I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 72// Maraton!! 5

Natascha's synsvinkel

Bank! bank! bank! "jeg skal nok åbne" råber jeg oppe fra mit værelse, skynder mig ned af trappen og ned i entreen, for at åbne døren. "velkomme til" siger jeg og byder dem velkommen med min arm (håber i forstår) De griner alle sammen og jeg bliver en smule flov. "tak skat. Du ser dejlig ud" hvisker Martinus i mit øre og kysser mig på kinden, da han går ind af døren. Der dannes et lille smil på mine læber, jeg er bare ikke god til komplimenter. Marcus er den sidste der kommer ind, så jeg kan lukke døren, vi er jo midt i November, så det er rimelig koldt udenfor.

De voksne står ude i køkkenet, mens vi andre er gået ind i stuen. "Hvordan er det at have en søster Sofia?" spørger Martinus, "Nu kan du jo bo her efter dit udvekslingsår" siger Marcus ivrigt. Inden Sofia når at svare bliver der råbt, "der er mad" vi går alle hen til bordet og sætter os. "Jamen velkomme familien Gunnarsen og vores dejlige datter Sofia" siger hun og vi begynder allesammen at spise, men som jeg troede skulle være en almindelig hyggelig aften, startede alle spørgsmålende igen, hvordan er det at have en familie? hvad gør du nu med din familie i Danmark? Vi vil gøre alt for at du skal bo her, osv. Jeg falder lidt ind i min egen bobbel af de spørgsmål, indtil der bliver sagt, "vi har snakket om, at dig og Natascha skal dele værelse"

"NU KAN JEG ALTSÅ IKKE MERE!!" råber jeg pludselig, mens jeg rejser mig fra min stol og nærmest løber op på mit værelse, jeg kan høre min mor råbe, "Natascha?" men jeg kan ikke mere. Jeg smækker døren ind til mit værelse og smider mig i sengen.

Sofia's synsvinkel

De stiller virkelig mange spørgsmål, og jeg får ikke svaret på dem allesammen. "Vi har snakket om, at dig og Natascha skal dele værelse" siger mor, men pludselig rejser Natascha sig op, "NU KAN JEG ALTSÅ IKKE MERE!!" råber hun og løber derefter op af trapperne, "Natascha''? mor skal lige til at rejse sig, "mor, den her klare jeg" hun sætter sig ned igen og jeg rejser mig, for at gå op til Natascha.

Jeg banker let på hendes dør, hvorefter jeg åbner den og ser hun ligger i sin seng. "Natascha hvad sker der?" Jeg sætter mig hen ved siden af hende, tager min hånd på hendes ryg, hvorefter hun vender sit hovede mod mig, "jeg vil ikke have en søster" siger hun stille, mens hun fortsætter, "jeg havde glædet mig sådan til at være sammen med jer alle sammen, men mor og fars opmærksomhed er kun på dig og jeg findes slet ikke i deres hoveder mere. Jeg vil hellere have min bedste veninde, end jeg vil have min søster" jeg er lidt chokeret over, at det er sådan hun har det, "Natascha, selvom vi er søstre nu, vil du altid være min bedste veninde og hvis du ikke vil have, at jeg skal bo her, så har jeg stadig min familie i Danmark.." jeg bliver afbrudt af Natascha der sætter sig op, "Sofia det er ikke fordi at jeg ikke vil have dig her. Men du må forstå jeg har levet mit liv som enebarn, og nu skal jeg ligepludselig dele værelse, nu får jeg slet ikke lov til at være selv med Martinus." Jeg tager en dyb indånding, "Natascha jeg snakker med mor og far. Vi skal ikke dele værelse." Natascha har sine øjne på sit skød, "hey Natascha kig på mig" hun vender sine øjne mod mig, "jeg snakker med mor og far" hun nikker og griner derefter, "det lyder vildt mærkeligt at du siger mor og far", "jeg ved det, jeg skal også lige vende mig til det" vi griner begge, "er vi okay?" spørger jeg, "vi er okay" svare hun og vi hinanden et kram, hvorefter vi går ned til de andre.

"jeg vil gerne sige undskyld..." starter Natascha, mens vi stadig har vores hænder i hinanden. Jeg giver hende et lille klem, som tegn på at hun godt kan, "det er bare fordi, jeg havde virkelig glædet mig til denne aften, men al opmærksomheden er på Sofia og jeg følte mig bare glemt....mor og far, jeg følte i havde glemt mig" siger hun stille og jeg kan se, at alle har tårer i øjnene, "Natascha vi har ikke glemt dig min skat" mor rejser sig og går derefter hen og krammer Natascha, "Sofia får sit eget værelse" siger hun og kysser Natascha på panden, hvorefter Natascha nikker. "Når, skal vi spille et spil?" siger far ligepludselig for at lette stemningen.

Aften forløber derefter sådan at vi alle spiller tre forskellige brætspil og ser en film, indtil familien Gunnarsen og jeg skal hjem, "tusind tak for i aften" siger Gerd Anne og krammer mor og far farvel, "skulle det være en anden gang" siger de begge og så er vi ellers på vej ud af døren.

"Sikke en aften" siger jeg, da Marcus og jeg har lagt os i sengen og klar til at sove, "Ja, men den er ikke ovre endnu" svare han og læner sig over mig og planter sine læber mod mine, vi ligger og kysser og nusser lidt. "godnat smukke" siger jeg og kan næsten ikke holde masken, da jeg vender mig om på siden og lukker øjnene, "hvad sagde du lige?" og der kan jeg ikke holde masken mere, "du kunne idet mindste have sagt noget andet, end lige smukke" griner Marcus let, "som hvad?" spørger jeg ham, "jeg ved ikke, frække, skat eller Marcus" og der flækker jeg af grin. Jeg vender mig om, giver ham et kys på næsetippen, "godnat Marcus" hvor jeg derefter ligger mit hovede på hans bryst. Sikke en aften.