I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 75// Marcus og Sofia - part 1

Jeg skynder mig ud af døren, men Marcus er ikke til at se. Jeg løber rundt på hele dansestudiet, men han er her ikke, så er der vel kun et sted han kan være. Jeg løber ud af hovedindgangen og der ser jeg ham, sidde der på bænken ved busstoppestedet. Jeg står i noget tid og tager lidt mod til mig, inden jeg begynder at gå over mod ham, men i det splitsekund at jeg kun mangler at komme over lyskrydset og der er rødt for mig, kommer bussen. Jeg står bare og tripper og venter på at det bliver grønt, men da det bliver grønt er det alt for sent. Marcus er gået ind, og bussen er klar til at køre, jeg skynder mig alligevel alt hvad jeg kan, og jeg når faktisk hen til det vindue Marcus sidder ved. Han kigger på sin telefon, jeg hopper og danser, for at få hans opmærksomhed, men det er først, da bussen begynder at køre, at han opdager mig, og der ser jeg at han har tårer i sine øjne. "Neeeeeejjjjj!!!!" råber jeg, men ikke højt nok, for bussen køre videre. Jeg sukker dybt og går ind på dansestudiet igen, for det er rimelig koldt udenfor og jeg står bare her i kun mit danse tøj og sko. 

Da jeg kommer tilbage til lokalet er Frederik der stadig, "hvad så?" siger han da han ser mig, jeg kigger ned og ryster stille på hovedet, hvor jeg derefter tager mine ting, tager et lyn bad og så er jeg den der er skredet. Jeg skriver til Gerd Anne, at jeg har ondt i maven og derfor ikke kommer hen til Rune og dem og spiser aftensmad. Jeg går hen til busstoppestedet og ser på skiltet, "pis også, bussen går først igen om en time" siger jeg til mig selv, "hey jeg kan køre dig hjem" jeg vender mig rundt, og ser en mand jeg har set før, "øhm har jeg ikke set dig før?" han nikker, "jeg er familien Gunnarsens nabo" svare han, "hop ind, du ligner en der fryser" jeg nikker og sætter mig ind i bilen. 

Under turen hjem, bliver der overhovedet ikke snakket og jeg bliver faktisk en smule nervøs, jeg har jo altid fået af vide at jeg ikke må køre med fremmede hjem, men på en måde er ham her jo ikke fremmede, siden han ved at jeg bor hos familien Gunnarsen. 

Endelig er vi fremme ved huset, jeg træder forsigtigt ud af bilen, "tak for turen" siger jeg, "skulle det være en anden gang" jeg smiler bare og lukker døren, hvor jeg derefter går ind af døren, i håb om at Marcus er derinde.

Men nej, det eneste jeg finder er hans telefon og hans jakke, og han ville aldrig gå uden hans telefon. Jeg tager mine sko og jakke på igen, putter Marcus' telefon ned i lommen og går ud af døren igen. Jeg går lidt rundt omkring huset, i håb om at han er ude i haven, men det er han heller ikke og hvorfor skulle han også gå ud i haven uden jakke, når det er så freaking koldt, så jeg vælger at gå mod skoven, "Marcus" kalder jeg et par gange, indtil jeg finder ham sidde på en sten, stenen jeg plejer at sidde på, uden jakke "Marcus" hvisker jeg og han drejer sit hoved. 

Han ryster helt vildt, hans læber er blå og hans øjne er helt røde. Jeg går stille hen imod ham og sætter mig ved siden af ham, "kom her Marcus" jeg tager ham indtil mig og der kan jeg for alvor mærke hvor meget han ryster. Jeg tager min jakke af og kan straks mærke kulden, men jeg er ligeglad, jeg tager jakken over hans skuldre og giver ham forsigtigt et kys på kinden. Han drejer sit hovede mod mig, kigger mig dybt ind i øjnene, "jeg er ikke god nok" hvisker han og kigger derefter væk. Jeg tager min hånd på hans kind og drejer hans hovede tilbage, "nej du er ikke Marcus" jeg holder en lille pause, mens jeg ser skuffelsen i hans øjne, "du er perfekt" jeg rejser mig og stiller mig derefter lige foran ham. Jeg tager forsigtigt fat i hans hånd, mens han kigger på mig, "det inde i studiet var ingenting, Frederik er ingenting......Jeg vil kun have dig Marcus" han kigger bare ned og jeg har på fornemmelsen at han ikke tror på mig, så jeg vælger at sætte mig med et ben på hver side af ham, løfter hans hage op og placere et kys på hans iskolde læber, Jeg trækker mig stille og ligger derefter min pande mod hans, "Marcus jeg elsker dig af hele mit hjerte. Det er dig jeg vil tilbringe resten af mit liv sammen med, det er dig der skal være faren til mine børn og det er dig jeg vil sige 'ja' til i kirken. Marcus se mig ind i øjnene. JEG. ELSKER. KUN. DIG!" han har ikke rigtig nogen følelse i hans ansigt efter det jeg har sagt, og jeg bliver måske en smule ked af det og skal lige til at rejse mig, da han tager fat om mig, hiver mig tilbage og ind i et langt kys. Han rejser sig op, mens han løfter mig og begynder lige så stille at gå.