I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 64 // svært at fortælle

>*Personlig oplevelse i dette kapitel*<

"Marcus du forstår det ikke. INGEN forstår det!!" råber jeg nærmest direkte ind i hans hoved. tårene løber ned af mine kinder og Marcus ser helt forskrækket ud, hans øjne er helt store og han gisper let. "undskyld Marcus, det skal ikke gå ud over dig" hvisker jeg stille og jeg tror ikke, at han hørte det, for han går direkte ud af døren og nærmest smækker den i. Fedt! nu har jeg gjordt Marcus ked af det. Jeg griber hårdt fat i min pude og nærmest kaster den op af væggen, og derefter ligger mit hoved tilbage ned i sengen. Jeg tror, fordi at jeg er så ked af det, bliver jeg hurtigt træt for mine øjenlåg bliver ihvertfald ligepludselig rigtig tunge og til sidst kan jeg ikke holde dem åbne mere.

Marcus' synsvinkel

Vi har lige sagt farvel til Sofia, der skal have en tøsedag med Natascha, så nu er det bare mig og min bror, "hey bro, skal vi ikke holde fifa-dag" spørger Martinus mig. Hvem kan sige nej til en fifa-dag, så jeg svare selvfølgelig, "helt sikkert!"

"fedt! jeg laver lige en skål chips og sådan. Du kan bare gå op og starte den" han går ud i køkkenet og jeg går op på mit værelse, hvor jeg stiller to sækkepuder og en masse tæpper, jeg starter for min playstation, og så venter jeg ellers på Martinus. Men jeg når lige at sætte mig, før jeg høre hoveddøren gå op, og en Martinus der siger, "hvad er der sket?" Er det Sofia? jeg høre en dør smække overfor min dør, og der er jeg ellers 100% sikker på, at det er Sofia. Skulle hun ikke være sammen med Natascha? jeg rejser mig fra sækkestole og går hen til Sofia's dør. Hun åbner ikke da jeg banker på første gang, så prøver en gang til, men heller ikke denne gang bliver der åbnet. Jeg åbner stille døren og ser hun ligger med hendes hoved begravet i hendes pude. Jeg sætter mig på kanten af hendes seng, føre stille min hånd på hendes ryg, "skat hvad er der sket? skulle du ikke være sammen med Natascha" hun tager en dyb indånding og vender mit hoved, så jeg kigger ind i hendes øjne, der går ikke længe før hun bryder fuldstændig sammen og vender tilbage til hendes pude, "fortæl" siger jeg forsigtigt, men istedet for at snakke stille og roligt, vender hun sit hoved og nærmest sætter sig op, hvorefter hun råber, "Marcus du forstår det ikke. INGEN forstår det" tårene løber ned af hendes kinder, da hun råber det og jeg bliver rimelig chokeret over situationen. Det her det kan jeg ikke, hun mumler et eller andet, men jeg er allerede på vej ud af døren. Jeg kan simpelthen ikke snakke med hende lige nu.

Istedet for at gå ind på mit værelse igen, hvor Martinus venter i sin sækkestol, går jeg ned i entreen, tager mine sko på og min vindbreaker, jeg har simpelthen brug for at løbe en tur, og få noget luft. Jeg smækker døren i og begynder at løbe ned hen imod skolen og videre rundt, så jeg når til en sti, der føre igennem skoven og hjem igen. En masse vrede tanker løber igennem mit hoved, da jeg løber, Hvorfor skal hun være sådan? hvad er der sket? jeg har ikke gjordt hende noget? arh! hvorfor fortæller hun det ikke bare?

Efter en god lang løbetur, er jeg endelig noget hjem. Jeg åbner hoveddøren, smider mine sko og går ind på mit værelse, hvor Martinus ikke sidder mere. Jeg finder noget rent undertøj, jeg går forbi Sofia's dør, da jeg skal ud på badeværelset, den er stadig lukket. Jeg fortsætter bare ud på badeværelse, lukker døren, starter noget musik, smider tøjet og går ind under det varme vand. Musikken minder mig om Sofia, og det gør mig både irriteret og ked af det. Jeg forstår stadig ikke hvorfor hun er hjemme? jeg træder ud af bruseren, tager mit tøj og smider det i vasketøjskurven og går tilbage til mit værelse, hvor jeg lukker døren og smider mig i min seng og tænder for fjernsynet, hvor der bliver vist en fodboldkamp. Man kan vel altid se fodbold.

