Den første gang - Marcus & Martinus

Valdemar

Fredag kl 07:45

Hverdagen begynder for Sille og jeg igen i dag. Jeg har slet ikke haft kontakt med nogle af vores klassekammarater, men altså hvordan skulle jeg også forklare dem hvor jeg var, uden at lyve?
Jeg er lige blevet færdig med, at lægge min makeup, som jeg egentlig er blevet ret tilfreds med, dog sidder mit tøj ikke helt i skabet, men mon ikke det går? - Det er jo fredag.

Sille venter som normalt udenfor mit hus, jeg skynder mig ned af trapperne til hende, selvom vi er i god tid.
Vi griner da vi ser hinanden. Vi har begge fuldt joggingtøj på, klart en 10'er til os begge..hah

Vi trasker rask hen til skolen. Vi plejer altid at møde de andre elever på vores vej, men i dag møder vi ingen. Mærkeligt tænker jeg.
Jeg åbner døren til skolen og lyden af mennesker som snakker, stiger til vejrs.
Pigerne fra vores klasse spotter os hurtigt og kommer over. De spørger ind til, hvor vi begge har været, men selfølgelig kommer vi med den samme klassiske lamme undskyld "vi havde det dårligt".
Ligepludselig spørger Astrid os alle piger om, hvordan hun ser ud. Siden hvornår er hun begyndt at gå op i det?, ikke for at lyde ond, men hun plejer aldrig at tænke på den slags.
Jeg synes hun ser sød ud som hun plejer, men det er rigtigt nok, det ligner hun har gjordt mere ud af sig selv.., faktisk ligner det at de alle har..og så har vi Sille og jeg, som står i joggingtøj.
Ligepludselig dæmpes alt larmen omkring os, og alle pigerne kigger straks i samme retning. Jeg kigger med for at se hvad de kigger på, men kan ikke se noget, da alle 9'er pigerne og drengene fra vores klasse spærre udsynet. Lige pludselig kommer der en dreng ud fra den store mængde. Man kan se alles øjne stirre efter ham.
Det gået op for mig, hvorfor alle pigerne har gjordt mere ud af sig selv, selfølgelig pga. ham der. Han kommer gående direkte imod vores pigegruppe. Jeg står bare og stirre på den "perfekte" skabning, komme tættere på. Når jeg siger perfekt, mener jeg en brunette med den perfekte tan, det flotte smil, skarpe kindben, brune øjne og perfekte bryn, meen selfølgelig har han også held i modesmag. En rigtigt skater.
"Hva så de damer, må jeg lige komme forbi?"
Siger han charmerende.
Jeg står og venter på, at nogle af de andre vil svare, men de står bare helt mundlamme, så det må betyde at jeg må svare. Jeg kigger bræt på ham.."Ja selfølgelig deres højhed" får jeg mumlet flabet. Han løfter sit ene bryn og er på vej til at gå forbi mig, indtil han stopper op og kigger på mig igen "Jeg er Valdemar forresten, men nu hvor du hilste så pænt, kan du bare kalde mig for Valde" siger han kækt. Jeg vender øjne af ham og går hen mod klasseværelserne, med hans blik i nakken.