Det Skete Bare Ikke Lige

Ny klub

Jeg sidder i Emils arme og græder.
Jeg aner ikke, hvad det er der er sket, men jeg ved med sikkerhed, at jeg har mistet mit job.

Han prøver så godt han nu kan at trøste.

"Hvordan kan folk være så onde?" Siger jeg trist og snøfter.

"De er jaloux" siger han og kysser mit hår.

"Jaloux? Der er ikke noget at være jaloux over" siger jeg irriteret.

Emil rømmer sig.
"Øhm det tror jeg nu nok" siger han og griner.

"Hva? Som hvad?" Spørger jeg og kigger spørgende på ham.

"Emma du er model. Du bor i Paris, du er rig, du er kæreste med den lækreste dreng der findes. Jeg forstår godt, at folk er jaloux" siger han og griner.

Jeg griner og snøfter.

"Den sidste er ikke helt rigtig" griner jeg og løber væk fra ham og ind i soveværelset.

"Af hvad?" Råber han og løber grinende efter mig ind i soveværelset og smider mig ned på sengen.
Jeg kan ikke lade være med at grine over, hvor barnlige vi er.

Jeg begynder at gøre mig klar, fordi Emil har inviteret mig ud at spise.

Vi skal spise på en af de bedste restauranter i byen.
Det er en pæn restaurant med masser af lys og god musik.
Da vi sidder og spiser ser Emil alvorligt på mig og han fortæller, at han har en nyhed at fortælle mig.

"Hvad er nyheden?" Spørger jeg begejstret og ser spændt på ham.

"Vi kan godt blive enige om, at alle har spurgt os om, hvordan vi gør med det, at vi bor så langt væk fra hinanden" tøver han og ser på mig.

"Ja?" Siger jeg nervøst.

"Altså jeg har fået tilbudt at spille for PSG, hvilket betyder, at jeg flytter til Paris, hvilket så betyder, at vi kommer til at bo sammen" siger han og smiler til mig.

Jeg mærker en sten lette fra mit hjerte. Jeg føler mig lettere end nogensinde.
Har han fundet en løsning på det hele?
Jeg ser chokeret på ham, men mit ansigt ændre sig til ét stort smil.

"Er det rigtigt! Men er du sikker på det er det du vil?" Spørger jeg begejstret.

"Ja jeg er" siger han og tager om min hånd.

"Emil.... Du skal kun gøre det, hvis du vil. Vi kan sagtens finde en anden løsning. Jeg har som sagt ikke et job i Paris mere" tøver jeg og bliver helt forvirret om jeg så overhovedet kan blive boende i Paris mere?

"Emma jeg vil rigtig gerne det her, og du har ikke mistet dit job, det får vi ordnet" siger han og holder tættere om min hånd.

"Er du sikker?" Siger jeg tøvende.

"Helt sikker" siger han og smiler.

Jeg giver ham et kys og lidt efter forlader vi restauranten.

Da vi kommer tilbage til lejligheden ringer vi rundt til Josh og til min chef og de er heldigvis helt afklaret med, at det hele var en dum interviewers skyld og jeg ikke havde nogen mulighed for at sige imod.
Jeg tror aldrig, at jeg har været så lykkelig før.
Hele mit liv begynder ligeså langsomt at falde på plads og jeg ånder lettet ud.