I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 68// Maraton!!!! 2

Marcus' synsvinkel

"De har været der oppe længe nok, ik?" Martinus kigger på mig og jeg nikker som svar. Jeg ligger min mobil fra mig og vi går sammen op af trapperne og hen til mit værelse, hvor døren er lukket. "Kryds fingre" siger jeg og Martinus krydser sine fingre imens jeg åbner døren.

Da jeg åbner døren ser jeg, at det kun er Natascha der sidder i sengen, med tårer i øjnene og en Sofia der går fortvivlet rundt på værelset mens hun siger, "det kan ikke passe?"

Pludselig farer Sofia ud af døren og ned af trapperne, "hvad er der sket?" Natascha kigger bare skiftevis på mig og Martinus og går derefter også ud af døren, "okay det gik ikke lige som jeg havde håbet" griner Martinus. "Det er ikke sjovt Martinus, der er sket noget" siger jeg og går hen mit vindue, hvor jeg ser Sofia løbe mod skoven. Jeg tager en dyb indånding og går derefter ud af mit værelse og ned til entreen, hvor jeg tager mine sko og jakke på, plus Sofia's jakke og så er jeg ellers den der er gået.

Jeg ved godt hvor Sofia's lille sted er, så derfor tager det ikke så lang tid at finde, da det sjovt nok også er det sted jeg tager hen, når jeg har brug for at være alene.

Jeg er næsten derhenne, da jeg høre Natascha og Sofia, "nej det kan ikke passe? har jeg virkelig været under samme tag med mine forældre, uden at vide det?" siger Sofia. Hvad mener hun? hun boede jo sammen med hendes mor. Natascha rejser sig op til Sofia, tager hendes hænder og siger, "vi er søstre" af hvad er de?

Jeg kan ikke rigtig høre hvad de ellers siger, men jeg er også ligeglad. Tænk at de er søstre og ikke har fortalt os det. Jeg overvejer lidt at gå hjem igen, men da jeg skal til at vende mig om, kommer jeg til at træde på en gren. "Marcus?" siger Sofia. Jeg vender mig akavet om, "hej! øhm jeg ville bare lige se hvor I var henne..." der bliver en lidt akavet stilhed, "øhm Sofia jeg har din jakke med" jeg rækker hende hendes jakke og hun tager den på, "skal I med hjem?" de nikker begge to og går hen imod mig. Sofia går hen og krammer sig ind til mig, jeg tager min arm omkring hende, jeg har en underlig følelse i min mave omkring situationen, men jeg må bare stole på Sofia. Vi går alle tre hjem. Martinus må nok også være lidt urolig, han ved jo ikke hvor vi er.

***

Vi sidder alle inde i stuen, da Natascha pludselig rejser sig, "øhm der er noget jeg gerne lige vil fortælle jer" hun gnider sine hænder sammen og virker smule nervøs. "Marcus og Martinus, der er noget vigtigt jeg gerne lige vil fortælle jer" vi lytter begge godt efter, og hun fortsætter, "for nogle dage siden, fandt jeg et gammelt album med billeder.......jeg fandt et billede af mig, da jeg lige var blevet født..." hun holder en lille pause, "men billedet var ikke helt. Billede var revet over....ligesom det billede min mor og far har rammet ind og har stående på deres sengebord. Jeg gik hen til billedet på min mor og fars soveværelset, tog det ud af rammen og sandt nok, så passede de to billeder sammen."

"så du har altså en søster?" afbryder Martinus og virker helt optaget i det Natascha fortæller.

"Jeg snakkede med en der hjælper omkring sådan noget, og han fandt ud af navnet" hun kigger diskret over på Sofia.

"Sofia er min søster, men ikke bare min søster, hun er min tvilling." Hun kigger med det største glimt i hendes øjne over på Sofia, mens jeg kigger på Martinus, der har tårer i øjnene. Nurgh.

"Men hvornår har I så fødselsdag??" spørger jeg bare af nysgerrighed, for en af dem, må så have holdt fødselsdag den forkerte dato.

"ja, det viste sig så, at vi har fødselsdag den 18 februar" siger Natascha. Jeg nikker og kigger på Sofia, der sidder med det største smil på sine læber.