I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 62 // "Mit rigtige smil...."

Sofia's synsvinkel

Jeg vidste der var noget helt forkert, da jeg så Marcus blive slæbt væk af vagterne. Jeg kan ikke gøre det, jeg kan ikke tage afsted igen. Denne afsked minder mig for meget om sidste gang og det kan jeg ikke, jeg kan ikke bo så langt fra Marcus. Jeg elsker ham jo. Jeg bliver nødt til at stoppe det her, men hvordan? jeg sidder allerede på min plads og skal til at flyve. "STOOOPPP!!!" råber jeg op, og alt opmærksomheden kommer på mig. En stewardesse kommer nærmest løbende hen til mig, "Er der noget galt?"

"Jeg skal af, jeg kan ikke flyve!" jeg prøver virkelig, jeg vil ikke væk. Hun ser på mig med nogle meget bekymrende øjne, som om at jeg bare er et lille barn.

"Det skal nok gå" siger hun og skal til at gå igen, normalt ville jeg sige 'okay', men nej ikke denne gang.

"Jeg elsker ham, og jeg kan ikke rejse.....Jeg har brug for ham" Hun laver store øjne og skynder sig hen til de andre stewardesser og pludselig høres der i højtalerne, "Vi flyver ikke alligevel, vi vender om" jeg ånder lettet op, løsner mit bælte og nærmest løber ud af flyet, men da jeg kommer derud er Marcus der ikke. Jeg løber forvirret rundt og prøver at finde ham, men det nytter ikke. 

Jeg går stille ud af lufthavnen og til min store overraskelse står deres bil stadig ude på parkeringspladsen, HVAD? Jeg skynder mig hen til bilen, men de er der ikke. Jeg stiller mig bare foran bilen og håber på, at de snart kommer ud.

Der går ikke så lang tid, før jeg ser nogle velkendte ansigter træder ud af døren. Marcus!

Marcus' synsvinkel

Helt ærligt syntes jeg at vejen ud af lufthavnen er rigtig lang, og jeg bliver mere og mere pint af at være herinde, jeg vil bare gerne hjem nu. Martinus går stadig med sin arm omkring mig, og jeg er virkelig glad for at have ham, han forstår mig på en måde som hverken mor eller far forstår. Han har jo selv haft et langdistanceforhold med Natascha, indtil hun flyttede herop, "tak fordi du forstår mig" jeg kigger på Martinus og han smiler bare. 

Endelig er vi noget til udgangen, nu skal vi bare hen til bilen. Vi kommer ud af døren og jeg har stadig hovedet ned i jorden, indtil Martinus siger, "Marcus kig op" jeg kigger stille op, og der står hun. "SOFIA!!" råber jeg og løber alt hvad jeg kan hen i hendes arme. Jeg tror aldrig jeg har været mere glad for at se en person så meget, som jeg har det med Sofia. Jeg løfter hende op, så hun har begge sine ben rundt om mine hofter. Vi krammer bare, siger ikke et ord, bare krammer. Jeg ved godt det lyder lidt dumt, når vi så hinanden for ca. 15-20 minutter siden, men jeg har savnet hendes kram.

"Sofia, skal du ikke tilbage?" siger Mor lidt forvirret, men hun har ret, skulle hun ikke hjem?

"Mit rigtige smil er kun fremme når jeg er sammen med dig" hun kigger mig direkte i mine øjne. Jeg kysser blidt hendes læber og sætter hende ned. Hun går stille hen til mor og far, "Hvis der er okay med jer, vil jeg gerne være udvekslingsstudent igen hos jer" mor får det største smil på læben og giver derefter Sofia det støste kram, "Sofia du er altid velkommen" siger far og krammer Sofia.

Emma går stille hen til Sofia og prikker hende stille på skulderen. Sødt. Sofia vender sig stille om, "skal du så bo hos os igen?" Sofia nikker. Jeg har aldrig set Emma så glad før i hele sit liv, hun hopper bare op i Sofia's arme og krammer nærmest livet ud af Sofia, ikke ondt ment selvfølgelig.

"lad os så komme hjem" siger far og vi sætter os alle ind i bilen, med det største smil på læberne. Så endte denne dag alligevel godt.

Håber virkelig at I kan lide historien og vil stemme, for jeg elsker at skrive den til jer.

Hvad kan I bedst lide ved historien?

Tusind tak for så mange læsere og stemmer, det er helt sindsygt og det giver mig endnu mere lyst til at skrive, også bare når i kommer med sådan nogle søde beskeder.

Kys Anni <3