I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 54// løbeturen

En masse tanker flyver rundt mit hoved, da jeg vågner. Det er jo helt forkert! Han er min bedste ven. Jeg kan ikke kysse min bedste ven! men så alligevel føles det rigtigt. Er han mere end bare min bedste ven? Nej, jeg skal ikke have noget med en dreng fra et andet land.

Jeg bliver nødt til at få disse tanker væk fra mit hoved, og den eneste måde der virker, er enten at løbe en tur, eller tage et bad. Jeg vælger begge dele.

Jeg skubber blidt Marcus' arme væk, hopper i noget løbetøj og lister ud af mit værelse. Da jeg kommer ud fra hotellet, ser jeg, at der stadig ligger mange fans ude foran hotellet. Sygt nok alligevel. Tænk at de ofre sig sådan, der kunne jo ske en masse ting med dem.

Jeg løber faktisk en rimelig lang tur, men det er også bare sådan en smuk tur, at løbe. Alle de forskellige kultur, der er samlet omkring ét land. Under løbeturen ringer min mobil, så jeg standser og ser det er Marcus. Nej, Sofia du må ikke tage den. Jeg lader den ringe og løber videre, men der går ikke så lang tid, før min mobil ringer igen. Årh Marcus, stop nu. Jeg lader den igen ringe og prøver virkelig at fokuser på noget andet, end den aften i går. Det var så romantisk og jeg følte mig som noget specielt, men jeg kan ikke være sammen med en fra Norge. Efter godt tolv ubesvaret opkald fra Marcus og min telefon ringer igen, bliver jeg simpelthen nød til at tage den og fortælle Marcus, at jeg ikke kan snakke. Jeg tager telefonen op til øret og nærmest råber, "MARCUS JEG KAN IKKE SNAKKE, JEG ER UDE OG LØBE!!" men jeg bliver ikke svaret af Marcus, men en kvindelig stemme, "Er det Sofia Jensen jeg snakker med?" jeg køler ned og svare forsigtigt med et, "ja, øhm hvem snakker jeg med?"

"Du snakker med Kristina fra Odense sygehus"

"Ja?"

"Jeg ringer angående en Anne Jensen"

"mor? Er der sket noget?"

"Din mor blev fundet i jeres lejlighed i Valby, og blev med det samme ført herhen......Sofia, din mor er gået bort."

og der bryder min verden sammen, Jeg ryger ned på jorden og helt grædefærdig. Det kan godt være, at jeg ikke har haft det rigtige mor-datter forhold med min mor, men hun er trods alt min mor, min kære mor. Jeg skal hjem, helt hjem og det er nu.

Marcus' synsvinkel

Jeg vågner op med en helt fantastisk følelse, men da jeg kigger ved min side, er Sofia der ikke. Jeg tjekker først badeværelset, men der er hun heller ikke, så jeg skynder mig hen til min mobil og finder Sofias nummer. Hun tager den ikke! Hvor kan hun være? Jeg ringer igen og igen, men telefonen bliver ikke taget. Er der sket hende noget? Er hun okay? Jeg må finde hende! Jeg skynder mig at få noget tøj på og så er jeg ellers den der er ude af værelset, men jeg stopper blidt op, da jeg ser alle fansene ude foran hotellet. Jeg må ud, men ikke denne vej. Jeg får fat i en af hotellets medarbejder og får vist en bagindgang. Jeg løber og løber igennem Finlands mange gader, og jeg er næste ved at give op, indtil jeg ser en pige sidde på jorden. Men det er ikke hvilken som helst pige, det er SOFIA!! "Sofia!" råber jeg, men der kommer ingen kontakt. Jeg løber hen til hende. "Sofia er du okay?" Jeg er nået hen til hende, og da hun kigger op på mig med helt røde øjne og tårer der daler ned af hendes kinder, kan jeg se der er noget helt galt, "Marcus" hvisker hun stille og læner sig ind til mig. Vi sidder bare sådan i et stykke tid, indtil der bliver hvisket stille, "Marcus hun er død"

"hvad? Hvem er død?" Svare jeg hende, endnu mere forvirret.

"Marcus min mor er død" og der bryder Sofia sammen igen. Jeg knuger hende ind til mig og hviske stille ned til hende, "kom Sofia, lad os tage tilbage til hotellet" Jeg løfter hende op i brudestilling, mens hun stadig har hovedet ind til min krop. Jeg begynder stille og roligt at gå hjem, og da jeg er noget hen til hotellet, glemmer jeg helt alle fansene, så jeg går hen imod hovedindgangen og selvfølgelig bliver jeg opdaget af de mange fans, men de træder stille tilbage igen, da de ser Sofia. Jeg går ind af indgangen og ser bag mig en masse blitz fra telefoner. Fedt! Så starter rygterne om Sofia. Jeg går stille op til vores værelser, men i stedet for at gå ind på Sofias værelse, går jeg ind af døren til mit og Martinus værelse. Da jeg kommer ind siger Martinus, "Hey Marcus hvordan gi.." og han stopper hans sætning, da han ser Sofia, "hvad er der sket?" siger han stille, da jeg har lagt Sofia hen i sengen. Jeg ligger mig helt ind til hende og hun putter sig langsomt ind til mig. "Marcus?" høre jeg Sofia hviske, "Ja Sofia" siger jeg stille tilbage, "jeg skal hjem, helt hjem" og idet hun siger det, går Martinus ud af værelset og kommer tilbage med far, "Marcus flyt dig lige" Siger han og jeg rykker mig stille væk fra Sofia, så far kan sidde på sengekanten ved Sofia, "Sofia, hvad er der sket?" siger han stille og stryger blidt hendes hår med hans hånd. "Mor....Mor er død" får hun grædt sig stille frem.