Den første gang - Marcus & Martinus

Sikke en pige

"Hvorfor skal vi tænke på det?" spørger jeg så, efter et lille minuts stilhed.
Hun begynder at smågrine lidt, jeg kan ikke tage det helt seriøst da jeg opdager hun har spildt dressing på hendes hoodie.
"Okay jeg lovede at jeg ikke ville sige det til dig, men du ved godt jeg ikke kan holde noget hemmeligt for dig ik?"
Jeg nikker og kigger spørgende på hende, hvad mon hun prøver at sige - tænker jeg.

"Min far ville aldrig give os lov til at være i sommerhus alene midt i Sverige" siger hun pludseligt. Jeg bliver hurtigt endnu mere forvirret. Hun kigger væk, det ligner hun er i tvivl om det hun skal sige, skal siges eller ej. Hun kigger stadivæk væk, men begynder at mumle noget jeg ikke kan forstå.
"Men han gav os lov til at bo hos Marcus og Martinus" siger hun hurtigt. Mit hjerte springer hurtigt er slag over "af hva sagde du?!"
Hun kigger forskrækket på mig, "eller du ved ikke bo hos dem, men sådan bare være der i ferien". Jeg er stadig helt frosset, eller ikke helt for jeg sidder og niver i min arm, bare for at se om jeg drømmer. Det gør jeg så ikke.
"Men..men ved de det godt, altså Marcus og Martinus" siger jeg desperat. Sille kigger hurtigt med et undrende blik på mig "Thilda selfølgelig gør de det, din mor ved det og lærerne ved det, ellers ville de nok ikke have haft givet os fri vel, altså det kun dig der ikke ved det" griner hun.. "Eller der er måske lige en detalje, Martinus ved det heller ikke endnu"...jeg synker en stor klump. Jeg er jo slet ikke forberedt på det her.
"Sille din" jeg ved ikke hvilket ord jeg kan kalde hende lige nu, men shit..jeg skal møde Martinus igen.
"Jeg ved du elsker mig" griner Sille, jeg vender øjne af hende "ja det er jo det værste" griner jeg så.
Vi går ud til bilen, Sille's far sidder med sin telefon.
"Far jeg har altså sagt det" han kigger på hende "tror du ikke jeg kunne regne det ud" griner han.
Vi sætter os alle ind i den samme bil, men stemningen er ikke den samme. Den er ikke dårligere, men min nervøsitet fylder meget af den.
Hvad mon Martinus tænker når han ser mig? Hvad så hvis han har glemt mig?
Jeg sidder og kører mig selv op i negative tanker hvilket er en mega dårlig ide.

Sille har siddet og fortalt mig hele planen den sidste halve time. Vi skal møde dem i Oslo, hvor vi så tager med dem hjem resten af vejen. Vi skal endda med fly og det hele.
Selvom jeg synes Sille er en værre "Oginok" må jeg sku give hende en klapsalve for planlægningen, det er sku vildt gjordt.
"Ej Thilda!" Råber hun pludseligt, man kan se Peter også får et chok i spejlet.
"Jeg har jo spildt dressing på min trøje omg!" Jeg begynder at flække af grin "havde du ikke set det!" Hun surmuler og vender ryggen til mig, indtil hun opdager at alt slikken er ved mig, så vender hun sig mod mig igen.

Sikke en pige, sikke en bedste veninde.