I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 45 // 💜

Der blev ikke sagt så meget mellem Marcus og jeg. Marcus faldt hurtigt i søvn, jeg prøver at lukke mine øjne i, men jeg plejer aldrig at kunne falde i søvn på et fly. Jeg faldt hurtigt i søvn, det er sikkert disse sæder, de er bare så perfekte. Jeg tror nok jeg har sovet i ca. 3 timer, før jeg vågner op igen. Jeg kan mærke at jeg ikke sidder op mere, så vælger at åbne mine øjne stille og roligt. Jeg ligger på nogle ben? Jeg vender hovedet og ser at jeg ligger med mit hoved på Marcus' skød. Jeg ligger lidt med blande følelser, altså for på en måde vil jeg gerne flytte mig, men på den anden side, så føler jeg mig tryg, en følelse jeg har savnet. Marcus rykker lidt på sig, så jeg skynder mig at lukke mine øjne i.

Marcus' synsvinkel

Jeg vågner op på flyet efter at have sovet i noget tid. Sofia ligger og sover på mit skød da jeg vågner. Samtidig med at det gør mig glad, at hun ligger her og ser så fucking smuk ud, bliver jeg også en smule trist. Jeg er stadig kun hendes ven, eller måske ikke mere, efter det jeg har gjordt. Hvorfor gjorde jeg det også, det var så fucking dumt.

Som hun bare ligger der så fredfyldt, bliver jeg nødt til at nyde, at det måske er sidste gang dette sker, så Jeg begynder lige så stille at nusse hendes hår, fordi jeg ved hun elsker det. Hun vågner ligeså stille og sætter sig op, uden at sige et ord til mig. Så kan det da også bare være ligemeget. Jeg læner mig tilbage, kigger op i luften og kommer til at tænke på vores kys. Mit første kys.

Sofia's synsvinkel

Vi er lige landet i en lufthavn i Norge og venter på at få vores kufferter. Marcus er lige rendt på toilettet, så da jeg spotter hans kuffert, snupper jeg den lige til ham. Du ved bare for at være sød. "Her" siger jeg og giver Marcus sin kuffert da han kommer tilbage. Han svare mig ikke, men giver mig et lille smil. Se hvad jeg har gjordt, nu gider han heller ikke at snakke med mig igen. På en måde ved jeg godt det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg bliver trist over det, fordi det er jo mig der ikke gider at snakke med ham. Jeg kan lide at han prøver at gøre alt godt igen og nu er det som om at der mangler noget.

Vi sætter os stille ind i bilen, alle er virkelig trætte og tanke om at vi mangler 4 timers kørsel gør mig endnu mere træt.
Jeg kigger ud af vinduet, det er som om, at naturen prøver at fortæller mig noget. Skyerne dannes til hjerter på himlen og træerne fletter sig ind i hinanden som to hænder. Det er sikkert bare mig der ser syner. Jeg lukker stille mine øjne, og som føles fem minutter hviskes der i mit øre "Sofia vi er hjemme" jeg åbner stille mine øjne, træder ud af bilen. Min kuffert er allerede båret ind på mit værelse. Gerd Anne laver hurtig nogle sandwich, som jeg nemt for kværnet.

Vi sidder alle inde i stuen og ser tv, eller Emma gør ikke, da hun er faldt i søvn i Kjell Eriks arme. Jeg taget mig selv i at gabe mange gange, så jeg tjekker lige klokken på min mobil, 22:15. "Jeg tror jeg går i seng nu" siger jeg og rejser mig fra sofaen. "God idé, tror jeg også vi andre skal til" svare Gerd Anne og slukker for fjernsynet. Jeg tager med tunge skridt op på mit værelse, smider mit tøj, så jeg kun er iført undertøj. Jeg ligger mig under den kolde dyne, som jeg hurtigt får opvarmet med min krop.
Det er begyndt at regne udenfor, faktisk rimelig voldsomt. Jeg lukker mine øjne stille i, da det giver et ordentlig brag. Torden. Som i nok ved, så hader jeg torden, men nok fordi jeg er så skide bange.
Der kommer flere og flere brag, og for jo flere brag, jo mere gemmer jeg mig under dynen. Jeg mangler min tryghed. Jeg mangler ham. Jeg-mangler-ham. Det går hurtigt op for mig, hvem 'ham' er. Jeg tager min telefon og skriver en besked.

Marcus synsvinkel

Jeg har lige lagt mig i min seng, da der høres et kæmpe brag. Fedt! Torden. Jeg putter mig godt ind i min dynen, da der tigger en besked ind på min telefon. Den er fra Sofia, "jeg savner dig!"