Den første gang - Marcus & Martinus

Fordi jeg savnede dig?

De er lige blevet færdige med at optræde og den næste kunstner går på. Før showet havde vi fået afvide, at vi skulle skynde os ud og køre hen til lufthavnen. Vi regner ikke med, at fansene vil forlade koncertsalen, for at se Marcus og Martinus en sidste gang, men der tog vi allesammen fejl.

Der står tons vis af fans ude foran bygningen, jeg går lidt i panik og mit hovede begynder at dunke. Hvad ville Nanna ikke tænke om mig hvis hun så mig sammen med dem, eller alle andre for den sags skyld?
"Martinus jeg kan simpelthen ikke gå derud" siger jeg desperat, mine vejrtrækninger er hurtige og mit hjerte banker i højeste tempo.
Han lægger sine arme over mine skuldre "Bare rolig, dig og Sille tager en anden udgang med Kjell-Erik" siger han beroligende. Jeg falder lidt ned og nikker.
Han når lige at kysse min pande, inden ham og Marcus bliver fulgt ud til fansene af nogle vagter.
Sille og jeg følger hurtigt efter Kjell-Erik, han må virkelig kende vejen godt, for han standser ikke op en eneste gang. Vi når ud til en parkeringsplads, hvor den sammen sorte og ikke så pæne minibus står, den som vi kørte i første gang i Oslo.
"Nå Thilda og Sille, er i klar til at komme en tur til Trofors?" spørger han, vi smiler begge.
"Altså jeg må sige at det er noget andet end jeg regnede med, men det kan du tro jeg gør" griner jeg, han smiler og sætter sig ved siden af chaufføren. Sille og jeg sætter os ned bagerst i bussen, da der er en slags sofa, som er vildt behagelig.
Vi begynder at kører frem til der hvor Marcus og Martinus gik ud, jeg kan ikke få øje på nogle af dem, de må nok være skjult i den store mængde af fans.
Man kan tydeligt høre alle hvinene udefra og se alle de grædende fans. Det godt nok noget andet end min hverdag - tænker jeg.
"Se der er de" siger Sille og peger på ruden, jeg kigger efter og får hurtigt øje på dem begge. De maser sig igennem mængden og nærmer sig bilen.

De når bilen og dørene åbner sig for dem. Støjen bliver hurtigt højere indtil dørene lukker sig bag dem igen.
"Puha shit der var mange" hører jeg Marcus sige, han har helt ret - der er jo fyldt overalt med fans.
De kommer nærmere og dumper ned ved siden af os.
"Sille skal vi ikke lade turtelduerne sidde i fred?" siger Marcus pludseligt.
"Jo lad os" svarer Sille grinende. De sætter sig på en række foran os, men man kan tydeligt se dem begge mellem sprækkerne i sæderne.
"Jeg kan stadig ikke forstå du er her" hvisker Martinus, jeg smiler lidt for mig selv og bider mig i underlæben.
"Du har jo heller ikke svaret på mine beskeder"
siger han spørgende. Jeg sukker og kigger ud i luften og derefter på ham.
"Jeg vidste at hvis jeg læste dem, ville jeg komme til at savne dig for meget" svare jeg.
"Tror du ikke jeg skrev til dig, fordi jeg savnede dig?" siger han bebrejdende. Der bliver stille i et lille stykke tid, indtil han tager min hånd.
"Men jeg er lykkelig for, at du er her nu"