I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 128//Oliviaggx_official

Jeg placerede mine læber på hans. Marcus kan være en idiot engang imellem, hvilket han også har bevist, men jeg ved han holder af mig. Marcus' hånd bliver placeret stille på kind, uden at han bryder kysset på nogen måde. Indtil vi bliver afbrudt af Marcus' telefon der giver lyd fra sig. "hvem er det?" spørger jeg, da Marcus ser på sin telefon, "oh, øhm det er bare Martinus" jeg smiler et lille smil og Marcus lader sin telefon falde ud af hans hånd og ned i sengen, hvorefter han fortsætter hvor han slap.

Marcus' telefon giver igen en lys fra sig, "Martinus må virkelig være desperat" jeg tager hans telefon og kigger på hvem det er, 'Oliviaggx_official syntes godt om din kommentar: "dreamgirl <3"' Jeg kigger en ekstra gang, men jeg læser rigtig. Jeg kigger langsomt op på Marcus, som ser rimelig nervøs ud. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg rejste mig fra sengen og gik så hurtigt som jeg kunne ud af døren, som jeg smækkede bag mig. Jeg mødte Martinus og Natascha på vejen, der sad i stuen og grinte af et eller andet, "Sofia hvad sker der?" spørger Martinus mig, da han kan se jeg suser forbi, "Spørg din bror" svare jeg ham hårdt igen og går ud af hoveddøren og løber hjem på mit værelse.

Jeg sætter noget Eminem på min højtaler og skruer helt op for lyden. Jeg råber og skriger med på sangene og kan sket ikke styre mig selv. Pludselig bliver der banket på og jeg skruer en smule ned for musikken, før jeg går hen og åbner døren. "Marcus gider du ikke godt at lade mig være lige nu?" jeg smækker døren i og skruer op for musikken igen, hvorefter jeg begynder at ryde op på mit værelse. Jeg kan sagen høre Marcus der prøver at få kontakt med mig igennem døren, "Sofia lad mig lige forklare..." "det er ikke som det ser ud..." "hun er ikke noget specielt" Den sidste sætning irritere mig for vildt, "hun er ikke noget specielt" nej men hun er speciel nok til at du kommentere hende billede med sådan en kommentar. Hvor dum tror han lige jeg er? Jeg finder en taske frem og pakker lidt tøj ned i den, samt nogle toiletsager. Dog skulle jeg ud af mit værelse og ind på badeværelset for at få min tandbørste, så da jeg åbner døren ser jeg Marcus stå og bliver lettet over at jeg åbner døren, "jeg skal bare ud på toilettet" siger jeg, da jeg går forbi ham. Han puster ud og kigger ned i gulvet. Jeg finder min tandbørste, går forbi Marcus igen og ind på værelset, hvor jeg pakker det sidste færdig. Jeg åbner døren igen og Marcus står der ikke mere, så jeg går lettet ud af værelset og ned i gangen, hvor jeg tager mine sko og jakke på, "hvor skal du hen?" spørger Marcus mig, der kommer gående ud fra køkkenet, jeg svare ham ikke, men lukker døren bag mig og går hjem til Natascha igen.

Jeg åbner døren og smider mine sko, samt jakke og går ind i stuen, hvor både Martinus og Natascha stadig sidder, "Natascha jeg sover her i et par dage" hun kigger skiftevist underligt på mig og så min taske. "øhm okay, er du helt okay?" jeg er på vej op af trappen, "lad os tage den på et andet tidspunkt" jeg fortsætter ind på Natascha's værelse, hvor jeg smider min taske.

Jeg går ned i stuen og sætter mig i stolen overfor sofaen som Natascha og Martinus sidder i. De siger ikke noget, men kigger akavet over mod mig, som var det mig der skulle starte en samtale, "hvad?" siger jeg og kigger mod dem, "forklar" siger Natascha. Jeg ved ikke helt om jeg orker at forklare det, "nej tak" svare jeg hende og finder min telefon og går ind på insta for at finde pigen.

Der bliver ikke sagt noget imellem mig og dem, men de begynder og snakke om en eller anden film de har set. Jeg fortsætter og prøver at finde pigen og til sidst finder jeg navnet 'Oliviaggx_official' Jeg trykker ind på profilen, "det er den samme pige" siger jeg pludselig og Natascha og Martinus kigger undrende over mod mig, "hvem er den samme pige?" spørger Martinus, "ik nogen" siger jeg. Det er hende pigen, pigen som Marcus også kiggede på her for nogle dage siden.

Pludselig kommer der nogle ind af hoveddøren. Jeg holder på været, "vi er hjemme" jeg ånder let ud, da jeg ser at det er mor og far der kommer gående ind i stuen. "hvor har I være?" spørger Natascha dem, "hos kommunen" svare far hende. De har sikkert været til samtale om min adoption og få det hele på plads. "Sofia må vi lige snakke med dig?" siger mor ligepludselig ud af det blå.