I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 67// Maraton!!!

Natascha's synsvinkel

"Sofia" sukker jeg og kigger lidt ned. "Det passer Natascha. Du så mig jo, men alligevel valgte du mig fra", "hey hey hey, Sofia det ikke sandt...." jeg holder en lille pause imens jeg stille rykker mig hen til hende, "Sofia jeg vil aldrig vælge dig fra. Du er mit et og alt....du er min søster" jeg kigger ned igen og nu kommer tårerne for alvor frem. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle sige noget, men når jeg ser hende sådan, går det direkte ind i mit hjerte. "hvad?" siger hun og snøfter, "Du er min søster" hvisker jeg nærmest, hun rejser sig hurtigt op fra sengen, "det kan ikke passe" siger hun og går hen til vinduet. Hun begynder at gå frem og tilbage, mens tårerne stadig render ned af hendes kinder, "det kan ikke passe" Døren bliver pludselig åbnet af Marcus og Martinus. Sofia stopper op, men skynder sig derefter ud af døren. "hvad sker der?" siger de begge chokeret, jeg ryster bare på hovedet og går ud af døren, for at finde Sofia, men hun er ikke til at finde, hverken på sit eget værelse eller resten af huset.

Sofia's synsvinkel

Jeg forstår ikke hvorfor Natascha er herinde, jeg vil ikke snakke med hende. "Sofia" sukker hun, "det passer Natascha. Du så mig jo, men alligevel valgte du mig fra" mere når jeg ikke sige, før hun afbryder mig, "hey hey hey, Sofia det ikke sandt...." hun holder en pause, hvor hun tager en dyb indånding og rykker sig tættere på mig, også selvom jeg ikke vil have det, rykker jeg mig ikke væk, "Sofia jeg vil aldrig vælge dig fra. Du er mit et og alt....du er min søster", "hvad?" hvad sagde hun lige? Nej det er ikke sandt, vi er ikke rigtige søstre, vi kender bare hinanden bare så godt, at vi kunne være det, men en ting vi ikker er så det, at vi ikke er biologiske søstre. "Du er min søster" hvisker hun højt nok til at jeg kan høre det. Jeg rejser mig hurtigt op fra senge. Er der noget jeg har gået glip af her? "det kan ikke passe" jeg går hen til vinduet, jeg har virkelig brug for at komme ud igen, ud i naturen. Jeg begynder at gå lidt frem og tilbage, mens jeg stadig siger, "det kan ikke passe" midt i det hele går døren pludselig op, og ind kommer Marcus og Martinus.

Jeg skynder mig hurtigt ud af døren, ned af trapperne, tager mine sko på og går ud af døren. Jeg løber alt hvad jeg kan ned til skoven, hvor jeg finder stedet. Det sted jeg altid kommer, når jeg har brug for at være alene, og bare kigge over noget fredfyldt. Jeg sætter mig på den store sten, tårerne løber stadig ned af mine kinder, og mit hovede flyver rundt med masser af tanker. Jeg kan ikke være hendes søster? jeg har min mor og hun har hendes. Vi ligner overhovedet ikke hinanden? og det passer heller ikke med vores fødselsdage? medmindre vi er.............

TVILLINGER.

nej nej nej, det er ikke sandt, og det er jo heller ikke sådan, at vi har fødselsdag samme dag, eller sådan noget, for så havde jeg forstået at der var en chance for at vi var søstre.

En gren knækker bag mig og jeg får et mindre chok. "Sofia" hvisker Natascha og sætter sig ved siden af mig. Jeg kigger på hende og jeg kan se, at hun har grædt, "det er ikke sandt Natascha, vi kan ikke være søstre" siger jeg stille, hun kigger ned på hendes skød, "nej det er vi heller ikke. Vi er tvillinger" svare hun mig. Jeg rejser mig hurtigt, "vi ligner jo overhovedet ikke hinanden" jeg vender mig om mod hende, "Sofia kan du ikke se det? vi har flere gange fået af vide, at vi kunne være søstre og at vi ligner hinanden" jeg går stille hen til hende igen, "hvor længe har du vidst det?" siger jeg. hun sukker igen, "ca. en uge"

"Hvem er så mine forældre?" spørger jeg.

Hun kigger på mig med sådan nogle øjne, som jeg godt ved hvad betyder, "nej det kan ikke passe? har jeg virkelig været under samme tag med mine forældre, uden at vide det?"

Natascha rejser sig op, tager min hænder og kigger mig i øjnene, "vi er søstre" en tårer glider ned af hendes kind, og vi omfavner med det samme hinanden. Midt i vores kram hvisker hun mig i øret, "jeg havde ikke glemt vores aftale" jeg rykker mig lidt fra hende, "Jeg var bare så chokeret over nyheden, at jeg ikke kunne være i mig selv og jeg heller ikke kunne være samme med dig i det sekund. Og det gjorde mig så ked af det, da jeg så hvor ked af det du blev, da du så mig og Clara" Jeg bliver en smule rørt over situationen og krammer hende igen, "tænk at vi er søstre" hvisker jeg stille.