Den første gang - Marcus & Martinus

Alma

"Hvem er det Martinus?"
Han sukker "Det er en pige, som gik i vores gamle klasse"
Jeg kigger undrende på ham "so what?"
Altså hvor slemt kan det være, han ligner en der har set et monster, men så er det bare en eller anden pige fra deres gamle klasse.
"Forstår du, hun er anerledes" mumler han pludseligt.
"Hvad mener du?" spørger jeg nervøst.
"Det er en lang historie" siger han og begynder at gå ned mod de andre.

Marcus står og snakker med hende pigen, så jeg går over og stiller mig ved Sille, hun kigger på mig og vender øjne hver gang pigen siger noget.
"Oh hey Martinus" udbryder hun, da Martinus joiner hende og Marcus.
"Hej Alma" siger Martinus, med en irriteret stemme.
"Hvem er hun?" hvisker jeg til Sille, "har ingen ide, Marcus ville ikke snakke om det"

"Nå men vi skal videre Alma" siger Martinus ivrigt og går over imod Sille og jeg.
"Marcus vent lige" siger Alma, Marcus sender os alle tre en underligt blik.
"Du skal lige have et farvelkram" råber hun, med en klam skinger stemme. Marcus trasker over til hende og hun næsten hopper op på ham, selv jeg får det dårligt af at se på det. Der noget over hende, som jeg kunne brække mig over.
Jeg kigger over på Sille, som også står og nedstirre dem. Altså hvem fuck er hende Alma?

Vi går videre, ingen af os siger et ord, stilheden har taget over. De eneste lyde der høres er fugle og vind og sneens knasen.
Jeg er lidt sur på Martinus, sur over at han ikke gad fortælle mig hvem den Alma tøs er.
Jeg sender er blik til Sille om, at hun skal gå langsommere, så vi kan gå i fred. Hun fanger den hurtigt og sænker sin hastighed.

"Er jeg den eneste der synes hun var lidt underlig?" udbryder jeg, da drengene er nået langt foran os.
Sille nikker uden at sige en ord.
"Er du sur over hendes opførsel over for Marcus?" spørger jeg så, og Sille kan ikke holde sin vrede inde mere
"Altså hvem fanden er hun? Så du den måde hun bad Marcus og at vente på?!"

Jeg kan ikke lade vær med at grine, det sjovt at se Sille være jaloux.
"Martinus gad ikke fortælle mig om hende heller, men der var vidst en gammel klassekammerat" siger jeg, Sille kigger ligeud i luften, som om hun tænker på noget.

Vi har gået i næsten 2 timer og er endelig kommet hjem til drengene igen, selvom vi ikke har snakket med dem i den sidste halvanden time.
"Går du ikke op på værelset, jeg kommer om 2" siger jeg, Sille nikker og løber op ad trapperne.
Martinus sidder på sofaen inde i deres stue og ser noget fodbold.
Jeg sætter mig hen ved siden af ham, ikke for tæt men heller ikke unaturligt langt væk.
"Martinus hvem var hun, jeg mener det seriøst?"
Han sukker og slukker for fjernsynet, wow slukkede Martinus lige for fjernsynet for at snakke med mig, jeg er beæret.

"Okay Thilda, men lov mig, at du ikke siger det til Sille, fordi Marcus vil gerne selv forklare det til hende"
Jeg nikker bare, selvom jeg nok alligevel siger det til Sille.
"Alma er en gammel klassekammerat, som har været forelsket i Marcus siden..hmm foraltid måske? For to år siden var hendes "forelskelse" så voldsom, at hun slog alle andre piger som Marcus talte med, så hun blev smidt ud af skolen, men det var heller ikke kun hendes skyld, at hun var sådan som hun var - hun havde en meget voldsom far derhjemme. Men i hvert fald er det første gang vi har set hende, efter 2 år, så jeg var bange for, at hun ville gøre nogle af jer fortræd"

Jeg sidder lidt i chok og ved ikke helt hvad jeg skal sige til det.