Things We Do

47

Koncerten var godt i gang. Anthon og jeg stod rimelig tæt. Både fordi der var mange mennesker men også fordi at vi nok begge var blevet en lille smule fulde. Han lagde sine arme om mig og søveje lidt fra side til side.

Vi havde det pisse fedt! Eller lige indtil at Thor kom op til os. Han kiggede ret meget på os. Jeg valgte at ignorer ham og have en fest med Anthon i stedet.

()

Klokken var blevet halv et så vi besluttede os for at gå i seng. Da vi kom tilbage til vores telte, havde jeg glemt at alle mine ting stadig var inde i Thors telt. "Anthon.." Jeg kiggede op på ham. "Hva så?" Man kunne tydeligt høre at han er fuld. "Mine ting er jo stadig inde i Thors telt.. Jeg vil ikke hente dem alene" svarede jeg. "Kom, jeg skal nok gå med dig, søde" Anthon tog min hånd. Da vi kom ind i Thors telt, sad han med sin mobil i hånden. Han lyste op da han så mig. Jeg kiggede den anden vej og begyndte at tage mine tasker. Anthon tog min sovepose. "Emma.." Thor lød trist. "Nej! Jeg gider ikke!" Svarede jeg hårdt og gik ud af teltet. Da jeg kom ud kunne jeg høre Anthon og Thor snakke til hinanden. Det var ikke alt de sagde der var sødt. Jeg fældede en enkelt tåre.

Jeg gik hurtigt ind i Anthons telt. Anthon kom ind efter et par minutter. "Hvorfor råbte i af hinanden?" Spurgte jeg. "Undskyld Emma.. Det han har gjort mod dig, er bare så dårlig stil! Jeg glemmer det aldrig.." Han kom hen og krammede mig. "Det gør jeg nok heller ikke.." Svarede jeg og fældede en tåre. "Skal vi ikke sove? Jeg træt!" Anthon smed sig ned på sin madras. Jeg lagde mig ned ved siden af ham. Han lagde sin arm om mig og hev mig helt ind til sig.

"Du er virkelig en fantastisk pige, Emma!" Kom det fra ham. "Du skøn Anthon!" Svarede jeg tilbage. "Glem Thor!" Hviskede han. "Jeg vil prøve.." Jeg bed mig i læben for ikke at begynde at græde. Hvorfor skulle jeg også afvise ham.. Hvis ikke jeg havde gjort det, ville vi stadig være kærester og have det perfekt.

"Hvad tænker du på?" Spurgte Anthon. "Ikke noget specielt.. Det går" jeg smilte falskt til ham. "Er det Thor?" Han løftede sine bryn. "Okay, ja det er det. Jeg kan bare ikke lade vær med at tænke op ham.. Han betød så meget for mig, det gør han nu stadig.. Hvis jeg ikke havde afvist ham i går, ville det her aldrig ha været sket!" Jeg sank den klump jeg havde siddende i halsen. "Emma, søde. Thor har dummet sig og det er ikke din skyld! Du afviste ham, og der forstår jeg godt. I var begge fulde og det ville være forkert. At han så ender med at gøre det med Josephine havde ingen af os heller ikke set komme. Men du må på ingen måde tro at det er din skyld, for det er det ikke!" Han kørte sine fingre gennem mit hår og gav mig et seriøst blik. "Det bare.. Det er jo min skyld." Jeg kiggede ham i øjnene. Han rystede på hovedet. "Nej.. Thor dummede sig, ikke dig!" Han lød bestemt. "Kan vi snakke videre i morgen? Jeg træt.. Og har ondt i hovedet.." Jeg smilte. "Jo, godnat" han gav min pande et vådt kys. "Godnat" jeg tog hans hånd i min.