I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 55// :(

Sofia's synsvinkel

Jeg føler mig tom, jeg føler at jeg intet er værd. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg savner hende. Jeg savner min mor.

Marcus har flere gange prøvet at forstå mig, men han kan ikke. Han ved ikke hvad jeg går igennem, han har stadig sin mor.

Kjell Erik aflyste drengenes optræden i aften, fordi han mente at jeg ikke selv måtte rejse hjem i den tilstand jeg nu er i og drengene simpelthen er for svage lige nu til at spille på grund af situationen, så vi har alle pakket vores ting og sidder nu i en bil, på vej til en lufthavn i Finland og skal hjem til Norge, som så ikke er mit hjem mere. Ja læst mellem linjerne er mit udvekslings år i Norge slut efter godt 2 ½ måned. Marcus ved det ikke endnu, og han får det nok først af vide, når jeg står og skal med flyet tilbage til Danmark. Gerd Anne og Emma skulle gerne stå i lufthavnen i Oslo, med mine ting og så er jeg ellers den der er fløjet hjem til mit gamle liv, bare uden min mor.

Men lad os nu lige tage en ting ad gangen, nu sidder vi i flyet på vej til Oslo.

Skyerne på himlen former sig til hvidt candyfloss. Tænk at noget så enkelt kan blive så flot, bare man kunne sige det samme om mig. Jeg sidder med solbriller, stor hættetrøje, bukser, mit hår er sat op i en hestehalen, intet makeup, kun mine røde øjne og en masse tåre fylder mit ansigt, jeg tror aldrig jeg har været så grim i hele mit liv, men nu er jeg rimelig ligeglad. Marcus sidder ved siden af og jeg har stadig ondt over at han intet ved, men vi havde jo heller ikke rigtig noget, ud over han var min bedste ven og måske havde vi en lille flirt, men ikke noget der betyder noget.

" As you can see out of the window, flies now Oslo, and we expect to land in about 5-10 minutes." lød det i højtalerne på flyet. Så er det nu vi lander. Det hele går faktisk som smurt og vi venter bare på vores tasker og drengenes små kufferter. Jeg kan godt mærke at tårerne presses på igen, når jeg kommer til at tænke på, at det er sidste gang jeg kommer til at se denne familie. Vores ting kommer kørende ud på båndene og vi får alt med. Vi går ned af sådan en lang gang og da dørene åbnes, står Gerd Anne og Emma, men uden mine ting. Selvom det ikke er til forstår, har jeg det virkelig svært ved at give Gerd Anne en krammer, og jeg mener ikke af ond mening, men fordi hun var som en mor for mig, men jeg giver hende en krammer og midt i krammet hvisker hun mig i øret, "vi har tjekket din bagage ind. Jeg kommer sådan til at savne dig" og der kommer alle tårerne igen. Vi går samlet hen til min gate og jeg kan tydeligt se på Marcus, at han ikke er helt med.

Marcus' synsvinkel

Sofia er helt nede, og selvfølgelig er jeg trist over, at vi blev nødt til at aflyse vores optræden, men Sofia er vigtigere og hun har aldrig før været mere sårbar, som hun er lige nu.

Det kan godt være, at hun er lidt hård lige nu, men det er en skal og den kan nem knække. Når jeg ser Sofia på denne måde og i denne situation hun står i lige nu, får jeg virkelig ondt i hjertet, ingen skal opleve dette som hun går igennem nu, så vi må være gode ved hende, når vi kommer hjem til Trofors. Hun skal føle sig som en del af familien og føle, at hun stadig har en familie.

Vi er lige landet i Oslo lufthavn og har fået vores ting. Sofia ser stadig trist ud, men på en anderledes måde nu. Vi går ned gennem en lang gang, dørene åbnes og jeg ser mor og Emma stå og vente på den anden side. Hvorfor er de her? Vi går hen og giver dem begge et kram og som jeg troede var på vej mod udgangen og skulle hjem, begynder vi at gå en anden vej end hvor udgangen er, hvad sker der?

Sofia ser ikke lige så forvirret ud som mig, ved hun hvad vi skal?

"Jeg er virkelig ked af det" siger Sofia stille og jeg forstår ikke rigtigt hvorfor hun siger det, før vi stopper foran en gate og jeg kigger på skærmen og ser at der står, "flyet til Danmark går om 5 min"

HVAD?

Jeg kigger på Sofia, der også kigger på mig med et par triste øjne. Er det sandt? Er det et farvel? Jeg går hen, tager hendes hænder og kigger hende i øjnene "Sofia?" hun kigger ned på vores hænder og derefter op.

"Flyet til Danmark letter om 2 min." bliver der sagt i højtalerne.

Hun slipper langsomt mine hænder, "Farvel Marcus" og går ned af gangen til flyet. Nej, nej, nej, jeg må stoppe hende, jeg løber lige forbi damen der tjekker ens billetter og ned af gangen, "Sofia!" hun stopper op og vender sit hoved, "Marcus hvad laver du?" jeg skynder mig at løbe hen til hende og gør det første der skyder mig ind.

Mine læber rammer blidt hendes.

"Sidste kald for flyet mod Danmark" bliver der igen sagt i højtalerne. Vores læber slippes, "Marcus jeg bliver nødt til at gå" hvisker hun, slipper mine hænder, går det sidste stykke hen til flyet og idet hun skal til at gå ind i flyet bliver jeg taget af to vagter, "Sofia jeg elsker dig!!!" råber jeg for sidste gang, hun kigger på mig og træder ind i flyet. Farvel Sofia.