Jeg ved ikke hvor lang tid der går, men jeg har set to fodboldkampe og en film, da der ligepludselig banker på min dør. Det er sikkert bare Martinus, eller mor og far der er kommet hjem. "kom ind" siger jeg og døren åbner stille. Sofia kommer frem i døren, hun har stadig helt våde øjne. Jeg siger ikke noget og hun siger ikke noget, hun går bare stille hen imod mig i sengen, "Undskyld Marcus" hvisker hun nærmest, men højt nok til at jeg kan høre det. Hun kigger op på mig og en lille tåre løber ned af hendes kind. Jeg siger stadig ikke noget, men hun sætter sig på kanten af min seng og kigger ned i hendes hænder, der ligger på hendes skød, "Marcus, jeg havde engang en rigtig god veninde. Hun var faktisk min første rigtige veninde.....eller det troede jeg. For lidt over et år siden, begyndte hun at ignorere mig....eller alle begyndte faktisk at ignorere mig. Jeg havde ingen." hun tog en dyb indånding og fortsatte, "hun gik rundt og fortalte rygter om mig, sådan nogle rigtige onde rygter. Hele min klasse gik imod mig." hun vender sit hoved over mod mig, "jeg havde ingen Marcus. Jeg var helt nede." hun kigger tilbage på hendes  hænder, "heldigvis kom jeg i en ny klasse, og begyndte at snakke med Natascha. Først kunne jeg ikke forstå det, men hun var der. Hun var den der fik mig på benene igen, hun var den der lærte at være mig selv." jeg sætter mig halvt op til hende, da hun igen bryder sammen, "Marcus jeg har mistet hende......hun har glemt mig." hun læner stille sit hoved ind på mit bryst, "hun havde glemt vores aftalte, hun var sammen med Clara og havde helt glemt mig." Jeg krammer hende helt ind til mig, og læner mig tilbage så vi begge ligger ned i sengen. Hun ligger med sit hoved på mit bryst, "jeg har ikke nogen veninder i Danmark...." Hun kigger op på mig, og jeg læner mig ned, så vores læber mødes. Jeg kan mærke at hun slapper helt af i vores kys, "Marcus jeg er virkelig ked af at jeg råbte sådan af dig. Du prøvede jo bare at hjælpe.........jeg har bare rigtig svært ved at fortælle folk dette, fordi de enten ikke tror på det og tænker jeg lyver, eller så vil de få sygt meget ondt af mig, og så vil jeg få en helt masse opmærksomhed, og du ved jeg hader opmærksomhed." jeg kigger op i loftet, og får lidt dårlig samvittighed, "Sofia, hvorfor sagde du det ikke bare. Du ved jeg elsker dig og at jeg altid vil være her for dig." hun flytter sig fra mit bryst og læner sig stiller over mig. "Marcus, undskyld. Jeg elsker dig" hun planter sine læber på mine og ligger sig ved siden af mig. Hvordan kunne Natascha gøre dette? jeg bliver nødt til at snakke med Martinus omkring dette.

Sofia falder rimelig hurtigt i søvn, så jeg giver hende et kys på panden og lukker selv mine øjne. Sikke en dag.

Dette kapitel har været rimelig svært for mig at skrive, da dette faktisk er en meget personlig historie. Hvis i har spørgsmål omkring det, er i velkommen til at spørger og jeg vil selvfølgelig svare. 

Jeg vil gerne sige stort TAK til Natascha. Du betyder rigtig meget for mig, og det var dig der fik mig op at stå igen, du var og er den der forstår mig. Jeg håber aldrig at jeg mister dig, for du har virkelig en stor betydning i mit hjerte og i mit liv. <3