham. Der var ikke så mange tårer, men det er måske også fordi, han betyder så utroligt meget for mig, at jeg bliver så ked af det hver gang. Hvorfor skal jeg også være så glad for ham?