En ny klub

660 6 1
                                    

Over en måned er gået siden jeg flyttede ind hos Emil. Vores forhold har udviklet sig til mere end blot venskab, men vi har endnu ikke formelt defineret det. Det svæver mellem os som en hemmelig skat, der endnu ikke er blevet udgravet, men vores bånd er stærkere end nogensinde før.

Jeg er begyndt på mit sabbatår og står over for at skulle finde mig et job. Et modelbureau har tilbudt mig en position som model, men det involverer at flytte til udlandet. Jeg har endnu ikke besvaret tilbuddet, og tanken om at skulle fortælle Emil om det gnaver konstant i mig.

Klokken slår 17, og Emil er snart hjemme fra træning. Angsten sniger sig ind på mig, og mine tanker kredser om, hvordan han vil reagere.

Jeg sidder i stuen og ser en serie, da jeg hører døren gå op med en karakteristisk knirken. "Heyy," lyder Emils stemme, og jeg kan ikke lade være med at smile ved lyden af den velkendte velkomst.

"Hej, Emil!" svarer jeg og vender mit blik mod ham.

Han træder ind i stuen med to bæreposer i hænderne, og jeg løfter forundret et øjenbryn. "Hold da op. Skal der være fest?" driller jeg med et grin.

"Sådan da," svarer han med et lystigt glimt i øjet og lægger poserne fra sig for at kysse mig.

"Okay?" ler jeg forvirret og besvarer hans kys.

"Jeg har en kæmpe nyhed, men jeg vil først fortælle den, når vi sidder til bords. Så hvis du vil dække op, så laver jeg mad," siger han og smiler bredt.

"Selvfølgelig," siger jeg og rejser mig fra sofaen med tankerne hvirvlende i mit hoved. Jeg finder alt frem til bordet og tænder også nogle stearinlys for at skabe en hyggelig atmosfære. Jeg overvejer hvornår jeg skal sige det. Han er i så godt humør, og jeg vil ikke ødelægge det.

Efter 30 minutters venten er maden endelig færdig, og Emil stiller den stolte kulinariske præstation på bordet.

"Wow, det ser fantastisk ud, skat," udbryder jeg begejstret og belønner ham med et ømt kys.

"Tak," siger han med en smilende glæde i stemmen.

Emil dæmper lyset i køkkenet, og straks breder der sig en varm, intim atmosfære omkring os. Vi sætter os til bords, men jeg kan ikke undgå at mærke nervøsiteten snige sig ind på mig. Det er nu eller aldrig.

"Jeg har faktisk også noget, jeg skal snakke med dig om," siger jeg og sender et nervøst blik mod Emil.

"Okay, er det noget alvorligt?" spørger han og tager en bid af sin mad.

"Nej nej, det er ikke noget alvorligt... Men før vi går videre, vil jeg gerne høre din store nyhed," siger jeg og forsøger at skifte emnet for en stund.

Emil smiler bredt og lægger sin kniv og gaffel fra sig, klar til at dele sin store nyhed med mig.

"Jeg fik at vide i dag, at jeg har fået pladsen i Flensborgs håndbolklub. Det har altid været en drøm for mig at spille i en af de større klubber i Tyskland, og lønnen er også fantastisk. Der er mange fra landsholdet, som også spiller der," forklarer han stolt.

Jeg får en klump i halsen. Skal han virkelig flytte?

"Wow, Emil, jeg er virkelig stolt af dig," siger jeg, mens jeg forsøger at skjule min inderlige bekymring.

"Men det betyder også, at vi skal flytte," fortsætter han og ser undskyldende på mig.

Jeg stirrer chokeret på ham.

"Vi?" udbringer jeg forvirret.

"Ja, selvfølgelig vi. Du skal da med," smiler han og tager min hånd inden han begynder at spise igen.

Jeg bliver stille og ender med at sidde og stikke i min mad, mens han fortsætter med at tale begejstret om den nye klub.

"Er der noget galt, skat?" spørger han bekymret, da han ser min tilbageholdende adfærd.

"Nej, det er fint," mumler jeg og prøver at undgå hans blik.

"Jeg kan godt se, at der er noget galt," siger han såret. "Hvad var det, du ville sige?" Spørger han og ser interesseret på mig, da han husker, at jeg havde noget at fortælle.

"Det betyder ikke noget," siger jeg og begynder at føle en ildevarslende vrede boble op indeni, mens jeg stikker til min mad.

"Nej hvad er det?" Smiler han.

"DET ER LIGEMEGET EMIL!"

I det øjeblik jeg råber, kan jeg mærke en bølge af vrede skylle gennem min krop. Mine hænder ryster af ren raseri, og jeg kan føle pulsen hamre i mine tindinger. Hvordan kunne han tro, at det bare var en lille detalje? Jeg trækker mig hidsigt i mit hår, næsten som om jeg forsøger at rive frustrationen ud af mig selv. Stemningen, som vi så nidkært havde opbygget, ligger nu knust under mine rasende fødder. Det var ikke meningen, at jeg skulle flippe ud på den måde, men hvordan kan han forvente, at jeg bare siger ja til alt? Nu hvor Mie endelig er her, skal jeg så bare forlade hende igen?

Emil sidder tavst og kigger blot tomt på mig, som om mine ord har lammet ham.

"Undskyld, Emil, det var ikke meningen," siger jeg og griber efter hans hånd, mine øjne beder om forståelse. "Jeg er virkelig glad på dine vegne, men det er bare... Mie er jo lige flyttet her til, og nu skal jeg bare forlade hende igen," fortsætter jeg, håbet om forsoning i mine ord.

Men Emil trækker irriteret sin hånd til sig og forbliver tavs.

"Emil?" Spørger jeg, næsten desperat efter at genoprette forbindelsen.

"Dette er min drøm, Emma! Skal Mie sætte en stopper for det?" hans stemme lyder irriteret, og hans ord rammer mig som et slag lige i brystet.

Jeg bliver helt chokeret og næsten vred på ham.

"Det er da ikke kun Mie, der sætter en stopper for det! Jeg har også et liv her, som jeg ikke bare kan forlade!" siger jeg vredt, mine arme knuget over kors som en beskyttende mur.

"Du har da ikke noget job eller noget, du er bundet til her?" fortsætter han flabet.

Hans ord stikker dybt, og jeg føler vreden boble op i mig som en vulkan, der er ved at eksplodere.

"Hvad fanden er dit problem? Hvorfor er du så egoistisk? Fuck dig, seriøst!" brøler jeg og skubber vredt min stol bagud, så den vælter bagover med et brag. Jeg rejser mig op fra bordet og stormer mod hoveddøren, der smækker så hårdt i, at hele huset ryster.

Det Skete Bare Ikke LigeWhere stories live. Discover now