I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 135//minderne

Vi har sat os ned til søen med en masse tæpper. Drengene har taget en guitar med, så de har vel tænkt sig at synge? Jeg pakkede en lille kurv hjemmefra, men nogle skumfiduser, chokoladekiks, pinde og nogle drikkevare. Drengene er gået i gang med at prøve og få tændt et bål, hvilket ser utrolig morsomt ud. "hva Martinus, sagde du ikke at du var en rigtig mand?" griner jeg og nyder synet af ham prøve at tænde et bål. Han har overhovedet ikke fattet pointen med at tage noget papir og tænde det med en lighter? Jeg får dræberblikket, "det er jeg også" siger han irriteret, hvorefter han vender hovedet mod mig, "som om du kan tænde et bål" griner han og jeg tager med det samme imod udfordringen. "ryk dig" siger jeg og skubber Martinus væk, hvorefter jeg tager noget papir og finder en lighter. Bum! så var der lavet bål. "det var også det jeg havde tænkt mig" siger Martinus, total bagklog. "så siger vi det" var det eneste svar jeg kunne komme med, før jeg satte mig tilbage på min plads.

___________________

"arhhh Sofia...en chokoladekiks, nu, min skumfidus er ved at ryge af" siger Natascha nærmest helt panisk og jeg rækker hende med det samme en chokoladekiks. "du er min helt" griner Natascha og griner over, hvor latterlig hele situationen lige var. "Skal du?" spørger Marcus mig pludselig og ser, at han rækker en pind over til mig, "nej tak" siger jeg og trækker mig endnu mere sammen under min kjole. "fryser du?" spørger han derefter. "narh det går nok" svare jeg ham og giver ham et lille smil. Jeg vender mit blik over mod Natascha og Martinus, der sidder og fodre hinanden med varm skumfidus og chokoladekiks. Jeg kigger ned i jorden og bliver måske en lille smil jaloux på dem. 

Jeg får det største chok, da Marcus pludselig sætter sig helt ind ved siden af mig og trække mig ind til ham under hans tæppe. Jeg kigger stille op mod ham og ser han bare kigger op på stjernerne med et smørret smil og lades som ingenting. Et lille smil dannes på mine læber og jeg rykker mig helt ind til ham. 

Jeg sidder i mine egne tanker og føler mig helt tryk over at jeg er så tæt på Marcus igen, udover hvor mærkeligt dagen med Marcus i dag lige har været. Først brusebadet, så stødet ved madlavningen, brusebadet igen og nu det her. Måske er det et tegn? 

En melodi begynder at spille og jeg lægger hurtigt mærke til, at Martinus har hevet guitaren frem og begynder at spille lidt på den. Jeg genkendte hurtigt melodien fra sangen. Det var sangen jeg sang til Marcus den dag på scenen til en af deres mange koncerter.

Martinus begynder stille at synge noget af den.

*Det er sangen i finder ovenover teksten*

Alle minderne begynder pludselig at komme frem og jeg ikke andet end at trække lidt på smilebåndet og nyde at høre Martinus spille. 

Mine tanker bliver pludselig afbrudt af Marcus. Han begynder og synge med Martinus, men Martinus stopper pludselig, så det kun er Marcus der synger. Hans greb om mig bliver strammere. Jeg tager forsigtigt fat i hans hånd, hvilket får ham til at kigge ned mod mig. Jeg forsvinder helt ind i hans øjne og lyden af hans stemme er helt fantastisk.

_____________________

Martinus begyndte at spille en helt masse andre sange og jeg nød hver eneste sekund af dem. "skal vi snak?" bliver der hvisket i mine øre. Jeg nikker og går med Marcus lidt væk fra de andre og om bag et træ. 

"Jeg er virkelig ked af det" starter han ud med at sige. Jeg tager mig til arm og kigger ned i jorden. "Jeg ved det var dumt og jeg fortryder hver enkelt ting jeg har gjort" jeg siger ikke noget, men lader ham snakke videre. "Du betyder alt for mig og...og jeg værdsatte dig ikke nok" der bliver stille i nogle sekunder, som virker flere minutter. "Sofia, Jeg elsker dig jo" jeg kigger op mod ham og ser hans øjne er som glas, hvor den mindste bevægelse vil få det til at knække. 

Jeg tager fat i hans jakke og hiver mig helt ind til og lader min hånd læne sig på hans kind. "tilgiver du mig?" halv hvisker han. En tårer begynder stille at glide ned af min kind, men Marcus fanger den og tørrer den væk. "jeg kan ikke Marcus" jeg slipper hans kind og kigger væk, indtil Marcus tager hans finger og får vendt mit hoved mod ham og begynder stille at læne sig ind mod mig, "Marcus?" hvisker jeg, "det er okay" svare han mig og hans pande rør nu min.

Hallo mennesker!! ahahaha

Nu vil jeg gerne prøve at se, hvor mange der har et gæt på hvem jeg er:

Hvor gammel er jeg?

Hvad klasse går jeg i?

Hvor længe tror I jeg har været fan?

Hvor længe har jeg skrevet på denne historie?

Hvem er min ynglings af drengene?

Den der får flest rigtige/alle rigtige får et shoutout.