Things We Do

57

Vi havde siddet i et par timer og bare snakket, drukket og sunget. Thor har ikke været ude ved os en eneste gang. Men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg var blevet lidt fuld, så det går vel.

"Hey, skal vi ikke lege s, p eller k?" Alfred stod med hans sædvanlige smil. "Haha, jo! Så vil jeg starte!" Råbte Teodor op. "Okay.. Anthon, s, p eller K?" Spurgte han og kiggede ventende på Anthon. "K" svarede han hurtigt. "Okay, kys en af pigerne" svarede Teodor. Anthon kiggede hurtigt på mig. Selvom vi ikke er blevet de bedste venner siden det på Roskilde, har vi snakket lidt sammen siden. "Selvfølgelig" han gik målrettet over mod mig.

Han plantede hurtigt sine læber på mine. Vi kyssede i et minut eller sådan noget. "Anth, du må godt slippe hende igen!" Blev der grint. "Men hun kysser jo så godt" han lavede sadface. Jeg grinte af ham. Han satte sig ovenpå mig. "Må jeg godt sidde her?" Spurgte han sødt. "Jada" grinte jeg igen. Han satte sig oven på mig. Jeg lagde mine arme om hans mave. "Eeej, se lige hvor søde de er!" Lauge stod med en øl i hånden og smilte til Anthon. "Emma er sød" sagde Anthon og kiggede ned på mig. Jeg smilte til ham.

Vi var stoppet med at lege s, p eller k og sad nu bare og snakkede og drak. Anthon sad stadig ovenpå mig. Vi havde det virkelig sjovt!

Thor kom pludselig gående hen til os. "Jeg skal snakke med Emma!" Han så meget bestemt ud. "Nu? Thor, vi hygger!" Svarede jeg en smule fuld. Havde nok fået for meget at drikke. "Jeg er ligeglad. Jeg vil godt snakke med dig! Nu!" Han løftede sine bryn og så alvorlig ud. "Jaja!" Jeg skubbede Anthon væk. "Kommer om lidt" sagde jeg til ham. Han blinkede.

Vi kom ind på værelset. Thor satte sig ned i sengen. "Hvad?" Spurgte jeg. "Sæt dig lige ned.." Han sukkede. Jeg satte mig ned overfor ham. "Ja?" Spurgte jeg igen. "Jeg ved godt at det nok ikke er det perfekte tidspunkt at tage den her på, nu. Men jeg vil bare godt snakke om det!" Han bed sig i læben. "Kan du ikke bare sige hvad det er?" "Os.." Han sukkede. "Os? Hvad er der med os?" Spurgte jeg. "Jeg ved ikke.." Svarede han. "Ved du hvad jeg synes?" Jeg kiggede på ham. "Nej?" Spurgte han. "Jeg ved ikke helt om vi skal være sammen mere. Jeg mener, så snart Josephine kommer, opfører i jer som om i er kærester og du glemmer alt om mig. Din kæreste. Der er hele tiden problemer mellem os.." Svarede jeg og kiggede stadig på ham. "Det ved jeg godt.. Det var også derfor jeg ville have der med her hen, så det bare kunne være os to. Alene. Sammen." "Ja, men så kom Josephine!!" Jeg fik en lidt hårdere tone. "Jeg vidste ikke hun ville komme!" "Nej, men du snakkede stadig til hende. Mere end du har snakket til mig i dag!" Jeg havde rejst mig op. "Stop nu. Du var sur, jeg gad det ikke!" "Du gider mig aldrig! Så snart Josephine kommer ind i billedet er hun det eneste du kan tænke på!" Jeg råbte. "Det passer jo ikke!" Han råbte også. "Så siger vi det! Men du gider hende, mere end mig!" Jeg lavede en bevægelse med mine arme. "Jeg gider ikke det her pis mere, Emma!" Han kom tættere på mig. "Du jo forhelved min kæreste! Den jeg elsker!" Råbte han igen. "Ja, men du beviser det fandme ikke nok! Kun når vi er alene, og der ikke er nogen ved navn Josephine!" Råbte jeg tilbage.