Den første gang - Marcus & Martinus

ASAP

Sille og Marcus er forsvundet op i stuen. Jeg sidder stadig fast i rengøringsskabet med Martinus.
"Kan Sille ikke lide Marcus?" spørger Martinus undrende inde fra mørket, jeg kigger hen imod ham "Jojo, hun vil bare gerne have det specielt" siger jeg og prøver at få ham til at forstå hvad jeg mener, selvom jeg kan se han vender øjne i mørket
"Uh og Ih det skal bare være såå specielt" siger han ironisk.
"Men jeg ved hun godt kan lide Marcus, hun skal bare lige tage sig lidt sammen" mumler jeg, Martinus nikker bare imens han prøver at møve sig hen imod skabsdøren.
"Av pas lige på!" Udbryder jeg, da endu en spand ryger ned over mit hoved. Nu kan jeg overhovedet ikke se noget, det helt sort.
Jeg kan høre Martinus begynder at flække af grin, så jeg sparker ud efter ham, hans latter bliver hurtigt til et "Av for fanden Thilda, hvad skulle det til for?"
Pletskud, jeg ramte midt på skinnebenet.

Da vi går op i stuen sidder Marcus alene i sofaen, han sidder med kæmpe hørebøffer og sin computer på skødet. Måske er det for at holde de voksnes latter ude, eller måske ser han faktisk noget. Det nok en blanding.

*bling*
Jeg tager hurtigt min telefon op af lommen, det er en besked fra Sille..hmm besynderligt hun er jo mindst 20 skridt væk.

"Kom lige op på værelset ASAP! Du skal hjælpe mig med noget"

Står der i hendes besked, det lyder ret vigtigt. "Nå drenge jeg smutter lige op på værelset" får jeg sagt inden jeg allerede er løbet op af trapperne. Jeg når kun kort at høre Marcus råbe "Snakkede du til mig?" nede fra stuen.
Jeg åbner hurtigt døren til værelset. Sille ligger stille i sengen.
Hendes ansigt er klemt ned i hendes hovedpude og hendes krop ligger, som var den bevidstløs.
"Øhm hallo, jorden kalder Sille"
Hun drejer sig langsomt rundt, hendes øjne ser udmattede ud og hendes mascara ligger i klumper under øjnene.
"Endelig kom du" siger hun stille, jeg kigger undrende på hende "altså du skrev for sådan 1 minut siden Sille?"
Hun løfter bare på skuldrene og vender jeg ind mod puden igen.
"Sille tag dig sammen, hvad ville du snakke om" siger jeg irriteret.
"Okay rolig nu" siger hun vredt i puden, jeg sukker og sætter mig på sengekanten. Hun sætter sig stille op i sengen og begynder at forklare.
"Okay Marcus har købt de flotteste øreringe til mig, altså de flotteste i hele verden! Jeg ville dø for at få lov til at bære dem en dag, det ligner diamanter!" udbryder hun, samtidig med at hun ser trist ud.
Jeg prøver at smile, altså for hendes vegne, men jeg kan da ikke lade vær med at tænke på, at sådan noget har Martinus aldrig gjordt for mig.
Martinus har aldrig noglesinde købt et smykke til mig.