Den første gang - Marcus & Martinus

Snobbet

Filmen er færdig og et andet program står kørende på skærmen.
Marcus og Sille er faldet i søvn op ad hinanden, de ser ret så søde ud.

*Ding* dørklokken ringer.
"Det er nok min far, mor og Emma" smiler Martinus og tager mig i hånden, jeg følger efter ham hen mod døren. Mine hænder sveder sygt meget og glider næsten ud af Martinus greb. Martinus er vandt til det, han ved godt at når jeg er nervøs, får jeg sygt fugtige hænder.
Han åbner døren og vi står begge med et smil på læben, da vi i chok ikke ser hans familie foran døren, men i stedet står Alma der.
"Hvad laver du her?" siger Martinus frustreret, hun kigger hen på mig og åbner munden "Hvem er hun?" siger hun skarpt og peger på mig.
Martinus klemmer min hånd og rykker sig ind foran mig "Svar mig på spørgsmålet Alma" siger han irriteret.
"Jeg kom bare tilfældigt forbi, og ville spørge om Marcus ville hænge ud" mumler hun. Martinus kigger ind mod stuen, hvor Marcus ligger sovende med Sille, og tilbage mod Alma
"Marcus er faktisk igang med noget andet Alma" siger han flabet.
"Som hvad Martinus, er han måske sammen med en snobbet pige som du tydeligvis er" hvæser hun.
Okay det var dråben, jeg har ikke engang sagt et ord eller bare givet hende blikket. Nu går min indre jævel amok, jeg træder frem foran Martinus, med armene over kryds og kigger Alma direkte i øjnene
"Ved du hvad Alma, jeg har ikke gjordt dig noget, men hvis du kalder mig snobbet en gang til, kan det være jeg ændre mening..hmm og ved du hvad, ja Marcus er faktisk sammen med sin kæreste lige nu og de kysser heeele fucking tiden så bare vend om!" halvråber jeg. Alma står i chok og det samme gør jeg. Jeg har aldrig nogensinde opført mig sådan, men hun var virkelig fucking irriterende og gik seriøst bare over min grænse, selvom jeg sku også selv skred den.
Alma vender om, som jeg ligesom tvang hende til at gøre. Hun går lynhurtigt, jeg tror hun har det lidt akavet med det der lige skete.
Jeg lukker døren, da hun er ude af syne og vender mig om mod Martinus.
Han sidder på trappetrinnet og er ved at dø af grin.
"Martinus det ikke sjovt" råber jeg, selvom jeg ikke heller kan tage det seriøst.
"Hvem fanden skulle have troet, at en lille lav pige som dig, kunne have sådan et vildt temperament" griner han. Jeg himler med øjnene "Okay det er altså første gang jeg har været så sur" siger jeg, for at beskytte mig selv lidt.
"Det var måske lidt i overkanten, men ingen skal kalde min kæreste snobbet, så det var okay" smiler han og hiver ud efter mig.
Vi krammer lidt indtil han trækker sig fra krammet "Men øhh Marcus og Sille..Kærester?" griner han, jeg slår ham blidt på brystet "det røg ligesom bare ud af mig jo" siger jeg opgivende "okay, men man må ikke lyve, så vi må hellere sørge for, at de kommer sammen" griner han.