Den første gang - Marcus & Martinus

Amen hvorfor skulle det ske nu?

Vi går alle ned af en smal gang, gulvet minder mig om det hotel vi var på sidst, da det er belagt af røde gulvtæpper. Marcus går forrest og fører an. I den ene hånd har han en halvfyldt vandflaske, som siger en lyd hver gang han tager et skridt, jeg fokusere på alle de små bobler der danner sig. Og i den anden hånd har han sin telefon.

Vi når en dør og pludselig vender han sig om imod mig "Okay Martinus er igang med at blive sminket og få sat hår, han kan ikke se dig lige når du kommer ind, men du skal bare dreje om et hjørne" jeg kigger nervøst, skal jeg gå alene derind eller hvad?

"Skal du ikke med Sille?" jeg giver hende et nervøst stramt blik.
"Jeg siger bare hej til ham senere" smiler hun sukkersødt, som om jeg ikke har gennemskuet hende. Hun vil jo bare være alene med Marcus. Jeg sukker og sender dem et "Ønsk mig held og lykke" blik.
Jeg lukker forsigtigt døren bag mig, så man ikke kan høre mig komme ind. Der er helt lyst i rummet, jeg tror det er beregnet for photoshoots.
Jeg kan hurtigt høre nogle stemmer snakke, de kommer fra der hvor Marcus beskrev.
"Nå Martinus, glæder du dig til showet i aften?" spørger en kvindelig stemme. Jeg står helt stille, for at høre hvad de snakker om.
"Ja, men Marcus har ikke opført sig normalt de sidste par dage, han har været lidt stresset tror jeg, så jeg håber han bliver mere afslappet efter showet" hører jeg Martinus stemme sige.
Jeg tager et skridt længere hen mod dem, da min fod ved uheld sparker til en dåse, en dåse hårspray. Det giver en høj skinger lyd i rummet. Amen hvorfor skulle det ske nu?
Jeg tager mig hurtigt til hovede og tripper lidt. Ikke lige som planlagt i mit hovede. Hvad skal jeg gøre? Mine hænder begynder at svede og jeg har egentlig lyst til bare at vende om. Jeg er på vej ud af døren da..
"Thilda?"
Der står han, Martinus Gunnarsen. Ham jeg har gået og savnet hver dag siden vi tog tilbage til Danmark. Ham der har fyldt siderne i min dagbog og mættet mine tanker så min sult forsvandt. Ham Martinus.
Jeg drejer let om på tåen og kigger ham i øjnene.
"Suprise.." får jeg akavet sagt, jeg fortryder allerede lige da det ryger ud.
Uden jeg ved mere, løber han hen imod mig og løfter mig op mod loftet. Varmen fra ham spreder sig til min krop.
"Jeg kan ikke fatte du er her!" Halvråber han, hans ansigt er tegnet som en stor smiley.
"Jeg har savnet dig" siger han så, dog lidt roligere.
Jeg stiller mig op på tær og hvisker "Jeg har også savnet dig", han tager fat om mit ansigt og kigger mig dybt i øjnene, "Du er den smukkeste" siger han lavt og rykker tættere på mig. Han kysser mig blidt fra panden og ned til min mund.

I det øjeblik, vidste jeg at mit live ville blive så kompliceret, jeg var faldet i Martinus fælde. Men det der jeg skal være, hos ham.