I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 81// "nej vi er stadig i Oslo"

Marcus' synsvinkel

Det var hårdt at se Sofia, da hun kom ind på værelset. Hun elsker mig ikke mere, siden hun bare sådan kunne kysse Frederik. Det var så ydmygende og at hun bare kunne gøre det foran hele min familie og hendes, jeg betyder virkelig ikke noget. Men heldigvis sidder jeg på et fly til Danmark, for at slappe af, holde koncert og slet ikke tænke på Sofia, selvom det er lidt svært lige nu. "slap af Marcus" siger Martinus, jeg kan godt mærke at jeg virkelig anstrenger mig for at virke kold, selvom jeg ikke er sådan normalt. Jeg tager dybe vejrtrækninger og læner mig tilbage i sædet. Jeg kigger lidt rundt på de sociale medier, og inden jeg ser mig om er jeg vi i Danmark. Vi stiger af flyet, får vores bagage og kommer hen på hotellet. Jeg er virkelig træt da vi får vores værelse, så jeg smider med det samme mit tøj og går i seng. 

***

Jeg vågner op med en blandede mavefornemmelse. Jeg glæder mig helt vildt, til at være sammen med en masse nye mennesker i dag, men på den anden side, er jeg sted ked af de ting med Sofia. Tror bare ikke det skal være hende og jeg mere. "Er du klar Marcus" råber Marcus inde fra badeværelset, "Næsten" jeg rejser mig fra sengen, tager tøj på og sætter mit hår op i en knold. Vi går sammen ned til restauranten, hvor vi får noget at spise og venter på, at vi bliver hentet. Vi skal i dag ud og se noget af København sammen med nogle danske youtubere, nogle af dem skulle vi vidst have mødt før. Jeg kigger ud af vinduet og ser bilen holde lige udenfor, "Martinus bilen er her" vi rejser os begge fra bordet og går ud til bilen, "hej Rasmus" råber jeg, da jeg får øje på Rasmus (lakserytteren) jeg løber med det samme hen og giver ham et kram. "hej drenge, er I klar til at hænge lidt ud sammen med mig og nogle andre. Jeg nikker og vi sætter os ind i bilen og køre et eller andet sted hen. Det er dejligt at få tankerne lidt væk fra Sofia, hun fylder trods alt meget i mine tanker lige nu. Da vi er ankommet, står der en masse andre mennesker, som vi får hilst på. De er virkelig venlige alle sammen og vi har det mega sjovt. Vi får blandt andet spillet fodbold og gået rundt i København, men selvfølgelig ikke uden, at møde et par fans. Jeg elsker vores fans, men det kan også være lidt træls at blive forfulgt rundt i hele københavn.

Efter en sygt god dag, er vi endelig kommet tilbage på hotellet og jeg har slet ikke tænkt på Sofia. Vi træder ud af bilen og får sagt farvel til Rasmus, eller ikke så meget et farvel, da han også kommer til vores koncert i morgen. Vi går ind af hotellets hovedindgang, og på vej hen til elevatoren, da jeg ser to piger, der ligner Sofia og Natascha rigtig meget, stå derhenne. Jeg prøver at gå lidt tættere på, men det er for sent og de er allerede gået ind i elevatoren, "Martinus kan du ikke lige snappe til Natascha og høre hvor de er henne. Er rimelig sikker på at jeg lige så dem" siger jeg stille til Martinus. Han nikker og få sekunder efter, viser han Natascha's snap, hvilket er et billede af et fjernsyn og en tekst, "nej vi er stadig i Oslo" når så var det sikkert ikke dem jeg så. Vi træder ind i den anden elevator og går op på vores værelse, hvor vi bestiller roomservice, da vi er virkelig smadret.

Natascha's synsvinkel

Jeg bliver lidt nervøs da jeg får en snap fra Martinus, for så ved jeg at de muligvis så os ved elevatoren, "Er i taget hjem?" står der. Jeg går lidt mindre panik og sender bare et billede af vores fjernsyn på værelset og lyver, "nej vi er stadig i Oslo" jeg trykker send og krydser fingre for at han tror på det. Der går lidt tid, før jeg får en snap tilbage, hvorpå Marcus er, "Marcus mente bare, at han så jer her i Danmark, på vores hotel" jeg tager en dyb indånding, "SOFIA" råber jeg, da hun står ude på badeværelset og tager et bad, "Martinus må godt vide det ik?" "han må bare ikke sige noget til Marcus overhovedet" jeg giver et lille smil fra mig og vender tilbage til min telefon, "det gjorde han også, men du må ikke sige det til ham" snappen bliver hurtigt åbnet og derefter ringer min telefon. Det er Martinus. Fuck! "hvad?" siger Martinus med det samme jeg tager den, men fortsætter så, "bare rolig, jeg er gået ud fra vores værelse" Jeg fortæller hele vores plan og Martinus er 100% med på den og lovede ikke at sige noget. "Martinus er med på den" siger jeg til Sofia, der nu har lagt sig under dynen, "og han siger ikke noget?" spørger hun, "nej han lovede" svare jeg hende, og får helt somerfugle i maven over, at det er i morgen det sker.