I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 10 // Rimelig akavet!!

Gerd Anne:

Marcus har været så anderledes siden de kom tilbage fra Danmark. Det er som om af han er et helt andet sted, men jeg ved ikke, han er jo ved at blive en stor dreng, så han tænker sikkert over en masse ting. Måske han har mødt en pige eller sådan noget, men det tror jeg ikke, han er ikke sådan som person, der bare lige falder for en pige han lige har mødt. Nok om det jeg har også en masse ting som fylder i mit hovede lige her for tiden, og det er virkelig spændene. Kjell Erik og jeg har nemlig haft en lille hemmelighed for resten af familien, og rolig nu jeg er ikke gravid. Vi skal næste år have en udveksling fra Danmark boende, hun skal se noget af den norske kultur og komme lidt væk hjemmefra. Grunden til at vi ikke har sagt noget til drengene, er fordi vi ikke selv ved så meget om hende endnu, udover at det er en pige og kommer fra Danmark.

Jeg har i mange uger nu ventet på denne dag, fordi jeg skal se hende, altså jeg skal ikke møde hende, men jeg skal skype med hende her om godt to timer og jeg er virkelig spændt. Det bliver dejligt endelig at få et navn og sat ansigt på hvem det er vi skal have boende i et år. Selvom jeg får hende at se, så fortæller vi stadig ikke noget om hende til drengene og især ikke Emma, da det skal være en hemmelighed, for jeg ved hvor meget Emma gerne vil have en anden pige her i huset. Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle sige ja til, at have en boende, for altså risikoen for at hun kan være en fan, er rimelig stor og det vil gøre hele situationen lidt mere besværligt og så vil risikoen være at hun skulle flytte familie, men det skal jeg ikke bekymre mig om lige nu, jeg sagde ja og nu skal jeg se hende. Jeg trykker ind på skype og den ringer til hende. Den bliver automatisk taget og jeg da jeg kan se hende, begynder jeg lige så stille at grine....

Sofias synsvinkel

Det har lige ringet ind fra frikvarter og klar til den sidste time, tysk. Jeg hader seriøst tysk og kan slet ikke finde ud af det, godt jeg ikke skal have det næste år og i det jeg kommer i tanke om hvad jeg skal næste år, kommer jeg i tanke om, at det er i dag jeg skal snakke med min værtsfamilie, iihh jeg glæder mig. Nu må denne time godt gå stærkt så jeg kan komme hjem og sidde klar på Skype.

Timen går egentlig rimelig stærk, men det kun fordi at jeg sidder i mine egne tanker og helt glemmer tiden og så har vi fri, jeg elsker virkelig lyden af når min lærer siger, "nu har I fri" det er bare sådan en dejlig sætning i mine øre, rimelig plat i know:)) Jeg skynder mig at pakke mine ting sammen og så er jeg ellers ude af døren, jeg når ikke engang at sige farvel til Natascha før jeg går ude i skolegården. Men det kom heller ikke til at betyde noget, for jeg kan høre en komme løbende bag mig, men jeg når ikke at kigge hvem det var før jeg tydeligt kunne høre Natascha råbe "SKAL VI VÆRE SAMMEN?" Jeg griner lidt af hende og nikker som ja til hende da hun endelig står ved min side og ellers meget forpustet. Hun har virkelig en utrolig personlighed, og selvfølgelig skal hun være ved min side, når jeg får at se hvem jeg skal bo hos her næste år.

•••

Vi er endelig kommet til min etage. Jeg låser op og vi træder ellers ind af døren, stiller vores sko og hænger vores jakker, halstørklæde og vanter op. "Har I noget at spise?" Spørger Natascha og åbner vores køleskab. Jeg når ikke rigtigt at svarer før hun står med et æble i munden. Jeg løfter på mine skulder og griner af hende, jeg er faktisk også lidt sulten, så jeg finder noget rugbrød, avocado, noget lemonade og to glas. Jeg smøre min avocado-mad (jeg elsker det seriøst) og hælder noget lemonade op til Natascha og jeg og stiller det på en bakke, og så går turen ellers ind på mit værelse. Natascha smider sig med det sammen i min seng og kommer med sådan en lyd jeg ikke rigtig kan forklare. Jeg stiller bakken fra mig og går derefter hen til mit anlæg, for at sætte noget musik på. Imens har Natascha tændt min computer og gået ind på skype, for hvad nu hvis min værtsfamilie ligepludselig ringer. Vi står begge og danser løs som var det den sidste dag vi levede. Jeg glemmer rimelig hurtigt tiden, mens vi danser og pludselig bliver vi afbrudt af et grin fra min computer...jeg går nærmer og ser at der sidder en kvinde, hun klapper og smiler helt vildt da hun ser os. Jeg kan mærke at jeg bliver lidt rød i hovedet og det hele ender i en lidt mærkelig og akavet situation. Natascha svarer glad hej, hende kvinden smiler og spørger derefter, "Er det dig der skal på udveksling til Norge her næste år?" Natascha når ikke at svarer før jeg har sagt, "øhm, det er mig. Er du min værtsfamilie?" hun griner lidt, men jeg forstår ikke hvad det er hun griner sådan af. "Ja jeg er din værtfamilie. eller jeg er ikke familien, for der er flere, de er bare ikke hjemme" arg, nu forstår jeg hende, for jeg var lige begyndt at blive bekymret for at jeg skulle bo hos en kvinde, bare hende og jeg.