Den første gang - Marcus & Martinus

Men næsten ingen!

Jeg går i panik og ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er som om alt går i slowmotion, at hans hovede bare kommer langsomt tættere og tættere på mit. Det føles forkert, selvom jeg godt ved jeg lagde op til det. Men jeg ser hele tide Martinus for mig, er der mon stadig en chance for at jeg kommer til at se ham igen? Han er det eneste jeg kan tænke på.

Mine tanker afbrydes, af Valdemars åndedræt. Hans læber er kun få centimeter fra mine. Jeg rejser mig bræt op, uden at tænke mig og knalder jeg ham en lussing. Han ser ligeså chokeret ud som mig, og tager sig til sin kind. Heldigvis var det ikke den skadede kind... eller nu er det.
Jeg kigger ned på min hånd, som er har fået en rød tone. Jeg ved ikke hvordan det lige skete, det var slet ikke meningen, at jeg skulle slå ham, men jeg gik sådan bare i panik.

"Hvad fanden laver du?" udstøder han, jeg skænker ham ikke engang et blik. Jeg er så pinligt berørt over situationen, at jeg bare har lyst til at gemme mig ned i en pude. I stedet rejser jeg mig bare og løber ud af døren, I det øjeblik tænker jeg ikke på Sille, Valdemar eller nogen anden..eller måske lidt Martinus.
Jeg tager min cykel og tramper så hurtigt jeg kan ned i pedalerne. Jeg bliver hurtigt forpustet og hvert åndedræt ses tydeligt, som tåge i den kolde luft.
Min jakke er stadig henne til festen, men jeg er pænt ligeglad. Det gælder nu kun for mig om, at komme hjem.
Min telefon brummer nede i min baglomme, jeg tjekker hvem det er, men ligger bare på da det er Sille. Hun finder vel selv ud af, at jeg er taget hjem.

Mine tanker kører rundt i hovedet på mig. Hvem fanden tror Valdemar han er. Kongen? Han kan ikke bare vade rundt som en eller anden klovn og bare tro man vil kysse. Det irritere mig bare, at han er så fucking flot, han er udseendes mæssigt alle pigers drøm. Så kommer han der og "uuh" jeg er skadet og dit og dat, som om det får mig til at falde pladask for ham. Hele vejen hjem hater jeg på ham, selvom jeg inderst inde godt ved, at han ikke gjorde noget forkert. Jeg føler bare lidt, at han prøver at konkurrere med Martinus og det irritere mig, for han burde vide - at INGEN kan slå Martinus. Men måske er det også lidt urealistisk, altså han ved jo slet ikke noget om mig og Martinus.
Ingen gør. Eller jo. Men næsten ingen!.