Sofia er en dansk pige, der lever et helt normalt liv som 15 årig.
Hun har en bedste veninde kaldt Natascha, de har kendt hinanden siden.....altid, og bruger alt deres tid sammen, eftersom at der er problemer hjemme.
Men en dag ændres det hele, og v...
Det er i dag. Dagen hvor Natascha skal hjem til Danmark igen. Jeg kommer virkelig til at savne hende, men igen, det har været rart at være sammen med hende igen, da jeg ikke føler at vi fik brugt den sidste tid inden jeg rejste, så godt sammen. Desuden har Natascha også fundet kærligheden i Martinus, så jeg nok til at se hende igen, inden året er omme.
Jeg ligger bare i min og Natascha's seng med lukkede øjne, jeg er ikke helt parat til at åbne dem endnu. Men jeg åbner dem kort tid efter, da jeg høre en lynlås. "Godmorgen Natascha" siger jeg, men stadig lidt trist, da jeg ved hun skal afsted om 8 timer. "Godmorgen Sofia. Har du sovet godt?" hun kommer over i sengen og snakker. Jeg nikker som svar, men det er ikke helt sandt, for jeg ar faktisk ikke sovet så godt. Jeg har tænkt på Marcus. Det er virkelig mærkeligt ikke at snakke med ham, men jeg må ikke give mig, selvom det er svært, når han er min bedste ven. Ej nu stopper du Sofia, du skal være hård og han har fortjent det.
Eftersom hverken mig eller Natascha har fået tøj på endnu, vælger vi at stå op. Jeg tager min denim nederdel, en sort læder top og udenover tager jeg min store jakke på, som bare giver lidt ekstra. Mine sko bliver bare mine hvide adidas. Jeg giver mit hår en smule krøl, som jeg plejer at gøre og min makeup bliver mit ynglingslook, hvor jeg gør lidt ud af min øjenskygge.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Gerd Anne har kaldt, at der er morgenmad. Jeg går ud af værelset og jeg ser at alle sidder om bordet, undtagen Natascha og jeg. Jeg kigger ikke på Marcus, altså det som om han slet ikke er tilstede. "Så er det i dag du skal hjem Natascha" starter Kjell Erik ud, bare for at få en samtale. "Ja det er det. Jeg kommer virkelig til at savne jer" svare hun og ligger sin hånd ovenpå Martinus' og giver hinanden det største kærligheds-blik. Det er faktisk også lidt trist at de skal sige farvel, når de lige har fundet hinanden. Jeg krydser fingre for at det holder. Vi får hurtigt spist færdig, Natascha og jeg siger pænt tak for mad og rejser os. Vi har nemlig planlagt, at vi i dag bare skal være nede i byen. "Hvad skal I?" spørger Marcus pludselig om. Jeg hurtigt på ham, men ignorere bare hans spørgsmål og går ud af døren. Dog kan jeg høre at Natascha svare ham, "Vi skal bare ned i byen lidt".
Timerne går rimelig hurtigt, hvor vi bare shopper, griner og nyder hinandens selvskab. "Vi må nok hellere se at komme tilbage" siger Natascha, da hendes mor har skrevet at hun skal komme hjem, og de køre mod lufthavnen og en halv time. Jeg nikker og vi går hurtigt hjem. På vej op til lejligheden, støder vi på Marcus, "Sof.." mere når han ikke at sige før jeg afbryder ham, "nej Marcus" og vi fortsætter op til lejligheden.
Natascha var forberedt og havde pakket sine ting, så hun brugte faktisk bare den halve time på Martinus. De gik med det samme ind på Martinus' værelse og jeg kunne tydeligt høre at de kyssede. "Er du klar Natascha?" råber hendes far og Natascha kommer ud fra værelset, hånd i hånd med Martinus, sikke en overraskelse. Vi går alle med ned til taxaen og siger farvel. Først er det Gerd Anne, Kjell Erik og Emma der siges farvel til først. Derefter er det Marcus, og jeg kan se hun hvisker et eller andet i hans øre. Hvad? Hun går overraskende hen til Martinus før mig og siger farvel, de kysser en del og man kan tydeligt se, at de begge har tårer i øjnene. Nu er det min tur og der kan jeg se at Natascha ikke kan holde masken mere, hun græder. Vi står og krammer en helt masse og jeg kan næsten ikke give slip på hende. "Så er det nu Natascha" siger hendes mor trist, og lige inden Natascha slipper mig hvisker hun mig i øret, "giv ham nu en chance" Jeg svare hende ikke, men giver hende et lille klem, "vi skrives" afslutter hun og sætter sig ind i bilen. Farvel Natascha. Vi står stadig og vinker indtil vi ikke kan se dem mere. Natascha's sætning går stadig gennem mine tanker, giv ham nu en chance, giv ham nu en chance, giv ham nu en chance....
