I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 6 // Jeg må gøre noget

Jeg skal virkelig ikke have noget med hverken Marcus eller Martinus, de minder mig om to 12-13 årige drenge, der går og synger Mgp. Håber snart denne aften er overstået, så jeg kan komme videre i mit liv.

Marcus synsvinkel

Da jeg stod på scenen og kunne se hun sad på forreste række, fik jeg en lille klump i maven. Hun er virkelig noget specielt, hun er noget helt unikt. Noget som man bare ikke kan beskrive og Jeg må da indrømme, at det gjorde lidt ondt, det hun sagde. Jeg ville jo bare spørger hende, om der var noget galt. Martinus synger første vers lige nu og jeg kan ikke rigtig koncentrer mig, fordi jeg tænker på hende. Hun sidder lige dernede og det er måske sidste gang ser hende. Jeg får øjenkontakt med hende et par gange, men ikke noget specielt, for hun kigger ned i jorden hver evig eneste gang. Hvorfor for jeg den fornemmelse i kroppen af, at hun  ikke kan lide os. 

Det er blevet min tur til at synge nu, så jeg vælger at gå lidt over mod hende, og synge den til hende. Sangen bae, beskriver meget godt hvordan jeg har det, når jeg ser hende. Hun har fanget mig et sted, ingen anden pige har kunne fange mig, og tro mig der er mange piger der har prøvet at blive min kæreste, altså vi for nærmest 100 kærestebreve om dagen, men de har dog aldrig fået min opmærksomhed. Jeg kan godt lide at kæmpe lidt for pigen, og når piger bare kommer randene efter os, er det svært. Vi får øjenkontakt igen, men denne gang lidt længere. Dog bliver den afbrudt af pigerne ved siden af, der skriger og skriger. Det sjovt at have fans, men mine trommehinder springer snart. 

Jeg tror det er hendes ene veninde der sidder ved siden af, for hun gør et eller andet med hendes øje, så pigen ryster på hovedet og kigger ned. Måske er jeg ved at få hende til at kunne lide mig.

***

Martinus synsvinkel

Jeg kan virkelig se på Marcus, at han har fundet interessen i denne pige, som virkelig virker til ikke at have interessen for os. Det er lidt synd, at dette måske er den sidste gang han ser hende. Jeg bliver virkelig nødt til at spørger, hvordan han har det, altså omkring det her. Jeg går hen til snackområdet, for det er som regel der han plejer at være. Han står der ikke, og det undrer mig lidt, hvor kan han dog være? 

Jeg har kigget alle rummene igennem og han er ikke i et eneste af dem. Jeg går lige forbi den sidste dør, som er ud til publikum. Altså jeg har kigget alle de andre steder, så jeg kan ligeså godt også kigge her. Jeg trækker ned i håndtaget, og skubber  til døren, den er rigtig tung, men jeg får den åbnet og til min store overraskelse, står Marcus bag en af kameramændene og holder øje med pigen. Hun må virkelig være noget specielt eftersom han kigger sådan efter hende. øhm, hvad kan jeg gøre for at være en god bror? Hvis jeg nu er heldig, kan jeg få fat i hende pige, der nok må være hendes veninde og spørger hvad hun hedder. Så har min bror da i det mindste et navn at gå ud efter og hvis vi er heldige har hun nok insta. når jeg tænker lidt nærmere, er det faktisk en vildt god idé og jeg krydser fingre for at den virker.

Kort kapitel, i know :)

Tusind tak fordi der er så mange der stemmer og gider at læse denne fanfiction, det giver mig løst til at skrive videre.<3 håber at i vil blive ved.

Jeg ved ikke hvor mange kapitler der kommer op, denne weekend, da jeg skal til noget juniorstævne i Herning. 

// Anni <3