I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 40// elsker du hende?

Martinus' synsvinkel

Der gik ikke lang tid, efter Marcus gik ud af døren, til han kom brasende ind af døren og gik med heftige skridt ind på vores værelse. Det er ikke fordi han er sur, for det kan jeg se på ham. Han er ked af det. "Natascha skat" hun kiggede op på mig, "Jeg bliver lige nødt til at tjekke op på ham" hun nikkede og jeg rejste mig. Da jeg åbnede døren, sad Marcus helt stille på sengen. Hvad er der dog sket? "Hey, er du okay?" han gik mod mig, og jeg kan tydeligt se, at hans øjne er helt røde, "jeg har mistet hende" sagde han og kiggede igen ned mod gulvet. Jeg vidste at jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg gik stille hen og satte mig ved siden af ham, lagde en arm om hans skulder, "hvad skete der?" han begyndte at forklare hele situationen på caféen og jeg kunne godt se at det ramte ham hårdt, det er jo også klart når han har følelser for pigen. han sluttede af med en sætning der blev ved med at køre rundt i mit hovede, "...Jeg vil have hende tilbage". Jeg bliver nødt til at hjælpe ham, han er trods alt min bror, og jeg kan ikke lide at se ham ked af det. "Så må du få hende tilbage" han kiggede op på mig igen, "men hvordan? hun gider ikke at snakke med mig, og jeg kan ikke sige direkte til hende, at jeg elsker hendes øjne, hendes smil, hendes grin og ikke mindst elsker jeg hende" svarede han. Jeg troede aldrig jeg skulle høre det fra Marcus, så Sofia betyder virkelig noget for ham. "hjælp mig Martinus!" og der indså jeg at han bare skal gøre det han er bedst til, "hvorfor gør du ikke bare det du er bedst til?" han kiggede på mig, som var han et stort spørgsmålstegn, "spille fodbold?", "nej din tumpe. Syng!" han fik lige pludselig helt vildt store øjne og skyndte sig at finde papir og blyant frem. Jeg gik stille ud af værelset igen, og hen til Natascha. "det tog lang tid? hvad sker der?", "Marcus er bare igang med at vinde Sofia tilbage" svarede jeg hende, med et lille smil på læben.

Marcus sad inde på værelset hele dagen, og kom først ud da vi skulle have aftensmad. Sofia var kommet hjem i mellemtiden, og havde bare sat sig i sofaen ved siden af, med høretelefoner i ørerne og solbriller på. Hallo, solen skinner ikke indenfor? Der var en rimelig anspændt stemning  over aftensmade. Hverken Marcus eller Sofia sagde noget og med det samme, efter vi havde spist, gik Marcus ind på værelset igen og Sofia satte sig hen på sofaen, dog tændte hun for Netflix på fjernsynet og satte en film på. Natascha og jeg fik øjenkontakt, og jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke anede hvad der foregik. Jeg gjorde tegn til at hun skulle følge med mig ind på hendes værelse, ved at bruge min pegefinger. Hun fulgte efter mig, jeg lukkede døren efter os og vi satte os begge i hendes seng. "hvad sker der tinus?" jeg fortalte hele situationen på caféen som Marcus havde fortalt mig og hun lyttede godt efter. jeg kunne tydeligt se på hende, at hun var chokeret men samtidig ikke overrasket over Sofias handlinger. "så hvad er det Marcus laver inde på værelset?" "Jo, han vil vinde tilbage. han kan ikke sige hvad han føler face to face, så han er igang med at skrive en sang." hun fik et stort smil på læberne. "Det kan Sofia ikke sige nej til" svare hun og rejser sig. Jeg kigger lumsk på hende, og trækker hende ned i sengen igen. Hun placere sine læber helt perfekt på mine og vi ligger bare og kysser. Jeg elsker hende virkelig og jeg kunne ikke blive mere lykkelig end jeg er lige nu. Midt i alt vores kysseri, går døren ind til værelset pludselig op. "Martinus KOM!"