Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Det bliver næste dag og jeg vågner i den bedste seng i verden. Jeg har sovet overraskende godt selvom jeg lå og tænkte på Emil i går og jeg havde svært ved at falde i søvn.
Jeg rækker over til natbordet og griber min telefon.
*22 beskeder* *6 opkald*
Oh shit. Griner jeg, da jeg fuldstændig har glemt, at der var morgenmad, for en halv time siden.
De fleste er fra Mie, Magnus og Kasper.
Hvor er du?
Hvornår skulle vi mødes til konkurrencen?
Kommer du ikke ned til morgenmad?
Fuck man kl er 11 vi skulle mødes kl halv 11.
Jeg skynder mig op af sengen og skynder mig ud i badet.
Jeg tager hurtigt tøj på og lægger makeup.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg skynder mig ud i elevatoren, hvor der i forvejen står en meget ubehagelig mand. Han kigger op og ned af mig. Jeg prøver at ignorere ham, men han sender mig et lumsk blik som giver mig kvalme.
"Can you stop? Thank you" siger jeg bestemt uden at kigge på ham.
Han stopper ikke med de klamme blikke og da vi endelig når til restaurantens etage skynder jeg mig med hastige skridt ud, men han følger hurtigt efter mig.
Jeg sætter tempoet op og det samme gør han. Blodet pumper i kroppen på mig og hjertet sidder helt oppe i halsen på mig.
Jeg kommer nærmest løbende ind i restauranten, hvor de allesammen sidder og de kigger alle forskrækket op på mig. Jeg mærker manden, som tager fat i min skulder og river mig tilbage.
"GET OFF OF ME!" Råber jeg af forskrækkelse og får nu hele restaurantens opmærksomhed.
Jeg hører en stol der bliver kuret hen over gulvet og ser Emil, som kommer styrtende mod mig og har et rasende blik rettet imod manden.
Han griber fat i mandens trøje og fortæller ham, at han skal holde sig langt væk fra mig ellers skal han ikke regne med at have den mængde blod i kroppen som han har nu når han forlader hotellet. Manden kigger chokeret på Emil bange og undskylder til både Emil og forlader så restauranten med hastige skridt.
"Er du okay?" Spørger Emil bekymret og holder mig blidt på skulderen.
Jeg kan mærke at min vejrtrækning bliver sværere og sværere og jeg kan ike få den rigtige mængde luft.
"Emil- jeg- tror jeg får et- panik anfald" siger jeg besværligt og prøver at få luft, men jeg kan ikke trække vejret ordentligt.
Han følger mig med ud på gangen, så hele restauranten ikke ser mig sådan eller ser mit anfald.
Jeg sætter mig panisk ned på gulvet og jeg kan slet ikke styre mig selv.
Emil sætter sig på hug ned ved siden af mig og holder mig blidt om hovedet og prøver at få øjenkontakt med mig.
"Emma det er okay. Træk vejret helt ned i maven, alt er okay, manden er væk. Jeg skal er her og jeg skal nok passe på dig" siger han beroligende og jeg prøver at trække vejret helt ned i maven og jeg føler, at det hjælper.
Han kigger beroligende på mig og jeg får mere og mere styr på min vejrtrækning.
Der går lidt tid, hvor jeg bare sidder og trækker vejret helt ned i maven. Jeg kigger hele tiden på ham og koncentrerer mig bare om at berolige mig selv. Efter lidt tid kan jeg trække vejret helt normalt igen og jeg ånder lettet ud.
"Tusind tak Emil" siger jeg lettet og smiler til ham.
"Selvfølgelig" siger han og tager fat i mine hænder og hjælper mig op på benene. Vi går ind i restauranten og sætter os ned ved de andre.
