Den første gang - Marcus & Martinus

"Jo"

Det banker på døren og Sille's far stikker hovedet ind.
"Så er det gåtur-tid!" siger han begejstret.
"Årh ik allerede" mumler jeg og klæber mit hovede ind i en pude. "Hvorfor er alt så uoverskueligt" hvæser jeg.
"Kom nu Thilda, det skal nok blive okay" siger Sille, som prøver at få hevet mig op af sengen. Det går ikke så godt for hende.

Lidt efter står alle tre familier ude foran døren. Vi er alle en efter en sunket ned i sneen. Nogle er mere begejstret for det end andre, jeg er ikke en af dem.
Mine sko bliver helt smattet og de er også hvide. Bedste kombination.
Sille og jeg fører som altid bagtrop, det nok mest pga. at vi går så pisse langsomt.
Jeg skuler tit over mod Martinus ryg, selvfølgelig går han og snakker med min mor. Så kan han rigtigt fedte sig ind.
Jeg vender øjne af ham, han skal hævn - tænker jeg, imens jeg allerede arbejder på en plan i mit hovede.

"Se hvor dejlig han er" mumler Sille pludseligt, hendes blik er klistret fast på Marcus.
Jeg smågriner af hende "det er så dumt" fniser jeg. Kan de forhelvede ikke bare finde sammen, hvor svært kan det være?

Da vi har gået et godt stykke rundt i Trofors vender vi hjem.
Martinus og jeg har ikke snakket på hele turen, han har dog prøvet at smile til mig, men der måtte jeg bare lige sende mit "afvisende" blik tilbage.
Han skal ikke bare tro, at et blik vil gøre det godt igen.
Marcus hentede Sille for længst, så nu går jeg alene..eller jeg går faktisk med Sille's lillesøster Agnes, men det tæller altså ikke.

Mørket er ved at falde på over Trofors. Det smukt og skyfrit. Stjernerne stråler igennem og ses tydeligt på den klare nattehimmel.
Jeg går nu alene, stadig bagtrop, da en hånd hiver fat i mig.
Det kommer ikke som et chok, da jeg ser det er Martinus. Hans hænder er dejlig varme i modsætning til mine.
"Undskyld musse" siger han, med en sukkersød stemme.
Jeg sukker "En ostepop..virkelig"
Han begynder at fnise lidt, men stopper hurtigt, da han ser mit alvorlige blik.
"Ej undskyld Thilda, jeg var en idiot" siger han trist. Jeg kigger ham i øjnene og begynder selv at grine "du får det til at lyde mega slemt" siger jeg. Han tager sig i håret "Det er jo slemt, jeg gjorde min nuller ked af det" siger han og aer min kind.
"Så må du bare gøre hende glad igen" siger jeg. Han kigger på mig og laver et frækt smil, jeg vender øjne "nej ikke sådan, men du kunne give mig en ring måske" siger jeg, med tiggende øjne. Han smiler bare og kysser min pande.
"Nå skal vi ikke gå indefor?" siger han og retter sit blik mod huset.
"Jo"