I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 57// NATASCHA! (1)

Jeg har skrevet med Natascha hele morgenen. Hvis I troede, at jeg ville være sur på hende, så tager i fejl. selvfølgelig er jeg ikke sur på hende, bare fordi hun rejste uden at sige det, som sagt ville hun overraske mig der oppe.

Natascha har skrevet, at drengene og hende er i skole, og man skulle tro, at jeg også skulle gå i skole, men nej, jeg valgte jo udveksling, selvom det er slut, så jeg holder bare et sabbat år. Men hun har skrevet at de er i skole den næste måned, før de skal til LA, så her om to dage skal jeg flyve til Norge, hvor jeg så skal bo hos Natascha i 2 uger. Der er bare lige den lille ting, at drengene ikke ved det, og slet ikke Marcus.

Uff, bare hans navn giver mig sommerfugle i maven.

Selvom jeg har aftalt med Natascha at jeg kommer og drengene ikke må vide det, har jeg ikke direkte sagt til Natascha, hvorfor jeg kommer og omkring mine følelser, men jeg har fortalt hende, at der er noget vigtigt jeg skal fortælle hende. Årh, jeg kan slet ikke vente.

***

Dagene går rimelig hurtigt fremad og drengene ved stadig ikke, at jeg kommer. Jeg glæder mig sådan til at se dem igen, for sidste da jeg rejste fik jeg ikke rigtig sagt farvel til Emma, Martinus, Kjell Erik og for den sags skyld Marcus.

Jeg håber bare ikke, at Marcus er sur på mig eller, at han har glemt mig.

Han sagde jo selv, at jeg var noget specielt.

Jeg lyner min taske, finder mit pas frem og sætter mig ud i bilen til Bedstefar, der skal køre mig til lufthavnen. De er lige så nervøse som mig, men mest af alt, tror jeg bare de glæder sig til at høre, hvordan det er gået med hensyn til Marcus. Jeg har snakket lidt med Natascha og, at jeg skal overraske ham henne ved skolen, når de har fået fri, da det ikke er Natascha selv, der henter mig i lufthavnen, men hendes forældre, da hun jo som sagt er i skole.

"God tur, husk nu at fortæl alt" siger min bedstefar og giver mig et kys i håret.

"tak bedstefar, jeg fortæller jer alt" siger jeg og krydser fingre.

Han giver mig det sidste kys i håret, inden han går tilbage til bilen og jeg skal hen til mit fly. Det hele går nemt igennem lufthavnen og jeg sidder nu i flyet. Ahah, det gør jeg tit, ik?

Flyet letter og jeg er nu på vej.

"Marcus jeg kommer nu!" hvisker jeg, men ikke stille nok, for personen ved siden af mig, smågriner lidt, men jeg er ligeglad, jeg skal være 100% fokuseret.

En masse tanker flyver igennem mit hoved. Hvordan vil han reagere? Har han savnet mig? Elsker han mig stadig? Hvad siger Natascha, når jeg fortæller hende om mine følelser osv. Jeg kan godt mærke, at jo tættere vi kommer på Oslo, jeg mere nervøs bliver jeg og det er faktisk lidt ubehageligt.

Vi lander fint i Oslos lufthavn og det hele går fint, jeg finder Nataschas far, vi snakker hele køreturen hjem og jeg fortæller ham om mine plan, den samme plan jeg fortalte Natascha. Han behøver heller ikke at få det af vide endnu, men eller griner vi og har det samme forhold som vi havde i Danmark, næsten et far-datter forhold, selvom jeg udmærket godt ved, at jeg ikke er hans datter.

Da vi kommer hjem, lister jeg stille op på Natascha's værelse, og venter på, at hun kommer hjem. Jeg glæder mig virkelig til at se hende, og det bliver endnu mærkeligere i fremtiden, nu hvor at hun ikke bor i Danmark mere. Jeg kigger lidt rundt på hendes værelse, det er godt ok blevet flot, indtil jeg høre en hoveddør gå op og en velkendt stemme råber mit navn, "SOFIAAAA!" jeg kan høre, at hun løber op ad trapperne og inden jeg ser mig om, er hun sprunget ind af døren og overfaldet mig med det største kram. Gud hvor har jeg savnet hende.

Vi sætter os stille i sengen, "Hvad var det så du ville fortælle mig Sofia? Gud hvor har jeg savnet dig. Er du har udviklet dig siden sidst." og hun fortsætter, til sidst bliver jeg nødt til at afbryde hende, "det er også godt at se dig Natascha, men gier lige lidt ned, så jeg kan fortæller det virkelig vigtige" hun sætter sig til ro og har slået sine lytte-øre ud. "Det er Marcus" siger jeg stille og et bredt smil kommer frem på hendes læber. "Jeg elsker ham"

"Hvad?" råber Natascha måske lidt for højt, men derefter siger normalt, "Hvordan skete det? Jeg har aldrig hørt dig sige det ord, siden din far forlod jer?"

"nej jeg ved det godt, men jeg havde denne mærkelig følelse i min krop og siden den dag jeg kom tilbage, har jeg grædt hver nat. Jeg savner ham og jeg mangler ham i mit liv." Hun kan slet ikke styre sig selv, hun er helt hypper og vist eller det håber jeg, glad på mine vegne.

Vi snakker resten af aftenen, indtil klokken bliver mange og Nataschas far kommer ind og siger at vi skal gå i seng, så vi er klar på en ny dag i morgen. Ja nemlig en ny dag, en dag hvor jeg Sofia skal overraske Marcus og Martinus.

Jeg har vidst ikke været så god til at sige tak, så nu får i det.

TAK! TAK! TAK! 21k læsere og 1K votes, det er jo helt utrolig, troede aldrig at jeg skulle nå så langt.