Sofia er en dansk pige, der lever et helt normalt liv som 15 årig.
Hun har en bedste veninde kaldt Natascha, de har kendt hinanden siden.....altid, og bruger alt deres tid sammen, eftersom at der er problemer hjemme.
Men en dag ændres det hele, og v...
Der er gået en uge nu, og Marcus er stadig mega underlig, altså som om han er sur på mig. Han snakker ikke til mig, han kigger ikke engang på mig, altså hvad har gjordt. Martinus og Natascha har endelig offentliggjordt over for familien at de er sammen, men de venter lidt med at gøre det i offentligheden. Jeg vidste det godt at de var blevet kæreste, eller det regnede jeg ud efter den måde de kom hjem den aften. Jeg vidste at de ikke kunne modstå hinanden. Men kan det holde, der er kun 3 dage til at Natascha skal hjem til Danmark og Martinus bor jo trods alt i Norge. Jeg krydser fingre.
Vejret i dag er ikke så godt, Marcus gider ikke tale til mig, Martinus og Natascha ligger og kærester den hele dagen og resten af skulle i et eller andet legeland med Emma. Jeg tager mine mom jeans, en thrasher t-shirt, min lange denimjakke på, mit hår lader jeg hænge og min makeup bliver bare lidt concealer, bronzer, øjenbrynsfarve og lidt mascara. Jeg tager mine vans oldschool og kigger mig i spejlet, det er som om der mangler noget. Jeg tilføjer mine solbriller og så tager jeg mine høretelefoner på og går ud af døren fra mit værelse. Jeg går lige forbi Marcus, der træder ud af sin dør. Han giver mig elevator-blikket og skal lige til at sige noget, men jeg ignorere ham og fortsætter ud af lejligheden. Han skal lære at han ikke bare kan ignorere mig i en uge og så forlange at jeg gider at snakke med ham igen, når han lige har lyst.
К сожалению, это изображение не соответствует нашим правилам. Чтобы продолжить публикацию, пожалуйста, удалите изображение или загрузите другое.
Jeg går direkte ned på caféen, sætter mig ned i det nærmeste hjørne. Jeg siger ikke noget til nogen, jeg kigger bare på min telefon. Indtil jeg bliver afbrudt af en person jeg ikke forventede at se.
Marcus synsvinkel
Jeg troede hun havde følelser for mig, men nej, jeg er bare hendes ven og endnu bedre, jeg er hendes 'bedste' ven. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan styre mine følelser når jeg er sammen med hende og derfor har jeg holdt mig væk fra hende i noget tid, eller ikke noget tid, en uge faktisk. Jeg vågner op helt normalt og ser at vejret er rimelig trist udenfor. Jeg tager tøj på og på vej ud i stuen, da jeg åbner døren og ser Sofia gå direkte forbi mig, hun kigger ikke engang på mig, mærkeligt hun har ellers prøvet rimelig meget at komme i kontakt med mig. Hun fortsætter ud af døren, hvad mon hun skal? Jeg skal lige til at spørger hende, da døren smækkes i. "Hvad sker der?" kommer det henne fra Sofaen, hvor Martinus og Natascha ligger og putter. "Jeg ved det virkelig ikke?" svare jeg. "Hun spiller kostbar" kommer det fra Natascha. "Hvorfor?" spørger jeg, det er lidt underligt, "det må du selv finde ud af" jeg nikker, tager mine sko på og skynder mig ud af døren. Jeg kan ikke rigtig se hende, så jeg må tænke mig frem. Hvor kan hun være gået hen? arh, nu ved jeg det. Caféen! Jeg skynder mig hen til caféen, jeg løber så hurtigt jeg kan.
Jeg går ind af døren og der sidder hun, helt nede i hjørnet, med hendes telefon. Det minder mig om noget, første gang vi så hinanden stod hun også henne i et hjørne med hendes telefon, dengang var hun også kostbar. "Hvorfor er du sådan?" spørger jeg hende. Hun kigger på mig, tager hendes høretelefoner af, "hvad vil du?" siger hun spydigt.
"Hvorfor er du sådan?"
"hvordan sådan?"
"Sur?"
"Jeg er ikke sur, jeg gider bare ikke snakke med dig"
"hvorfor ikke?"
"Hvorfor tror du?"
"det ved jeg ikke?"
"Du har nok ignoreret mig i en helt uge. Du har ikke gidet at snakke med mig, og nu tror du bare at du kan tale til mig når du har lyst. Jeg er ikke sådan en pige der gider at vente på at du gider at snakke med mig"
Jeg står bare helt blaf og når faktisk ikke at svare, før hun siger, "Farvel Marcus" og vifter med hendes hånd. Jeg vender om og går ud af caféen. Jeg vidste ikke hun havde det sådan, men jeg giver hende ret i det hun siger, jeg har ikke været færd og jeg må bare lære at styrer mine følelser, for det hjælper ikke at jeg ignorere hende, for så gider hun ikke at snakke med mig resten af vores liv.
