På dybt vand || ✓

Afsnit 24 ~ Alex

Jeg husker ikke meget fra i går, men lidt gør jeg da. Jeg husker Hunter der trak sine læber væk fra Brooklyns, og Brooklyn der tydeligvis tikkede om mere i hendes blik. Det knuste mit hjerte, især lige det øjeblik hvor Brooklyn ser mig og skylden vælter ind over hende. Jeg kunne ikke klare mere, jeg var helt seriøst ved at græde. Jeg skyndte mig ud af rummet, og alle, alle stirrede på mig. Jeg siger dig, det var pinligt. Især fordi Brooklyn løb efter mig, bare sådan hvorfor? Vil du tvære det mere ud i mit ansigt eller hvad? Jeg løb hen og hentede min jakke, og så løb jeg hjem. Af en eller anden grund fik jeg viftet Brooklyn af, hvilket var ret irriterende. Jeg ville gerne snakke med hende, og få det ordnet. Det lyder i hvert fald bedre end at ligge i min seng og æde chokolade imens jeg tuder over at min ynglings film er blevet slettet fra Netflix. Men vi ville alligevel ikke få en særlig moden samtale ud af det. Det ville nok mest være hende der græd og tryglede mig om at tilgive hende, og mig der selvfølgelig tilgiver hende fordi jeg fucking elsker hende! Åh gud. Jeg elsker hende. En tåre triller ned ad min kind, efterfuldt af 273 andre. Det banker på min dør, og jeg synder mig at tørre tårerne væk, og lade som om jeg sover. Døren går op, det er min mor. Hun kommer over til mig, og begynder at ruske i mig.

„Så er det op Alex, der er morgenmad" siger hun, og sætter sig på kanten af min seng. Jeg slår irriteret øjnene op, og hun gisper. Jeg sukker, og lukker de sidste tårer ud.

„Åh gud Alex! Hvad er der dog sket?" udbryder hun, og omfavner mig. Jeg tør ikke fortælle hende om Brooklyn,
da hun er meget hurtig til at dømme. Hun vil nok sige noget i stil med "ej skat hun er da ikke det værd" hvis jeg fortæller hende om i går. Derfor fortæller jeg hende ikke noget, tørre bare øjnene og går ned for at spise morgenmad...