Den første gang - Marcus & Martinus

En som Martinus Gunnarsen

03:00

Jeg vågner med et sæt. Jeg kigger op på klokken, men den er kun 03:00 om natten. Jeg skal først være i lufthavnen kl. 05:30. Martinus ligger helt rullet sammen ved siden af mig.
Jeg sætter mig hurtigt til, at pakke de få ting sammen, som jeg fik købt.
Jeg er næsten færdig med at pakke min store taske, da jeg får øje på en pose, som jeg ikke har pakket ned.
Jeg trækker forsigtigt en rød, flot og elegant bikini op af den lille plastikpose. Det var en jeg havde købt her i Oslo, så når jeg tog den på, ville den give mig flashbacks til denne her tur.

Jeg rejser mig forsigtigt op og lister ud på badeværelset. De iskolde fliser rammer mine tær og derefter ned til mine hæle.
Jeg tænder for vandet i det store badekar og lader det bruse op for det varme vand.
Jeg tager den røde bikini op af posen og lader stille mit undertøj glide ned af min barre krop. Jeg har stadig makeup på for dagen før, og det er ikke engang tværet ud, men jeg har heller ikke fået sovet særligt meget.
Jeg står i lidt tid foran spejlet med min bikini på. Jeg prøver ikke, at være for kristisk over for mig selv og min krop, men ender alligevel med at svinge badekåben rundt om mig.
Jeg sender igen et blik op på spejlet og går tættere på. Jeg har meget mørke render under øjenene og ser meget blegere ud end normalt. Det må være fordi det er så tideligt om morgenen, tænker jeg.

Et pludseligt bank på døren, vækker mig fra de dårlige tanker og ind kommer en træt Martinus gående. Han kigger først på mig og så derefter på det fyldte karbad og går hen mod det.
Uden jeg ved mere, sidder Martinus nede i det varme store skumbad. Han gør tegn til, at jeg skal komme ned til ham. Jeg tager en dyb indånding og tager et skridt tættere på. Jeg lader kåben glide langsomt ned af mig og kan hurtigt mærke Martinus blik. Jeg bliver hurtigt usikker og skynder mig ned i det varme vand. Han rykker tættere på mig, så tæt at vores næser mødes.
"Thilda, du er så fandens smuk, ved du det?" hvisker han lavt. Jeg kan ikke lade vær med, at slippe et lille fnis ud.
"Du er simpelthen så cheesy Martinus, men gid jeg var"
Han kigger undrende på mig.."Jeg mener det faktisk, og det har jeg synes siden første gang jeg så dig"
Jeg sidder og kiggeer lidt på ham og en tåre glider ned af min kind, ikke af hvor cheesy han er, men hvor fucking meget jeg kommer til at savne ham.

Hvem skulle noglesinde tro, at jeg noglesinde ville komme til, at savne en cheesy kendisidot som Martinus Gunnarsen?

Kære alle læsere, undskyld fir ikke at have postet i lidt tid, men håber i kunne lide dette afsnit <3 Husk at vote og kommenter ❤️