I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 89// shoppetur

Det er nok en uge siden jeg sidst snakkede med jer, men vi er altså kommet hjem fra vores skiferie, som jeg ellers brugte på sofaen. min skade er blevet meget bedere, jeg går uden smerter, men kan stadig godt mærke det lidt, når jeg skal rejse mig fra sofaen eller bare generelt når jeg skal rejse mig. Marcus har passet godt på mig og serviceret  meget til den helt store guldmedalje, hvilket jeg ikke har fortjent, men jeg har da nydt det.

I dag er der lige præcis 4 dage til juleaften, hvilket bliver min første juleaften i Norge. Jeg glæder mig helt sindsygt, men på den anden side er jeg også nervøs, for jeg har nogle små problemer. Hvad skal jeg give i gave til drengene?

Mine tanker bliver afbrudt af Natascha, "hey Sofia, vil du med ud og shoppe julegaver sammen med os andre?" jeg ryster diskret med hovedet før jeg svare, "ja klart" jeg rejser mig fra sofaen, dog med lidt smerte, men jeg skynder mig at gå ud i køkkenet, tager en smertestillende og derefter ud i gangen, hvor jeg tager min jakke, sko og taske på. Gerd Anne køre os til Mosjøen, hvorefter vi bliver sat af ved Sjøsiden center. 

Køretiden går faktisk rimelig hurtigt, men det er nok også fordi at vi sidder hele vejen og høre på norsk julemusik, hvilket drengene og Gerd Anne kan teksten på. Imens sidder Natascha og jeg og fatter hat. haha, men de er nu meget gode.

"Tager i bussen hjem?" skynder Gerd Anne at sige, før Martinus lukker døren, "jep" svare han, lukker døren og vi går ind i centeret. Det er faktisk et okay stort center, men alligevel ikke. "godt drenge, Sofia og jeg skal lige noget, så vi deler os" siger Natascha og hiver mig afsted i armen. Jeg kan se at Marcus og Martinus bare står og ser forvirret ud, men derefter går den modsatte vej, "okay rolig Natascha, drengene er væk nu" hun standser hurtigt op og vi går ind i den første butik. "øhm ved du hvad du køber til Martinus?" spørger jeg Natascha, hun vender sig mod mig, "jeg ved det ikke helt endnu....måske noget tøj eller sådan noget?" jeg giver hende et skævt smil, da hendes forslag ikke hjalp mig, da Marcus og Martinus i forvejen har ALT for meget tøj. 

Vi går rundt i lidt forskellige butikker. Jeg får blandt andet købt noget tøj til juleaften og nytårsaften, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Jeg har også fundet en gave til både Marcus og Martinus, men det får i først af vide på selve aftnen. "er du ikke snart færdig Natascha?" vi har været inde i rigtig mange tøjbutikker. så hun kunne finde det helt perfekte sæt til juleaften og lige nu er vi i den samme butik, som vi startede i. "ja ja ja, hvad siger du til denne?" hun trækker gardinet fra og der står hun i den fineste kjole. "DET SKAL VÆRE DEN" halv råber jeg. Hun ser virkelig godt ud. "virkelig?" hun hiver lidt i kjolen, mens hun drejer fra side til side og kigger nervøst ned af sig selv. Jeg nikker ivrigt, "okay så" hun hiver gardinet for igen og kommer ud igen med sit normale tøj på og kjolen i hånden. "lad os så få betalt og finde drengene" jeg nikker og følger efter hende op til kassen. 

"det blev denne kjole" siger kassedamen og smiler sit falske smil, som hun gør til alle kunder, "ja" svare Natascha. "Det bliver 400kr" Natascha roder rundt i hendes taske, for at finde sin pung, hvorefter hun trækker sit kort op. "så må i have en fortsat god dag" hun rækker posen til Natascha, "i lige måde" og så er vi ellers dem der er ude af butikken.

Vi når lige at komme ud af butikken, før min telefon ringer. Jeg trækker min telefon op af lommen og der det er Marcus der ringer, "hej skat" siger jeg, "hej, hvor langt er I?" "vi er færdige, hvor er I?" " vi er ved udgangen" svare Marcus, "så ses vi lige om lidt" siger jeg og ligger på. "Hvor langt er de?" spørger Natascha, imens jeg tager min telefon i lommen, "de står ved udgangen lige nu" hun nikker og vi går imod udgangen, hvilket ikke er så langt væk.

Vi ser hurtig drengen stå ved udgangen, men hovedet i deres telefoner. De opdager os slet ikke, så vi udnytter chancen og giver dem det største chok, "bøh" de giver et lille spjæt fra sig, men bryder derefter ud i et grin, "det må i ALDIG gøre igen" siger Martinus og løfter sin pegefinger, "det er godt med dig gamle" jeg giver ham et klap på skulderen og vi går alle mod busstoppestedet.

Wow jeg føler det er lang tid siden jeg har opdateret jer og ved også godt at dette ikke er det bedste kapitel.

Jeg vil ikke rigtig give nogen undskyldning, fordi alle har vist travlt med skole lige nu.

I næste kapitel finder jeg vinderen af et shoutout på enten historie eller instaprofil, så husk, at I stadig kan deltage.

/Anni